Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ville du få dit job, hvis du søgte det i dag?

Ville du få dit job, hvis du søgte det i dag?

Som forsker har Annette Højen Sørensen været vant til at søge sit eget job, når hun skulle søge penge til en ph.d. eller et forskningsprojekt. Men som privatansat konsulent er det endnu tydeligere for hende, at hun skal være sit job værd. © Foto: Sarah Buthmann

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Få styr på din markedsværdi. Employability giver friheden til at vælge en karrierevej, der giver mening for dig.

Kender du din markedsværdi, hvis du bliver opsagt eller bare får lyst til at skifte job? Hvis ikke, er det måske tid til at få afdækket dine kompetencer.

Det mener Jørgen Uhrbrand, der er partner i rådgivningsvirksomheden AS3 og har arbejdet med forandringsprocesser, outplacement og jobrådgivning i mere end 20 år.

"En høj markedsværdi giver simpelthen høj handlefrihed", siger Jørgen Uhrbrand.

Det handler om din employability, som er et udtryk for, hvor interessant du er for din nuværende og kommende arbejdsgiver. Din selvbestemmelse over dit eget arbejdsliv er proportional med din markedsværdi, pointerer han.

"Der er ikke noget galt i "bare" at passe sit job, men man får ikke et guldur eller bliver skånet ved nedskæringer. Så få styr på din markedsværdi, mens tid er".

Overvej din jobsituation hvert år

Jørgen Uhrbrands erfaring er, at jo længere tid man er i det samme job, des mindre bevidst er man om sin markedsværdi.

"Men man skylder sig selv at sætte sig med en kop kaffe en gang om året og gøre sig nogle overvejelser: Har jeg det rigtige job, og hvilke kompetencer har jeg udviklet og fyldt på det seneste år?"

Det var netop, hvad Annette Højen Sørensen gjorde, da hun for seks år siden valgte at forlade et forskerjob og blive underviser og rådgiver i en privat virksomhed med en mellemstation som gymnasielærer.

På det tidspunkt forskede og underviste hun i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet og var lige kommet hjem fra en udgravning i Jordan.

"Min postdocansættelse var lige udløbet, så hvad skulle jeg nu? Skulle jeg søge penge til en ny forskerstilling, vel vidende at det ikke var inden for arkæologi, de fleste stillinger var, eller skulle jeg noget andet?" funderede hun.

Det var sommer og solskin, så Annette Højen Sørensen satte sig på sin terrasse med en kop kaffe og sit cv.

"Jeg tænkte, at det kunne være fedt at prøve noget andet og mere stabilt end et forskerjob, og jeg kiggede på min fødselsattest og blev enig med mig selv om, at hvis jeg skulle prøve noget helt andet, var det ved at være tid", siger hun.

Hun kom frem til, at hun var god til at undervise og god til at styre projekter og var glad for begge dele. Et jobskifte var oplagt.

Jeg er altid på udkig efter at blive klogere. Det ligger mig meget nært

Annette Højen Sørensen, konsulent i MetierWestergaard

Du skal ud i den gule zone

Man gør sig selv en tjeneste, hvis man jævnligt tager et kritisk kig på sit cv for at tjekke, om det har den rigtige markedsværdi i forhold til at få nyt job. Det mener Lilian Mogensen, der er professionelt bestyrelsesmedlem.

"Det er vigtigt at udbygge sit cv både i dybden og i bredden. Det kan man gøre både ved at skifte job og ved at udvikle sig internt. Man kan fx sige ja til nye opgaver, få erfaringer via projekter og uddanne sig inden for andre fag", siger hun.

Lilian Mogensen har arbejdet med både teknologi, HR og ledelse og er i dag medlem af syv bestyrelser – blandt andet som bestyrelsesformand i kursusvirksomheden Mannaz og bestyrelsesmedlem i CBS.

Hun er en stor fortaler for at skabe sig en bred faglighed, der kan bruges i mange sammenhænge. Selv er hun uddannet cand.mag. i tysk med sidefag i humanistisk datalogi og startede sin karriere som it-udvikler. Senere tog hun endnu et sidefag i psykologi.

"Man skal være nysgerrig på bredden. Mit fundament er tysk, og der lærte jeg en metode, som jeg også har kunnet bruge på andre områder. Da jeg senere arbejdede med HR og ledelse, havde jeg behov for at vide noget om folks adfærd og måder at reagere på, og så koblede jeg psykologi på".

Jørgen Uhrbrand mener heller ikke, det er vejen frem at fokusere for entydigt på, at man er ekspert, og at faget er et kald. Og selv om han mener, at arbejdsgiverne har et ansvar for at udvikle medarbejderne, har man selv ansvaret for sin egen markedsværdi, mener han.

"Det er relevant at stille krav til opgradering, men man skal også spørge sig selv, om man har en digital nysgerrighed, og om man er den, der byder sig til ved nye opgaver, eller om man hele tiden befinder sig i den grønne tryghedszone", siger han.

"Sig ja til de spændende opgaver, selv om du kommer ud i den gule zone. Du udvikler både din personlighed og dine kompetencer ved at få nye opgaver, du umiddelbart ikke ved, hvordan du skal løse", siger Jørgen Uhrbrand.

"De fleste er på arbejdspladser, hvor der sker forandringer, og de har let ved at tilegne sig nyt stof. Så det handler om at se muligheder i stedet for begrænsninger, når man får tilbudt nye opgaver".

Fra gymnasievikariat til projektledelse

Annette Højen Sørensen sprang ud i det og søgte et vikariat som gymnasielærer i oldtidskundskab og historie på Haderslev Katedralskole. Rektor ringede dagen efter, og selv om hun også skulle undervise i latin, som hun egentlig ikke havde det store kendskab til, da hun som arkæolog havde haft fokus på græsk, sagde hun ja til at begynde i jobbet ugen efter.

"Det var første trin væk fra forskningen, og det gik jo ufatteligt godt med at flytte mig. Jeg blev vildt glad for, at rektor valgte at satse på mig", siger hun.

Hun nåede endnu et vikariat på det nu nedlagte Aarhus Private Gymnasium, og mens hun underviste, begyndte hun at tænke over at flytte sig igen. For hun ville aldrig kunne få en fastansættelse på et gymnasium uden pædagogikum.

Derfor satte Annette Højen Sørensen sig ned igen med sit cv og gennemgik alle kompetencer.

"Projektledelse skilte sig meget ud, så jeg besluttede mig for at efteruddanne mig i det for at blive endnu skarpere", fortæller hun.

Det blev til et PRINCE2-kursus, så hun blev certificeret i projektledelse og efterfølgende et PRINCE2 Agile.

"Det var megaspændende, og allerede under det første kursus tænkte jeg, at det kunne jeg også undervise i".

Sig ja til nye opgaver, du ikke lige ved, hvordan du skal løse. Du udvikler både din personlighed og dine kompetencer

Jørgen Uhrbrand, partner i AS3

Hun besluttede sig for at blive selvstændig inden for projektledelse, men inden hun nåede at komme i gang, så hun et opslag på LinkedIn fra MetierWestergaard, den virksomhed, hun havde været på projektlederkursus hos.

"De stod og manglede en til at undervise og rådgive inden for projektledelse i Jylland, og jeg skrev på LinkedIn, at det kunne jeg sagtens, og blev kaldt til samtale og fik det", siger Annette Højen Sørensen.

"Det handlede nok om, at jeg havde opkvalificeret mine kompetencer og var lidt modig og lidt fræk. Og selv om læringskurven har været enorm, så havde jeg jo meget undervisning og projektledelse i forvejen".

Altid ude efter at blive klogere

Som forsker har Annette Højen Sørensen været vant til at søge sit eget job, når hun skulle søge penge til en ph.d. eller et forskningsprojekt. Men som privatansat konsulent er det endnu tydeligere, at hun skal være sit job værd.

"Jeg skal naturligvis hele tiden lave noget, der skaber værdi for virksomheden, ellers er det jo ikke rentabelt", siger hun.

Samtidig har hun også haft tid og overskud til at udvide sine kompetencer. Hun har været på kursus i facilitering, er blevet change management-træner og har fået endnu et ben at stå på i virksomheden.

"Jeg er begyndt at arbejde med at bygge en stor del af vores kurser som e-læring. Det er endnu en opkvalificering og sindssygt spændende. Jeg kan sætte mig ned og nørde med, hvordan jeg knuser opgaven, så det linker meget til min forskningshjerne", siger hun.

Annette Højen Sørensen udvikler sig, fordi hun er bevidst om, at hun skal være employable. Men det er ikke kun derfor:

"Det er også, fordi det ligger mig så nært hele tiden at dygtiggøre mig. Man sætter sig jo ikke ned og skriver en ph.d., hvis man ikke har en stor nysgerrighed og lyst til at lære mere. Jeg er altid på udkig efter at blive klogere", siger hun.