Hvorfor så meget why?

Det er nemmere at finde et nyt amerikansk bullshitbegreb på en dansk arbejdsplads end en god serie på Netflix. Det er ikke nok at være glad for sit arbejde. I dag skal vi alle sammen også have purpose og besvare spørgsmålet om the big why?

Det er ikke dumt i sig selv at søge efter det meningsfulde i arbejdslivet. Engang optrådte forskeren Rasmus Willig ofte i dette fagblads spalter med magtanalyser og kritik af det moderne arbejdslivs strukturer. Det gør han ikke længere. Han har skiftet forskerkarrieren ud med en hverdag som Head of CSR i en biotekvirksomhed. Han ville skrive mindre og gøre mere. En anden forsker, Klaus Thestrup, har fundet en mindre drastisk mellemvej og skriver nu forskningsartikler på én skærm og digte på en anden. Poesien "indfanger nogle indtryk og oplevelser, jeg ellers ikke kan holde fast", som han siger. Det giver mening.

Hovedpinen kommer, når arbejdsgivere trækker en fælles, ensidet mening ned over alle medarbejdere som en måde at styre dem på – så går vi fra purpose til problem. Det kan vi se hos de akademikere, der går på arbejde for at kæmpe for de svages rettigheder, men samtidig selv bliver udsat for benhårde arbejdsforhold og dårlig løn.

"Det er løstansatte og freelancere, der aldrig kommer i nærheden af hverken pensionsopsparing eller fastansættelse, men som alligevel bliver mødt af fortællingen om, at de er privilegerede, fordi de arbejder i den populære kreative branche", som vi skriver i en kritisk gennemgang af jagten på mening.

En af de bedste vacciner mod floskelfortællingerne er tillidsrepræsentanter som Stine Freja Jessen Tornemand og Christoffer Bilde Christensen. De stod i forreste række, da borgmesteren kastede medarbejderne i Københavns Kommune under bussen for selv at undgå en tur i mediemøllen. Men medarbejderne stod sammen, og til sidst måtte borgmesteren gå af. Tak for det.

Det kommer også til at kræve fællesskabets indsats, hvis vi vil den diskrimination til livs, der er hverdag for mange minoriteter – også i Danmark. På forsiden har vi en analyse fra DM, der dokumenterer, at homoseksuelle mænd i parforhold tjener 77.000 kr. mindre hvert år end de heteroseksuelle – vel at mærke efter at have taget højde for faktorer som uddannelse og jobtyper. Jeg kan kun erklære mig enig i det, som lektor i økonomi Birthe Larsen siger i artiklen: "Det, der overrasker mig mest, er, at vi igen må konstatere, at vi er gået totalt i stå for så vidt angår ligestilling på det danske arbejdsmarked".