Nyt studie sætter diskrimination på formel

Når du tænker på forskning i diskrimination, tænker du måske især på humanistiske og sociologiske teorier. Men sådan behøver det ikke at være.

Et nyt studie har opstillet en matematisk model, der kan sætte helt konkrete tal på, hvordan der kan blive diskrimineret i en ansættelsesproces.

"Det er meget håndgribeligt, det er testbart, og det giver en nyttig ny måde at tænke diskrimination på. Vi har så at sige konstrueret en maskine med matematik, som alle kan se ind i og anvende", siger en af forskerne bag studiet, Mogens Fosgerau, der er professor i økonomi ved Københavns Universitet.

Modellen skal først og fremmest skabe en større forståelse for, hvad diskrimination egentlig er, og hvordan det kommer til udtryk i virkeligheden.

Når et fænomen kommer på formel, bliver det lettere at tænke over. Og så giver en formel også mulighed for at teste de hypoteser, vi har om diskrimination. Sker de ting faktisk, som vi tror? På den måde kan den matematiske tilgang bidrage med noget særligt til diskussionen om diskrimination, mener Mogens Fosgerau.

"Jeg underkender på ingen måde de mere kvalitative tilgange til diskrimination. De kan også noget. Men for nogle kan det næsten virke ubehageligt, at man gør et emne som diskrimination til noget konkret og håndgribeligt, og det synes jeg er forkert".

Ny forståelse af beslutninger

At Mogens Fosgerau er i stand til at sætte diskrimination på formel, skyldes bl.a. en ny økonomisk teori om rationel uopmærksomhed. Teorien opbløder en af de allerældste økonomiske antagelser, nemlig den at vi som mennesker er rationelle og fuldt ud oplyste, når vi træffer en beslutning.

Hvis du for eksempel gerne vil købe en bil, antager man inden for de klassiske økonomiske teorier, at du allerede ved, hvad den samme model koster hos de konkurrerende bilforhandlere, og at du ved, hvad de enkelte biler på markedet kan tilbyde i forhold til hinanden, så du i sidste ende træffer den bedst mulige beslutning.

"Alle ved, at sådan er det selvfølgelig ikke. Men man er nødt til at komme med en antagelse om forbrugerens opførsel for at kunne komme med forudsigelser, og denne her antagelse er tæt nok på sandheden til, at den kan bruges til rigtig meget", forklarer Mogens Fosgerau.

Inden for teorien om rationel uopmærksomhed antager man imidlertid, at du bruger den optimale mængde tid på at skaffe information, før du træffer en beslutning. Du ved ikke alt om bilen, du skal købe, men har foretaget en passende mængde research før købet. For tid er også en ressource, og hvis du skulle undersøge alt om bilmærkernes kvaliteter og alle bilforhandleres priser, ville det i sig selv være et fuldtidsarbejde, der ikke står mål med det, du potentielt kan spare ved det optimale køb.

Det kan lyde som en banal betragtning, men ved at gentænke nogle af de grundlæggende tanker bag økonomi åbner man også op for en række nye måder at tænke på – for eksempel i forhold til diskrimination.

"Pludselig bliver der plads til, at forbrugeren har fordomme, fordi han ikke er fuldt oplyst. Eller måske rettere 'forhåndsforventninger' for at bruge et mindre værdiladet ord", siger Mogens Fosgerau.

Sådan fungerer modellen

En virksomhed skal ansætte en ny medarbejder, men ved ikke, hvem af ansøgerne der er dygtige. Det er nemt at aflæse en ansøgers type ud fra fx cv, køn, etnicitet, tøjstil og sprog. Derudfra kan virksomheden bedømme sandsynligheden for, at en ansøger er noget værd. Det kan aflæses på figurens x-akse (p).

Virksomheden siger umiddelbart nej tak til alle ansøgere, hvis type placerer dem til venstre på aksen. Det er ikke umagen værd at bruge kræfter på at finde de dygtige blandt dem. På samme måde siger virksomheden umiddelbart ja tak til alle ansøgere til højre på aksen. Det er ikke umagen værd at bruge kræfter på at sortere de dårlige fra. I det midterste interval kan det betale sig for virksomheden at bruge kræfter på ansøgerne, for eksempel ved at indkalde til samtale.

Den blå kurve viser på y-aksen, hvor mange kræfter virksomheden bruger på at forsøge at skelne, hvilke ansøgere der er dygtige. Jo flere kræfter virksomheden bruger, jo mere sikker bliver den, men aldrig helt sikker.

Før ansøgerne søger jobbet, skal de afgøre, hvor meget de vil arbejde på at blive dygtige. Ansøgerne ved, hvordan de vil blive vurderet af firmaet. Jo bedre firmaet er i stand til at skelne dygtige fra udygtige ansøgere, jo flere lektier laver ansøgerne. Det er den røde kurve.

Hvor kurverne krydser hinanden, er både virksomhedens og ansøgernes forventninger opfyldt, og situationen er stabil, der er ligevægt. Nogle typer ansøgere kan blive fanget i en dårlig selvopfyldende profeti, ligevægten ved (0,0). De laver slet ingen lektier, og derfor er ingen af dem dygtige. Det ved virksomheden, som derfor automatisk giver afslag til alle den type ansøgere.

Resultatet er, at ingen af ansøgerne vil forberede sig. De ved, ganske rigtigt, at de aldrig vil blive ansat. Det gælder også den anden vej rundt: I nogle grupper bliver mange dygtige, derfor bliver de fleste ansat. Arbejdsgiveren gør en indsats for at finde de dygtige, og derfor kan det betale sig at lave lektier. De er landet i en god ligevægt.