Der kommer ikke en vaccine og redder klimaet
© Jacob Nielsen
Coronakrisen er her stadig og giver små og store sorger for os alle sammen hele tiden. Besværlige arbejdsvilkår, udfordringer med økonomien og aflysninger af små og store begivenheder præger hverdagen for os alle sammen.
Også på det politiske niveau overskygger corona det meste. Men vi er nødt til at stoppe og anerkende, at vi ikke kan lægge alle andre problemer til side, indtil coronavaccinen er fundet, og vi kan vende tilbage til vores normale liv. Andre mørke skyer nærmer sig.
Klimaudfordringerne venter ikke. Og der kommer ikke en vaccine og redder klimaet.
Vi kan gøre en forskel ved også at løfte diskussionerne om grøn omstilling ind på arbejdspladserneCamilla Gregersen
Tværtimod kræver de store klimaudfordringer, at vi alle gør en forskel, at vi alle ændrer adfærd. Og at vi gør det sammen. Vi skal finde andre energiformer end benzin og diesel, og der skal ske ændringer inden for brancher med højt CO2-udslip. På det personlige plan skal vi muligvis leve anderledes. Vi skal flyve mindre og i det hele taget finde måder at transportere os på, som belaster klimaet langt mindre. Og vi skal bruge digitale møder, hvor det fagligt og socialt giver mening. Lige nu, hvor vi er det påtvunget generelt, kan det gå ud over relationerne, men doseret rigtigt giver det i et klimamæssigt perspektiv god mening at spare transporten og mødes digitalt.
Langt de fleste af os ønsker at bidrage til den grønne omstilling. Men mange oplever faktisk også barrierer for at gøre mere. DM fik gennemført en Gallup-undersøgelse tidligere på året, som viste, at langt de fleste danskere gerne vil gøre en større indsats. Men samtidig blev det overraskende klart, at arbejdspladsen er et overset indsatsområde, når det kommer til klimaet.
Alt for mange ved ikke, hvad deres arbejdsplads overhovedet gør for klimaet. Mange kan ikke sortere affald på arbejdspladsen. Og flertallet ved ikke, om der er energibesparende tiltag. Det skal vi have gjort noget ved.
Og hvorfor skal vi i DM så mene noget om det? Det skal vi, fordi vi skal tage videnskaben alvorligt. FN’s klimapanel er kommet med alvorlige meldinger om, at der nu er et overforbrug og en overudnyttelse af kloden. Hvis vi ikke handler nu, bliver store dele af kloden udyrkelig og ubeboelig. Det skal vi adressere på alle samfundsplaner. Og vi kan gøre en forskel ved også at løfte diskussionerne om grøn omstilling ind på arbejdspladserne.
Vi stiller nu overenskomstforslag om, at arbejdspladserne begynder at arbejde strategisk med den grønne omstilling. Og vi foreslår, at de ansatte får indflydelse på, hvordan arbejdspladserne arbejder med at nedbringe CO2-udledning. Der kan iværksættes flere tiltag, fx tilbydes klimavenlig kost på arbejdspladserne, der kan være med til at ændre de generelle madvaner, og tænkes nyt ift. transport. Der er brug for en koordineret indsats fx gennem det eksisterende samarbejdssystem og ved hjælp af særlige klimarepræsentanter, der skal bære ideer videre og i samarbejde med ledelserne få dem gjort til virkelighed.
Jeg tror, at arbejdet med bæredygtighed kan engagere flere forskellige personer på arbejdspladserne. Jeg tror på, at vi sammen kan gøre en forskel – også på det grønne område.
Det er en historisk arv for fagbevægelsen at skabe et godt samfund for alle. Den arv kan vi videreføre ved også at tage et medansvar for den grønne omstilling og skabe opbakning til forandring.