I Wennebergs værksted: Hun har gjort grøn hverdagsaktivisme til sin levevej

<Hej Signe>

Du bruger især sociale medier, men også blog, bøger og foredrag til at udbrede din viden om og holdninger til insektvenlige haver, bevaringsværdig kulturarv, og hvordan du skaber cirkulær økonomi ved at holde høns. Har du udviklet dig gradvist til at blive en grøn hverdagsaktivist, eller så du bare lyset en dag?

<Hej Pernille>

Jeg er uddannet retoriker med kulturjournalistik som sidefag, altså formidling med formidling. Jeg glemmer aldrig, at en af mine professorer, Hans Hertel, sagde til mig: "Det nytter ikke noget, at du er god til at formidle, hvis du ikke har noget at formidle!" Alt det grønne og det med klimaet og bygningskulturarven blev mine stofområder, uden at det var en egentlig plan.

Første gang jeg skrev om det i avisen, var jeg kun 20 år gammel. Det eneste, jeg for alvor vidste noget om, var havebrug, høns, kompost, gamle bygninger og landliv. Jeg havde som barn og ung nørdet rimeligt meget igennem i haven hjemme på landet og også været meget optaget af at istandsætte hus efter gamle metoder og sådan noget. Så det gav sig selv.

Brundtlandrapporten kom, da jeg gik i 3.g på Haslev Gymnasium i 1987. Den opfordrede os alle til at blive miljøaktivister og tænke på næste generation i alt, hvad vi gør, og alt, vi forbruger. Det var en tid, hvor vi blev bevidste om klimaforandringer og talte om miljøkatastrofer og syreregn. Selv mærkede jeg fortørnelsen over, at der kom Roundup-forgiftning i vores brønd på gårdspladsen fra de omkringliggende juletræsplantager.

Samtidig passede jeg dyr derhjemme, og især var høns noget helt særligt for mig. Første gang jeg diskuterede dyrevelfærd, var i tv med den tidligere statsminister Poul Schlüter. Jeg var lige i starten af 20’erne, og du kan sige, at jeg overhovedet ikke har fornyet mig siden :-)

<Hej Signe>

Så "sagen" har været klar fra starten af, men hvilke overvejelser har du gjort dig undervejs om din forretningsmodel? Her tænker jeg på, at du selv er et omvandrende brand, at du indgår i kommercielle partnerskaber, og at du bruger både hund, hus og familie til at fortælle nogle større historier.

<Hej Pernille>

Af en eller anden grund bliver jeg lidt provokeret af dit spørgsmål :-) Jeg tror, det handler om misforståelsen omkring, at jeg skulle misbruge min familie – det gør jeg ikke – og misforståelsen omkring økonomien. Altså at det kun er formidlere på nye medier, der lever af annoncer, og at vi, der er på de nye medier, alle sammen tager vores familier og venner som gidsler. Alle journalister – undtagen jer, der er på et fagblad, eller dem, der er på DR – får deres løn primært fra annoncer. Sådan er det. Og sådan er det også for mig – ud over at jeg også tjener på foredrag og på at være ordstyrer.

Jeg opfatter bestemt ikke mig selv som "et omvandrende brand" – på ingen måde. Jeg er en foredragsholder, en journalist og en formidler, der er meget bevidst om, at "the bigger your platform, the bigger your responsibility", som Greta Thunberg har sagt det. Da aviserne holdt op med at betale for freelancejournalistik – hvilket er tragisk og forkert – og jeg stoppede med min sidste faste kontrakt, måtte jeg tænke på en ny forretningsmodel, som du kalder det. Der besluttede jeg at skrive hver dag på Instagram, som er det medie, hvor jeg har bedst muligheder for at nå ud uden at ende i evig palaver med Facebooks trolde. Når jeg max’er teksten ud og skriver alle de 1.200 punkter, det er muligt, så bliver det mest læst. Og i stedet for crowdfunding, mikrobetalinger, betalingsmure og mediestøtte går jeg ind for at give det hele væk gratis til læseren og så få pengene fra annoncer valgt ud fra nogle skrappe kriterier. Jeg skriver udelukkende annonceopslag, jeg også kunne have skrevet uden betalte partnerskaber, og de handler kun om bæredygtighed og aldrig om ubæredygtigt forbrug. Jeg siger nej til annoncører 8 ud af 10 gange.

Jeg tog en principbeslutning om ikke at vise mine børn frem, da jeg kom på sociale medier for mange år siden. Til gengæld er den 14 år gamle hund Emil med overalt. Intet virker dog bedre end formidling, hvor jeg er personligt involveret. Burhønsenes Befrielsesfront og mine bæredygtige byggeprojekter har trukket mest opmærksomhed. Flere følger med, når der er noget personligt på spil.

<Hej Signe>

Dit personlige engagement kommer fx til udtryk, når du raser over, hvordan vi vandaliserer gammel bygningskulturarv eller gør vores haver ubeboelige for insekter og fugle. Tænker du meget over at holde en balance mellem det vrede på den ene side og på den anden side det håbefulde og smukke? Hvor formbevidst er "den gamle retoriker"?

<Hej Pernille>

Haha! Meget formbevidst! Jeg gør mig faktisk virkelig meget umage med ikke at "rase". Der kommer ikke noget godt ud af at udskamme nogen eller tale om alt det, som flertallet af forbrugerne gør forkert, eksempelvis ved at købe en masse bras til Black Friday eller tage på sviptur med fly mange gange om året. Jeg tror, at jeg når ud til flest via det gode positive eksempel. Se, sådan kan der bygges bæredygtigt. Se, sådan kan en dejlig ferie i et nærområde tage sig ud. Se, hvor skønt og livligt der ser ud i en rodet have med biodiversitet …

Hele missionen med min Instagram-profil er at prøve at formidle den historie, at et bæredygtigt liv kan være æstetisk smukt og ­"likeable" – altså ikke et kæmpe offer for den enkelte. Og det er en helt old-school retorisk analyse: Hvis jeg skal ud og ramme min målgruppe og få dem til at være "mediators of change", som det hedder på retorik­sprog, så skal jeg ikke skælde mit publikum ud. Hvis jeg en sjælden gang fortæller om noget, jeg er ked af – som da jeg for nylig skrev om, at jeg er ret knust over, at vinduerne i mit gamle gymnasium bliver udskiftet grundløst og ødelæggende for bygningskulturarven og med et unødvendigt carbonfootprint til følge – så er der nogle, der skriver, at det ikke ligner mig. De vil gerne have den positive kommunikation – også om klimakrisen. Men det bliver tiltagende svært.

<Hej Signe>

Jeg ser straks alle dilemmaerne i, at du som journalist er nødt til at "sælge" den positive tilgang, samtidig med at klimakrisen gradvist forværres. Kan der komme et tidspunkt, hvor det bliver for svært at holde fast i din mission og din tilgang til stoffet?

<Hej Pernille>

Du kan tro, at det kan være svært at bevare optimismen og forsøge med den positive tilgang, så det bæredygtige liv bliver noget, som andre kan have lyst til at kaste sig over. Men jeg er nødt til at bruge min stemme og min kanal til formålet. Jeg mener virkelig, at vi alle har et ansvar for at gøre den størst mulige forskel i verden, især i denne tid. Vi kan alle gøre noget, lige meget hvilken jobfunktion vi har.

Jeg deler nogle gange noget meget smalt, men vigtigt om klimakrise eller biodiversitet. Eller jeg deler noget, som mange hader – fx om vinduerne på mit gamle gymnasium, der blev skiftet ud uden grund. Med den føljeton mistede jeg hundredvis af følgere, men for mig var det en vigtig historie.

Det ville naturligvis være nemmere for mig personligt at genåbne min gamle havebutik og bare sælge kompostspande, økoblomsterfrø og botanisk gin og gå hjem og holde fri, for jeg har aldrig fri. Men jeg er nødt til at bruge min samfundsbetalte uddannelse og den stemme, jeg har fået, til hverdagsaktivistisk at forsøge at overtale nogen til at tænke over, "hvad vi selv kan gøre".

Jeg har helt ærligt ofte lyst til at lukke min Instagram ned – dels er det en stor opgave for et introvert menneske at have så tæt forbindelse til læserne, dels tænker jeg nogle gange, at vi simpelthen ikke når at holde os under 1,5 grader.

Men så husker jeg, at der er kommet meget mere lydhørhed. Det er der virkelig. Det var meget mere frustrerende at formidle klimastoffet for 10 år siden. Dengang blev jeg rask væk afskrevet som "klidmoster" og "speltmor". I dag er det faktisk muligt at trænge bredt igennem med historier om nødvendigheden af at dyrke haven mere vildt, af at bygge bæredygtigt, af at forbruge mindre. Men det er ikke mere end fem år siden, jeg modtog en dødstrussel og en masse vrede efter at have været i Deadline op til Black Friday, hvor jeg stilfærdigt foreslog, at man kunne vælge ikke at forbruge noget, altså tage en køb ingenting-dag. Det var meget provokerende for bare fem år siden – det tror jeg ikke, at det er i år.

<Hej Signe>

Det lyder til, at det er vigtigt at overveje, om man kan holde til at have noget så personligt på spil i fuld offentlighed, hvis man vil arbejde som dig. Så hvad er det vigtigste råd, du kan give til andre, der måske går med en drøm om at gøre hverdagsaktivisme til en levevej?

<Hej Pernille>

Det er et meget nemt svar: Gør det ikke. Drøm ikke om det. Du kan ikke gøre dette til en levevej. Det overrasker mig meget, at der er nogen, der kan tænke på at gøre det til en levevej. Det er bestemt ikke noget, man kan planlægge.

Det er båret af engagement. Fx at du tager til den anden ende af landet og holder foredrag for nogle modvillige mennesker, der synes, du er en kæmpe nar, i halmballehaller og andre mærkelige steder. Og så skriver du endnu en bog, som ikke ret mange gider læse, og du skriver endnu mere om bæredygtighed, mens folk hader dig og kalder dig "speltmor". Men pludselig en dag er der nogen, der gider lytte.

Så engagement, idealisme og virkelig, virkelig meget rugbrødsarbejde i 60-70 timer om ugen er, hvad det kræver at gøre hverdagsaktivismen til en levevej. Men det behøver det jo heller ikke at være. Alle – også folk, der har et fast og velbetalt akademikerjob – kan finde stor glæde i at byde ind. Så lad dette være en opfordring. Livet bliver meget bedre for de næste generationer, hvis flere hjælper med den store opgave det er at forsøge at påvirke andre mennesker til at ændre de overforbrugsvaner, der er skyld i klimakrisen. Og vide, at vi hver især kan medvirke til "at skabe de forandringer, vi ønsker at se i verden". Så på forhånd tak for hjælpen!