Klaus skriver digte, mens han forsker

En dag sad jeg og kiggede i Leonardo da Vincis bøger og så hans forskellige tegninger. På den ene side beskriver han verden så smukt og poetisk som kunst, på den anden side dokumenterer han helt nøgternt og objektivt bevægelserne i en hests ben. Den dobbelthed er inspirerende.

Selv skriver jeg digte. På mit skrivebord har jeg en bærbar og en ekstern monitor. På den ene skærm har jeg en tekstfil åben til min forskning og på den anden en fil til digte. Argumenterne ryger ind i forskningsartiklen. Alle mine oplevelser og fornemmelser og følelser skriver jeg ind i digtfilen. Det er to processer i mit hoved, der kører på samme tid.

Poesien giver mig en anden måde at tale om verden på. Jeg kan beskrive nogle dybere processer, som jeg ikke kan komme omkring i en videnskabelig artikel – eller måske først bagefter kan få ind i forskningen. Jeg indfanger nogle indtryk og oplevelser, jeg ellers ikke kan holde fast.

At digte er at formulere en fornemmelse. Sådan er det for mig i hvert fald. Der er noget, jeg kan mærke i hovedet og kroppen, og så bliver digtene en god udtryksform for det. Det er derfor, digtene er så søgende, så åbne. Det er, som om jeg får lov til at sige det, jeg egentlig oplever, når forskningssproget ikke helt rækker. Det må komme senere.

Ligesom digte er forskning både svar og ikkesvar. Det er så vigtigt, at vi tør bevæge os ud i det ukendte – som forskere og som undervisere. Det er her, svarene kommer, her, resultaterne ligger. Og vi skal have de studerende med i den proces. Vi skal turde sige til dem: Det her har vi styr på, men det herovre har vi ikke styr på – så skal vi ikke gå den vej?

Jeg har skrevet et digt til min søn, "Alkymist". Han er startet på cognitive science, og han skriver også digte. Det er et forsøg på at sige til ham – og til mig: Gad vide, om man faktisk kan forske og digte samtidig?