Vil du læse mere om kulturlivet?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om kulturlivet
Akademikerbladet
"Jeg er ikke så interesseret i de der fancy designerbygninger. For mig er det helt back to basics: De steder, vi er sammen", siger den 26-årige arkitektstuderende Sofia Martinelle. © Foto: Sara Gangsted
DM Akademikerbladet har mødt to studerende på kunstneriske uddannelser til en snak om en usikker fremtid.
26 år. Studerer til arkitekt på 10. semester på Det Kongelige Akademi
»Jeg var egentlig halvvejs gennem økonomistudiet, men jeg tog ud at rejse, klassisk backpacker, og så blev jeg fascineret af alle de steder, jeg kom, hvor mennesker mødtes. Pladser og byrum. Dem ville jeg gerne være med til at skabe, og så besluttede jeg mig for at blive arkitekt.
Jeg er ikke så interesseret i de der fancy designerbygninger. For mig er det helt back to basics: De steder, vi er sammen.
I Sverige læser man til arkitekt på et teknisk universitet, i Danmark på et kunstakademi. Det gør forskellen for mig. Jeg er god til at tænke logisk, men jeg er også kreativ. Arkitekturen handler om teknik og udregninger, men det er også filosofien bag. Det er samfundsværdier og forandring.
Jeg tænker ikke så meget på, om der er et job til mig bagefter. Jeg fokuserer på det, jeg vil med faget, og så må jeg finde en løsning. Jeg behøver ikke at arbejde som arkitekt på en tegnestue – det kan også være alt muligt andet, der handler om at skabe et bedre samfund omkring os«.
29 år. Tager kandidatuddannelsen i keramisk design på Det Kongelige Akademi
»Ååhhh nej, sagde min mor, dengang jeg ringede og fortalte, at jeg var kommet ind på keramikstudiet.
Og så hviskede hun bagefter: O.k., jeg er også ret stolt, for jeg ved, hvor svært det er at komme ind. Min mor er selv uddannet keramiker og har nærmest opdraget mig til at lade være med at gå i samme retning som hende. Hun har selv måttet tage flere andre uddannelser for at klare sig, men det var også en anden tid.
Jeg har valgt det her studie, fordi jeg ikke kan leve med at lave noget andet. Ikke hvis jeg skal være glad. Jeg arbejder meget med glasur på sådan nogle tredimensionelle vægge, og for mig er keramik bare det fedeste materiale. Man kan lave hele verden i det. Der er intet, du ikke kan udforske gennem keramik.
Jeg bliver nødt til at opfinde mit eget job, når jeg er færdiguddannet, det er jeg godt klar over. Eller det er faktisk overraskende ofte, jeg ser jobopslag, hvor de søger en keramiker, så måske … Keramik er i dén grad kommet på mode, og vi er kun 10-15, der bliver uddannet om året, så større konkurrence er der heller ikke om arbejdet i sidste ende.
Jeg ved jo godt, at det er svært at klare sig. Men det finder jeg ud af. Måske bliver jeg fattig til at starte med, men det skal nok gå. Jeg er god til at leve på den måde, det er jeg ikke bange for«.