Magt er noget, man deler

For fire år siden slap Ann-Christina Matzen Andreasen ånden ud af flasken, og om hun så kunne, ville hun ikke lukke den ind igen.

Hun og ledergruppen på Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC) i Gentofte Kommune gav 90 procent af ledelsesansvaret – strategi, økonomi, drift, forhandling og fastsættelse af løn samt ansættelser – til medarbejderne og tager sig i dag alene af personalesager og afskedigelser.

Resten af tiden bruger lederne på at bane vejen for, at medarbejderne kan lede.

"Det har været en gradvis bevægelse, men når du først har givet et ansvarsområde til medarbejderne, er der ingen vej tilbage. Intervenerer du alligevel og overtager de endelige beslutninger, taber du al troværdighed", siger centerleder Ann-Christina Matzen Andreasen.

Og det kan tilsyneladende noget at være 90 procent ledelsesløs, som hun kalder modellen. JAC er for fjerde år i træk kåret som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads og for anden gang som den bedste mellemstore virksomhed at arbejde på.

Kollektivist af hjertet

Det var ikke indlysende, i hvert fald ikke for Ann-Christina Matzen Andreasen selv, at hun skulle gøre karriere i ledelse.

"Men jeg kan godt se en rød tråd fra min skolegang, hvor jeg selvfølgelig blev elevrådsformand, over min tid i kollektiver, efter at jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, til min uddannelse", fortæller hun.

Fra kollektivet i Roskilde flyttede hun til et stort et af slagsen i hovedstaden.

"Jeg kan virkelig godt lide kollektivet, hvor man nærmest fungerer som et A/S og skal drøfte og blive enige om alt. Det handler om at beslutte, hvilket slags sted man vil være, og lykkes det, bliver man jo sådan et, hvor andre altid søger hen og gerne vil være".

For hende opstår fællesskabet netop, når der ikke sidder en for bord­enden og skærer igennem, men når alle vender alting sammen om det runde bord.

"Ja, det kan være besværligt, men hvis der er en, der ender med at tage beslutningerne, vil der altid være nogle, der er utilfredse. Det gælder også på JAC, hvor vi drøfter alting sammen og hele tiden øver os på at lede i fællesskab", siger hun.

Lederen som vært

Ann-Christina Matzen Andreasen betegner medarbejderstaben som generøse mennesker, der stadig vokser og elsker at se andre lykkes.

"De har hele tiden øje for sig selv og de grupper, de er en del af, og er vilde med udvikling. Og så er de ydmyge over for opgaven. Selv kan jeg godt have en tendens til at freeze og tænke, at nu er det godt, så her kan vi godt blive et stykke tid. Men den går ikke. Medarbejderne driver hele tiden organisationen fremad", siger hun.

Som for eksempel for tre år siden, da et medlem af ledergruppen forlod JAC for et andet job, og centerlederen ikke umiddelbart var indstillet på at ændre organisationsdiagrammet, selv om flere ting talte for det. Men det var medarbejdernes bord, ikke hendes, så ændret blev det.

"Var jeg gået ind og havde holdt på mit som øverste leder, havde jeg jo mistet alt det, vi hidtil havde bevæget os hen imod og arbejdet for", siger hun.

At generøsitet er et af de vigtigste ord i Ann-Christina Matzen Andreasens forråd, er heller ingen tilfældighed.

"Jeg kommer fra en gæstfri familie, hvor jeg også lærte, at man ikke skal dømme andre, når deres liv slår folder. Vi gør det alle, så godt vi kan".

Hendes mor bestyrede en restaurant i Roskilde, hvor der var plads til mennesker, hvad enten de kom for at slappe af eller feste, og sådan var det også i barndomshjemmet.

"At være virksomhedsleder er lidt som at være vært for en fest. Du har mulighed for at forkæle folk en smule, når de deltager og sammen skaber en oplevelse, de forhåbentlig går lidt klogere hjem fra".

Tryghed er afgørende

Kåringerne som forbilledlig arbejdsplads flere år i streg afspejler, at trivsel og arbejdsmiljø er i højsædet på JAC, ikke mindst det psykiske. For Ann-Christina Matzen Andreasen er der en stor tryghed i, at selv om alting hele tiden er i spil, så bakker alle op, når først der er taget en beslutning. For alle har været med til både at præge og tage den.

"På JAC skal du give mere, end du tager. Og vi skal sige ja. Vi går vildt meget op i, at man kan koncentrere sig om sit arbejde og samtidig sige sin mening, når der er behov for det, og regne med at blive hørt. Den ledelsesform, jeg står for, er en måde at være menneske på i verden", fortæller hun.

De forandringer, den nye ledelsesform og kulturændringerne har medført, er dog ikke faldet alle lige let. Derfor har JAC taget afsked med hver femte medarbejder, siden Ann-Christina Matzen Andreasen kom til for 10 år siden.

"Det har været nødvendigt for at kunne skabe den stærke kultur, vi har i dag. Vi har vide rammer, men er der ikke opbakning til den linje, vi sammen har lagt, går det ikke. Tænker du mere på egen vinding end fællesskabet, kan du ikke være her", siger hun.

Når tingene indimellem stadig er svære, slipper ledergruppen, hvad de har i hænderne, og koncentrerer sig om sagen, til den er klaret.

"Ingen står nogensinde alene. Vi forsøger altid at rede tingene ud, så medarbejderne kan træffe deres valg og handle efter dem. Kun i personalesager griber vi som ledere ind. De er vores sidste 10 procent af ledelsesansvaret, for medarbejderne skal ikke stå med den tunge beslutning, en afskedigelse kan være. Selv om vi leder på en anden måde, er ansvaret for centeret som virksomhed i sidste ende mit og den øvrige ledergruppes", forklarer hun.

Hun elsker at dele magten

Ann-Christina Matzen Andreasen uddannede sig på RUC, og specialetitlen "Fleksibilitet i praksis" forud for kandidatgraden i organisationspsykologi og pædagogik kan nærmest ses som et forvarsel for hendes ledelsesform.
"Det var på RUC, jeg fandt hjem. Processerne, studiemiljøet og alt gruppearbejdet var simpelthen lige mig".

Tilgangen til ledelse har hun efterfølgende sat flere ord på sammen med supermarkedskæden Irmas mangeårige leder, Alfred Josefsen, i bogen "Ledelse i virkeligheden", ligesom hun med sin egen rådgivningsvirksomhed, Matzen Ledelsesudvikling, cirka en gang om måneden holder oplæg.

"Jeg elsker magt, for så kan jeg dele den med andre. Hvem vil ikke gerne have indflydelse på sine egne vilkår og betragtes som et tænkende menneske? Jeg tror ikke på, at nogle er ligeglade og bare lader andre tage beslutningerne for sig, for alle kan svare på, hvad der er vigtigt for dem. Svaret viser, hvilken vej de gerne vil præge tingene. Så at dele ansvaret og invitere til medindflydelse handler i høj grad om, hvordan man spørger", siger hun og indskyder, at det ikke betyder, at alle skal stå på ølkasser og udstikke retningen.

"Ledergruppen har defineret formålet med virksomheden, som vi bagefter har drøftet med samtlige medarbejdere. Vi skal have deres syn på tingene for at vide, om de kan sætte handling bag ordene. Herefter er det ledelsens opgave at sætte de rammer, som kan sætte samtlige kompetencer i spil".

Rammerne på JAC er sat med fire hjørneflag: en økonomi i balance, dokumenteret effekt af indsatserne, borgerne som aktive deltagere samt læring og udvikling hos dem, der bruger centeret.

"Ledergruppen skal dele menneskesyn for at kunne trække alle i den ønskede retning. Det interessante er, at i dag går det menneskesyn igen blandt dem, medarbejderne vælger at ansætte som nye kolleger", siger hun.

Tro, håb og lidt mindre mod

Trods den tidskrævende proces med at facilitere ledelsesopgaverne for medarbejderne kan Ann-Christina Matzen Andreasen ikke se ulemper ved at give magten fra sig og gøre sin organisation 90 procent ledelsesløs.

"Følger du de værdier, I har formuleret sammen, er der faktisk ingen. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan vurdere en sag forkert eller begå fejl, men så er jeg til gengæld heller ikke bange for at sige undskyld".

Alligevel siger hun, at modet nogle gange svigter.

"Jeg var for eksempel ved at dø af skræk, da medarbejderne første gang skulle stå for lønforhandlingerne, for det er sådan et følsomt spørgsmål, der afspejler dit værd og kan føre til en masse konflikt. Men også det gik godt", fortæller hun.

Hun har til gengæld en fast tro på, at den næsten ledelsesløse organisation vil brede sig.

"Jeg tror på, at man i langt højere grad skal sætte mål og skabe resultater i fællesskab, og at alle vinder ved det. Resultaterne er jo indlysende", mener hun.

Trods dem nærer hun ikke håb om finere titler i endnu større virksomheder.

"Jeg tror ikke på hierarkier. Min ambition er at inspirere andre med det, vi gør her, og vi har godt fat".