Det lovpriste danske hyr og fyr-samfund har en menneskelig slagside

Året efter invasionen af Irak var Anders Fogh Rasmussen på charmeoffensiv i Europa for at sælge ideen om, at det danske arbejdsmarked er særligt fantastisk. På Venstres landsmøde i 2004 pralede han med, at han nærmest selv havde opfundet ordet flexicurity til et EU-topmøde, selv om ordet nu oprindeligt stammer fra 90’ernes Holland.

Brandingindsatsen virkede – både ude og hjemme. I dag er stort set alle enige om, at både virksomheder og lønmodtagere vinder, når det er let at fyre folk, hvis der til gengæld er et godt socialt sikkerhedsnet og hjælp til at finde nyt job.

Men modellen har en menneskelig slagside, der ikke kan aflæses i nationalregnskabet eller på børsens C25-indeks. For selv om danske arbejdsgivere er noget nær europamestre i at hyre og fyre, så er det stadig et tabu for os at miste jobbet.
“Det er et kæmpe sygdomstegn, at vi klapper i om en for mange helt almindelig livsbegivenhed. Det avler kun mere stress og utryghed”, siger arbejdslivsforskeren Henrik Lambrecht Lund i dette nummers tema om den tabubelagte fyreseddel.

Den skam, der er forbundet med at miste sit arbejde, er en af grundene til, at arbejdsløse er markant mere stressede end andre. Dertil kommer så, at dagpengene i dag er en skygge af sig selv, og flexicurityens sikkerhedsnet nu snarere er et pigtrådshegn, der med kontrol, overvågning og mistro konstant mistænkeliggør ledige og minder dem om, at de står alene med ansvaret for situationen.

Engang var det legitimt at forklare sin arbejdsløshed som et resultat af et kollektivt samfundsproblem. Den går ikke i dag. “Får du sparket, er det et individuelt problem. Og du har også selv ansvaret for at komme i gang igen. Gerne hurtigt”, som professor Thomas Bredgaard forklarer.

Få akademikere kender mere til udfordringerne ved at skifte job end arkæologer. 40 procent er ansat på korte kontrakter, viser en ny DM-undersøgelse. Det skaber fragmenterede arbejdsliv, der for manges vedkommende er kendetegnet ved lavere løn, mindre anerkendelse og et arbejdsliv i periferien af de faglige fællesskaber.

Men måske har det omskiftelige arbejdsliv alligevel sine fordele. Nina Nilsson, der er portrætteret på forsiden, er studerende og forfølger sin passion for klassisk arkæologi, selv om andre joker med, at hun uddanner sig til dagpenge. Hun tager det som en udfordring og ser de mange projektansættelser som en mulighed for at prøve noget forskelligt af.

Stor respekt for, at Nina Nilsson vælger sin uddannelse og karriere med hjertet. Det er netop den tilgang, der kendetegner de fem unge ledere, vi også taler med i dette blad. De havde ikke nødvendigvis planlagt det, men er alligevel endt som unge chefer under 30. En af dem er 26-årige David Dragsted, der gik fra praktikant til chefredaktør på bare tre år.

“Jeg vil ikke mene, at jeg har været en taktisk karrieremastermind. Jeg har der­imod gjort det, jeg har haft lyst til. Jeg læste for eksempel en bachelor i idéhistorie, fordi jeg elskede faget – ikke fordi jeg partout tænkte på min fremtidige karriere”, forklarer han. 

Måske er tilfældigheden ligefrem en hjælp for de unge chefer. Ifølge formanden for DM Leder er “den bedste leder ikke altid den, som gerne selv vil være leder. Nogle ansatte tænker slet ikke tanken, før de bliver spurgt”.

Jeg krydser fingre for, at det også gælder undertegnede. For som du måske har opdaget, så snørkler signaturen nedenfor sig på lidt anden vis end sædvanligt. Jakob Elkjær har opsagt sin stilling som DM Akademikerbladets chefredaktør og skal nu ud på en ny rejse i sin personlige udvikling mod at blive den bedste version af sig selv, som det hedder på LinkedIn-sprog. Indtil der bliver fundet en permanent afløser, har jeg fået tjansen, selv om det aldrig har været planen for mig at være leder. Håbet må være ikke at blive fyret.