Spring menu over
Dansk Magisterforening

Danmark er ikke så grønt, som vi tror

Anne Mette Christiansen

"Mange danske virksomheder er hurtige til at omstille sig, og vi har en skarp miljølovgivning i Danmark, så vi er vant til at tænke bæredygtigt langt hen ad vejen. På den måde har danske virksomheder en ret stor fordel", mener Anne Mette Christiansen, ekstern lektor hos Copenhagen Business School og markedsdirektør i Rambøll. © Foto: Thomas Steen Sørensen

Af Majken Søndergaard Eliasen
Del artikel:

Anne Mette Christiansen, ekstern lektor hos Copenhagen Business School og markedsdirektør i Rambøll, holder mange efteruddannelseskurser om bæredygtighed for virksomheder. En tilbagevendende vildfarelse blandt kursisterne er at tro, at danske virksomheder er grønne, selvom de slet ikke er det.

Er den grønne omstilling på arbejdspladsen lederens ansvar?

"De virksomheder, hvor lederne går forrest, er dem, der virkelig gør noget for den grønne omstilling. De sætter ambitiøse mål og driver på det. Vi har rigtig mange eksempler på ildsjæle i virksomheder, der gerne vil drive det, men alt dør, hvis der ikke er ledelsesmæssig opbakning".

Hvad kan den enkelte leder gøre?

"Det første ansvar, man har som leder, er at forstå, hvad bæredygtighed er, og derefter oversætte det til sin egen kontekst. For hvis man ikke forstår, hvad agendaen handler om, har man ikke en chance for at omsætte det på en meningsfuld måde.
Vi har utroligt mange virksomheder gennem vores efteruddannelse i bæredygtighed, og det er tydeligt, at hvis man ikke sætter sig ind i, at bæredygtighed omfatter mere end bare klima og arbejdsmiljø, så har man ingen forudsætning for at arbejde med det på en rimelig måde.
Derfor er første skridt at forstå, hvad grøn omstilling er. Hvad det så betyder, vil afhænge af, om du er HR-chef eller driftschef eller arbejder med indkøb".

På hvilken måde er bæredygtighed mere end klima?

"Vi har nogle meget klare definitioner fra EU og FN’s principper, der tydeligt viser, hvad bæredygtighed skal forstås som. Det er klima og miljø inklusive biodiversitet, vand og cirkulær økonomi. Der er også en social side af bæredygtighed, herunder medarbejdere og lokalsamfund,  arbejdstager- og menneskerettigheder. Det samme gælder antikorruption og forretningsetik. De bredere definitioner ligger både i FN’s Global Compact-principper og i EU-lovgivningen, fx de nye bæredygtighedsrapporteringskrav, der hedder CSRD".

Kræver det efteruddannelse at kunne lede en grøn omstilling?

"Man kommer ingen steder, uden at man sætter sig ind i det. Selv folk, der har et relativt godt kendskab til denne her agenda, bliver overraskede over, hvor meget det omfatter, og hvor mange nye krav der er".

Danskerne har en selvforståelse af, at vi er ekstremt grønne. Det er en national selvindbildning, som vi også har på ligestillingsområdet

Anne Mette Christiansen, CBS

Hvad er de typiske misforståelser om grøn omstilling?

"Den første, jeg vil nævne, er, at folk siger, de allerede er grønne, fordi de har skåret ned på kød i kantinen og skiftet til LED-pærer, uden at tænke over, at de måske sælger et produkt, der har et virkeligt højt CO2-aftryk. Det er klassisk, at folk tror, de har fikset det, fordi de har ændret et par småting. En anden genganger er, at man sætter en studentermedhjælper til at stå for den grønne omstilling, men det går ikke, man bliver nødt til at arbejde med det i hele organisationen.
En yderligere misforståelse er, at grøn omstilling kun handler om energi og klima. Det er ikke tilfældet. Danskerne har en selvforståelse af, at vi er ekstremt grønne. Vi tror, vi er et grønt foregangsland, men det er slet ikke tilfældet. Det er en national selvindbildning, som vi også har på ligestillingsområdet".

Hvad er danske virksomheders forcer i forhold til grøn omstilling?

"Jeg synes, at mange danske virksomheder er ret agile, det vil sige, at de er hurtige til at omstille sig. I Danmark har vi en skarp miljølovgivning, så vi er vant til at tænke bæredygtigt langt hen ad vejen. På den måde har danske virksomheder en ret stor fordel".

Deltag i DM BIO's arrangementer

Som medlem af DM kan du tilmelde til alle arrangementer og kurser om blandt andet karriere samt værktøjskurser. 

DM BIO har flere spændende kurser direkte rettet mod den grønne omstilling og klima. 

For eksempel kan du høre, om hvorvidt energikrisen dræber danske gartnerier eller om projektet Tiny Gardens. 

Læs mere og se alle arrangementerne her.