Bør Danmark genoverveje sin holdning til atomkraft?
Brian Vad Mathiesen og Bent Lauritzen. © Foto af Brian Vad Mathiesen (th): Joachim Rode/Ritzau Scanpix
Selvom atomkraft altid har været et kontroversielt emne i Danmark, så kan det måske være en del af løsningen på en øget forsyningsusikkerhed efter boykot af Rusland og skyhøje energipriser. Derfor spørger Akademikerbladet to eksperter, om Danmark bør genoverveje sin holdning til atomkraft.
Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.
Atomkraft er ikke et vidundermiddel
Et atomværk i Danmark vil tage rigtig lang tid at få etableret. Så lang tid, at man bliver nødt til at have en løsning i mellemtiden. Der er nogle misforståelser om, hvad atomkraft egentlig kan. Det er ikke sådan, at hvis vi får atomkraft, så løser det alle problemer. Atomkraft handler alene om vores elforsyning, vi skal stadig se på hele den grønne omstilling, fx med hensyn til power2X og energibesparelser.
Nye atomkraftværker er dyre og tidskrævende
Atomkraft er ikke noget, der kan bidrage til vores forsyningssikkerhed lige nu. Derfor skal vi satse på det, der virker på kort sigt, fx mere fjernvarme og varmepumper, alt sammen i kombination med udbygningen af vedvarende energi. Jeg kan ikke anbefale at etablere nye atomkraftværker, fordi man kan få mere energieffektivitet og vedvarende energi hurtigere for samme eller færre penge med andre løsninger.
Skaber også afhængighed
Hvis vi vælger at bruge atomkraft, så har vi ikke en uranmine, vi kan trække på. Uranen kommer hovedsageligt fra fem forskellige lande: Niger, Rusland, Kasakhstan, Canada og Australien, som alle er lande uden for EU. Atomkraft i Danmark vil altså også betyde mere afhængighed af lande uden for Europa, og det skal man bare være bevidst om, hvis man vælger den vej.
Bent Lauritzen, atomkraftforsker og afdelingsleder på Danmarks Tekniske Universitet.
Vi bør etablere mere forsyningssikkerhed
Vi må konstatere, at Danmark er koblet meget op på europæisk energiforsyning, fordi vi er afhængige af at eksportere og importere strøm. Derfor er vi nødt til at se ud over Danmark, når vi snakker forsyningssikkerhed. I Europa skal vi være mere selvforsynende, og vi skal have etableret en større forsyningssikkerhed, så vi er bedre sikret, hvis nogle forsyningsveje bliver slukket – og her vil atomkraft være en del af løsningen.
Atomkraft er nødvendigt i grøn omstilling
Jeg tror ikke på, at den grønne omstilling lykkes uden atomkraft. Jeg mener, at vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle teknologier, der er CO2-neutrale. Selvom atomkraft vil tage lang tid at etablere, så er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, som både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og kan udbygges på europæisk plan. Derfor tror jeg ikke, at vi kommer i mål uden atomkraft.
Nok den bedste løsning
Når jeg ser på vores nabolande, der foretager de nødvendige undersøgelser af atomkraft, så finder de ud af, at atomkraft vil være en fordel for dem. Der er meget, der tyder på, at et miks af solenergi, vindenergi og atomkraft også vil være den billigste løsning på lang sigt. Derfor mener jeg, at vi bør få foretaget de samme undersøgelser i Danmark, fordi jeg ikke kan se, hvorfor det skulle være anderledes herhjemme.