2022 står i videnskabens tegn
DM vil i 2022 sammen med fagforeningerne JA og DSL lancere "BIO" som et nyt fagligt mødested og hjemsted for alle med grønne fagligheder, interesser eller ambitioner, skriver formand i DM Camilla Gregersen. © Foto: Rasmus Kongsgaard
"Vi har brug for nye, grønne løsninger overalt i samfundet, så vi skal samles på tværs af fagligheder og få den livsnødvendige viden til at spire", siger DM's formand Camilla Gregersen.
Jeg er ret begejstret for, at FN har udråbt 2022 til videnskabsår. For i en verden, der i de senere år har været tynget af bevægelser som den højreekstreme sammensværgelsesbevægelse QAnon og en tidligere amerikansk præsident, der »har set, at desinfektionsmiddel slår coronavirus ihjel på et minut", så har verden brug for viden.
Visionen for "Videnskabsår 2022" er at bidrage til befolkningens almendannelse ved at bringe videnskab i øjenhøjde og skabe fokus på nye og eksisterende aktiviteter via forundring og nysgerrighed. Det er lige i DM’s ånd. For vi arbejder for, at viden kommer i spil inden for alle samfundsområder, og at videns positive betydning for samfundsudviklingen fremmes.
Det passer også til, at DM i 2022 sammen med fagforeningerne JA og DSL lancerer "BIO" som et nyt fagligt mødested og hjemsted for alle med grønne fagligheder, interesser eller ambitioner. Når vi har brug for nye, grønne løsninger overalt i samfundet, skal vi samles på tværs af fagligheder og få den livsnødvendige viden til at spire. Vi ser et kæmpe potentiale i, at alle vores fælles medlemmer, som til daglig ofte arbejder side om side, komplementerer hinanden og bringer ny viden i spil.
Det er uhyre vigtigt, at vi får alle relevante fagligheder i spil, når det gælder grøn omstillingCamilla Gregersen, formand i DM
Det er selvfølgelig soleklart, at der vil være spændinger og interessekonflikter inden for fx landbrug og miljøorganisationer. Men hvis vi ikke tør sætte de forskellige synspunkter og interesser sammen, får vi ikke skabt nye erkendelser og løsninger. BIO er åben for alle medlemmer, der arbejder med, for eller i naturen og det grønne felt. Jeg håber, at I, der har interesse inden for området, tager godt imod det.
Det er uhyre vigtigt, at vi får alle relevante fagligheder i spil, når det gælder grøn omstilling. Og vi skal holde os for øje, at de menneskeskabte klimaforandringer skal begrænses mest muligt.
Vi skal ændre vores adfærd, hvilket realistisk nok kun sker bredt, hvis man gør de grønne valg attraktive og giver økonomiske incitamenter via CO2-afgift. De grønne valg må gerne være de oplagte valg. Vi skal udvikle nye grønne brændstoffer til fremtidens transportformer, udvikle sunde og nærende plantebøffer til middagsbordet og nye bæredygtige materialer, som vores tøj i fremtiden skal fremstilles af for ikke at tære for meget på klodens ressourcer.
I alle de virksomheder er der brug for alle fagligheder, fra kemikere og biologer til it-projektstyring til kommunikationsfolk og personer med humankendskab. Der er kæmpe efterspørgsel efter alle DM’s medlemmer inden for alle felter, og en tredjedel af de privatansatte medlemmer bliver jævnligt headhuntet til nye stillinger. Det er skønt, at medlemmerne er eftertragtede, og det giver også gode muligheder for dem, der har stået uden for arbejdsmarkedet.
Imens FN udråber 2022 til videnskabsår, skærer politikerne dog ned på uddannelse og forskning gennem en uigennemtænkt regionaliseringsaftale. Det er et kæmpe paradoks! For vi har brug for langsigtet investering og stabilitet, fordi nye erkendelser og opdagelser sjældent kommer, uden at man har skabt nogle stærke miljøer forud, hvor der er tid og plads til at tænke nyt.
Jeg håber, at 2022 reelt kommer til at stå i videnskabens tegn og bliver året, hvor vi bidrager til at omdanne solid viden inden for alle felter til løsninger på samfundets største udfordringer.