Vi skal gribe chancen for at forny arbejdslivet

August er her – og med den er de fleste af os på vej tilbage. I år bliver det dog anderledes, fordi vi ikke bare vender tilbage efter en velfortjent ferie, men også efter en lang coronaperiode. Jeg kan personligt godt føle mig som en huleboer, der efter både hjemmearbejde og ferie bliver bedt om at trække i pænt tøj og møde ind på kontoret.

Normalt betyder “tilbage”, at vi møder fysisk ind på kontoret efter nogle ugers fravær, men efter coronaperioden er der grund til refleksion over, hvad vi skal “tilbage” til. For skal vi tilbage til alt, som det var før? Eller skal vi forny måden, vi indretter arbejdslivet på?

Vi har lært en masse under corona. Vi har set en tårnhøj produktivitet trods de vanskelige betingelser. Nogle er grundet arbejdets karakter mødt på arbejde hver dag, men de fleste DM’ere har arbejdet helt eller delvist hjemmefra.

At komme “tilbage” behøver ikke at blive en obligatorisk tilbagevenden til arbejdslivet, som det var før corona. Vi skal anerkende, at det for mange giver et boost – arbejdsmæssigt og privat – med den større fleksibilitet og mulighed for at arbejde hjemme. Samtidig har mange også savnet kolleger og den nærhed, der kommer, når man er fysisk til stede i samme lokale. Udfordringen bliver at skabe den gode arbejdspladstilpassede fleksibilitet, og her skal forskellige hensyn tilgodeses.

Vi skal se på hele familie-arbejdsliv-balancen. Hjemmearbejde kan for nogle forbedre work-life-balancen og spare transport, mens det for andre er en udfordring med mindre fysisk fællesskab i hverdagen og besparelser på kontorarealer.

En række private arbejdspladser er i fuld gang med at nedfælde konkrete lokale aftaler, der sikrer, at arbejdspladsens vilkår møder medarbejdernes behov. I det offentlige halter det derimod nogle steder, hvor lokalaftaler om hjemmearbejde er sat på standby til engang i efteråret. En tillidsrepræsentant skrev til mig: “Vi er tilbage til det gamle regime”. Det er ikke hensigtsmæssigt. Vi arbejder i DM for, at der kan indgås fleksible aftaler på alle arbejdspladser, der tager hensyn til de konkrete behov.

Når vi taler om fleksibilitet og hjemmearbejde, er lokale aftaler på arbejdspladsen afgørende for, at vi får skabt de rigtige løsninger, som omfatter alle medarbejdere og rummer de forskellige hensyn. For der kan være modsatrettede interesser, hvor køn, generation, familieforhold og fag kan have betydning for, hvilken fleksibilitet man ønsker. Og de forskellige behov og holdninger på tværs af ledelse og medarbejdere kan gøre forhandlinger mere indviklede.

Det er utrolig vigtigt, at ledelse og tillidsvalgte på arbejdspladserne lytter til og inddrager alles erfaringer og ønsker, når nye aftaler om hjemmearbejde og fleksibilitet indgås. Vi må acceptere, at one size doesn’t fit all, når det kommer til hjemmearbejde.

Vi skal være opmærksomme på, hvordan fleksibilitet – eller mangel på samme – påvirker arbejdsgange, sociale relationer og faglighed. Derfor skal vi finde den rigtige balance i sikring af rettigheder til et bæredygtigt arbejdsliv i kombination med et lokalt mulighedsrum. Så vi kan finde løsninger i løbende dialoger, der skaber øget frihed, sammenhængskraft og fællesskab på arbejdspladsen på én og samme tid.