Eksiluniversitet

De kigger på hinanden, udveksler indforståede blikke og fortæller, at drømmen er, at de en dag kan vende hjem igen. Hjem til Minsk i Belarus.

De to, der har en fælles drøm, er Siarhej Chareuski og Ryhor Minyankou. De er kolleger på det belarusiske universitet European Humanities University, EHU, der lever i eksil i Litauens hovedstad, Vilnius.

"Selvfølgelig vil jeg gerne tilbage til Minsk. Universitetets naturlige plads er i Belarus", siger Siarhej Chareuski.

Hans kollega Ryhor Minyankou er enig, men tilføjer også:

"Jeg føler mig godt tilpas her i Vilnius og har det godt med at være på et universitet, som tilhører Belarus’ fremtid".

Professor Ryhor Minyankou har været på EHU siden 1997, mens Siarhej Chareuski har været lektor på EHU siden 2005. De bor begge i Vilnius med deres familier. En eventuel fremtid i Belarus vender vi tilbage til.

Kontrol vs. frihed

Universiteter overalt i verden kan ofte fremvise lange, dybe rødder og traditioner. Historien om EHU er temmelig anderledes.

EHU blev grundlagt i Belarus’ hovedstad, Minsk, i 1992. Primus motor bag EHU var Anatoli Mikhailov, som var professor i tysk og medlem af Videnskabernes Akademi i Minsk. Han ønskede kontrol og politisk ensretning fra de mange år i Sovjetunionen langt væk. Visionen for EHU var i stedet åbenhed over for omverdenen, andre intellektuelle traditioner, fri tale og tanke og nye ideer for at uddanne unge mennesker, der kunne bidrage konstruktivt i udviklingen af demokratiet. På det tidspunkt i 90’erne var der en optimistisk ånd tilsat en portion kaos i Belarus.

"Jeg var på statsuniversitetet i Minsk, men fik kendskab til Mikhailov. Jeg kunne lide hans ideer om et universitet efter europæisk model, ytringsfrihed og akademisk frihed. Ligesom tanken om at være med til at uddanne unge til et nyt og anderledes Belarus tiltalte mig. Du må tænke på, at 90’erne var en relativt liberal tid i Belarus, faktisk en lidt euforisk tid, fordi Sovjetunionen var opløst, Belarus blev selvstændigt, og Muren i Berlin var væk – vi så nye muligheder", siger Ryhor Minyankou.

Siarhej Chareuski nikker bekræftende, men tilføjer:

"Men det var en begrænset tid, Aleksandr Lukashenko blev præsident i 1994, og så begyndte det langsomt at stramme til igen".

Litauen bød sig til

EHU etablerede kontakter til universiteter i udlandet, tiltrak gæsteundervisere fra udlandet og tiltrak også belarusiske undervisere og studerende, der ønskede kritisk tænkning, ytringsfrihed og pluralisme i uddannelsessystemet og samfundet generelt. Men præsident Aleksandr Lukashenko delte ikke den ide, tværtimod har han givet udtryk for, at EHU var et vestligt påhit, som der overhovedet ikke var brug for i Belarus.

"Myndighederne lavede benspænd på benspænd, sagde for eksempel, at lokalerne ikke var egnede til undervisning, så derfor måtte universitetet lukke", fortæller Siarhej Chareuski, der med sit kropssprog og himmelvendte øjne lader forstå, at den slags argumenter skal man ikke tro på, de fabrikeres bare til lejligheden.

EHU’s dage syntes talte i 2004, myndighederne opsagde simpelthen lejemålet i Minsk. Men naboerne i Litauen kom til hjælp og tilbød EHU at flytte til Vilnius. Litauerne fandt husly til universitetet i Vilnius og sørgede for, at både studerende og ansatte fik de nødvendige opholds- og arbejdstilladelser. Efter forskellige adresser i Vilnius har EHU siden 2017 haft hjemme i et tidligere kloster i den gamle bydel, og universitetet er officielt registreret i Litauen. I dag er der cirka 800 studerende, og mindst 90 procent af dem er fra Belarus. De øvrige kommer fra fx Ukraine, Rusland og Kasakhstan. Langt størstedelen af underviserne kommer fra Belarus. EHU tilbyder uddannelser på både bachelor- og kandidatniveau.

Kedeligt at være Gud

Ryhor Minyankou, der tog sin ph.d. i filosofi ved Lomonosov statsuniversitet i Moskva, har prøvet lidt af hvert i sit liv som underviser.

"I Sovjettiden var jeg en slags gud bag katedret. Metoden var monolog frem for dialog. I det sovjetiske system var blot ideen om, at det kunne være anderledes, ikkeeksisterende. Det var da også kedeligt at være gud bag katedret. Men siden har jeg heldigvis kunnet arbejde på en anden måde, takket være at jeg så hurtigt blev blandet ind i EHU", siger Ryhor Minyankou.

Han og kollegaen Siarhej Chareuski er glade for, at de ikke længere er guder, blot almindelige undervisere, for hvem ekstrem kontrol, ensretning og krav om politisk loyalitet er fortid.

"Jeg har tillid til mine studerende og frygter ikke, at det, jeg siger, tolkes politisk. Jeg gør bare mit job som underviser og skal ikke konstant tænke på, om jeg nu bruger de rigtige ord. Jeg opfordrer til debat, og de studerende kan sige, hvad de har lyst til om hvad som helst. Det giver en helt, helt anden kultur. Og det er stik modsat i Belarus", fortæller Siarhej Chareuski. Han tog sin kandidat ved Ilya Repin St. Petersburg State Academic Institute of Fine Arts, Sculpture and Architecture.

"Frygten for at gøre og sige noget forkert er væk – hos både undervisere og studerende", siger Ryhor Minyankou og mener, at tillid og åbenhed i dagligdagen er det vigtigste for at skabe en kultur fri for den frygt for systemet, som er så indgroet hos mange i Belarus.

"Jeg ville væk"

G K, 22 år. Studerer medier og kommunikation på andet år
"Der var store demonstrationer i Minsk efter præsidentvalget i 2020. Jeg var selv på gaden og så nogle af mine venner blive jagtet af politiet. Siden dengang er situationen i Belarus kun blevet værre, så jeg ville væk for at studere.

I Belarus er det sådan, at rollerne som underviser og studerende er meget klare: Læreren er den kloge, der taler, mens den studerende skal lytte. Her på EHU kan jeg være ven med min underviser, her er meget mere uformelt, og vi kan diskutere mange ting, for eksempel politik og LGBT. Det ville være helt, helt utænkeligt i Belarus, men her er der frihed til tanke og tale.

Jeg besøger min familie og min hund i Minsk måske hver anden eller tredje måned. Det foregår egentlig uden store problemer ved grænsen mellem Belarus og Litauen, men jeg sørger for at holde lav profil på min Telegram-konto.
Om to år er jeg færdig med at studere her, så vil jeg tilbage til Minsk. Jeg vil gerne være med til at forandre Belarus i demokratisk retning, hvis ikke sådan en som mig skulle være med til det, hvem skulle så?"

"Her er ingen dumme spørgsmål"

Alix Blankleder, 18 år. Studerer medier og kommunikation på første år
"Først og fremmest er det hele atmosfæren her på EHU, der er anderledes end på et universitet i Belarus. I Belarus tiltaler vi underviserne med deres patronym (efternavn dannet af faderens fornavn, red.), her bruger vi bare deres fornavn. Den uformelle atmosfære gør også, at her på EHU er der ingen dumme spørgsmål, når vi har lektioner. Det er en god følelse, at jeg ikke skal være bange for at stille spørgsmål.

Undervisningsmateriale og undervisningsmetoder er mere moderne her. I Belarus er bøgerne gamle, måske helt fra sovjettiden. Men her bruger vi nyere litteratur, lærebøger fra USA og europæiske lande, og vores bibliotek er meget mere omfattende og mangfoldigt end på et belarusisk universitet. Her er mere internationalt, også fordi man kan blive en del af Erasmus-programmet, det kunne jeg godt tænke mig.

Jeg er ret aktiv på sociale medier og kritisk over for det, som sker i Belarus. Min familie bor i Minsk i Belarus. Jeg kan godt prøve at tage en tur til Minsk, men jeg tager ikke chancen, for jeg ved ikke, hvad der sker ved grænsen. Når jeg er færdig med mine studier her, håber jeg, at tingene i Belarus har forandret sig, for jeg vil gerne retur til Minsk for at bruge min uddannelse der".

"Det bedste er friheden til at tale"

Matthew Steshyts, 19 år. Studerer medier og kommunikation på tredje år
"Jeg synes, det bedste ved at studere på EHU er friheden til at tale, tænke og gøre en hel masse ting.
På et universitet i Belarus ville jeg have mange lektioner, læse rigtig meget og have rigtig meget hjemmearbejde. Her har jeg færre lektioner om ugen, men bruger til gengæld mere tid på projektarbejde. Der sker rigtig meget i Vilnius politisk på grund af det, der sker i Belarus og Ukraine, men også kulturelt sker her meget. I Minsk har myndighederne kontrol over alle arrangementer, men her er der frihed og mangfoldighed. Det er rigtig godt, selvfølgelig for mig personligt, men også fordi der på den måde sker så meget forskelligt, som har en relation til mit studie. Jeg drømmer om et job i medieproduktion af en slags, og her er masser af arrangementer, som jeg som studerende kan deltage i og lære af.

Når jeg bliver færdig med studierne, kunne jeg godt tænke mig at blive i Vilnius. Jeg har fået mange forbindelser her, og jeg har svært ved at se mig selv arbejde i Belarus, hvor der ikke er uafhængige medier. Medieverdenen her i Vilnius er helt anderledes.

Jeg rejser til Minsk cirka hver anden måned for at besøge min familie. Det går relativt let at komme fra land til land, de belarusiske grænsebetjente tjekker mit pas og min bagage. Men jeg har hørt om andre, som får tjekket for eksempel deres telefoner, når de krydser grænsen".

Du skal makke ret, ellers …

Selv om Litauen og Belarus begge er tidligere republikker i Sovjetunionen, der brød sammen i 1991, og ligger side om side på Europakortet, så er grænsen mellem de to lande også en grænse mellem to forskellige verdener. Litauen har, siden selvstændigheden blev genetableret i 1991, forvandlet sig fra sovjetrepublik til et demokrati.

Men i Belarus, som kaldes det sidste diktatur i Europa, sidder der politiske fanger i fængslerne, og præsident Aleksandr Lukashenko har siddet tungt på magten siden 1994, godt hjulpet på vej af valgsvindel ved seneste præsidentvalg i 2020 – det er internationale valgobservatører enige om.

De to undervisere på EHU lever til dagligt i et frit land, men har de nogensinde været bange, fordi de gør, som de gør, og arbejder et sted, som magten i Belarus ikke kan lide?

"JA", kommer det prompte fra Siarhej Chareuski, der fortsætter:

"Jeg har en lang historie med at samarbejde med organisationer i opposition og uafhængige medier. De fleste af mine venner derfra er blevet undertrykt, mange venner og kolleger er smidt i fængsel. Flere tidligere studerende fra EHU har oplevet det samme".

Han fortæller om kolleger i Belarus, der bliver tvangspensioneret, hvis ikke de makker ret. I stedet bliver der sat systemloyale folk ind, faglige kvalifikationer betyder mindre, det er politisk loyalitet, der tæller.

"Der har altid været noget bekymring, synes jeg. Særligt efter at universitetet flyttede til Vilnius. Men personligt har jeg aldrig oplevet myndighederne komme efter mig", siger Ryhor Minyankou.

Færten af frihed

Tilbage til det med drømmen om, at EHU en skønne dag kan eksistere i Belarus, så de kan vende hjem til Minsk igen. Ryhor Minyankou sagde tidligere, at det føles godt at undervise på et universitet, der tilhører Belarus’ fremtid.

"Før eller siden kommer der et regimeskifte i Belarus. Med et nyt system bliver der grundlag for fornyelse af uddannelsessektoren i Belarus. Men der skal meget mere end bare et politisk skifte til. Hvis uddannelsessektoren skal fornys, så skal lærernes vaner og mindset også ændres. Det bliver svært, men jeg tror, EHU’s erfaringer kommer til at gøre gavn", siger Ryhor Minyankou.

Siarhej Chareuski taler varmt om unge, handlekraftige mennesker, der vil gøre en forskel – at det er en fornøjelse at have med dem at gøre, for de har færten af frihed.

"Det mest interessante ved at arbejde på EHU er den kulturelle forskellighed og de studerende. Her i Litauen har vi masser af motiverede unge, der ønsker at forandre Belarus. De ved godt, hvad de skal gøre, hvad de skal slås for".