Vi skal sikre dem, der blæser i fløjten

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) blev genstand for en del opmærksomhed, da forsvarsministeren på baggrund af en pressemeddelelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne valgte at suspendere lederen af FE og Forsvarsministeriets departementschef og indlede en undersøgelse af forholdene i FE.

Men pressemeddelelsen fra FE kom ikke ud af ingenting. Tværtimod er FE blot det seneste eksempel på, at en eller flere whistleblowere føler sig nødsaget til at informere omverdenen om uretmæssigheder, som de oplever gennem deres job.

Det er ikke en nem beslutning at træffe. Vi ved fra tidligere sager, at whistlebloweren kan ende med at blive taberen. Og vi ved, at mulighederne for at whistleblowe afhænger af de rammer, der både på offentlige og private arbejdspladser er skabt for at kunne blæse i fløjten, når man finder det nødvendigt.

Justitsministeriet har til min tilfredshed meldt ud, at der senest 1. november skal være udrullet whistleblowerordninger på hele det statslige område. Det sker som led i implementering af et EU-direktiv, som vi har støttet gennem flere år, og som kommer til at omfatte både det private og det offentlige arbejdsmarked. Med justitsministerens ord handler det om at sikre borgernes tillid til de offentlige myndigheder og om ordninger, der gør, at “whistleblowere tør stå frem, så kritisable forhold kan komme for dagens lys”. Og det er en meget vigtig ambition.

Men det er af afgørende betydning, at ordningerne bliver ført ud i livet på en måde, så de, der blæser i fløjten, får den størst mulige tryghed ved brug af ordningen. Det handler om tillid.

De, der ligger inde med viden, som de vil dele med omverdenen, skal kunne have tillid til, at der er tænkt på deres ve og vel i designet af en whistleblowerordning. Sidder man inde med oplysninger, som bør komme til offentlighedens kendskab, skal man kunne stole på, at henvendelsen bliver håndteret anonymt og af en ekstern part, så arbejdspladsen ikke kan genkende eller genfinde den medarbejder, der har delt informationerne. Vi vil gerne medvirke til design af gode, trygge løsninger.

I den bedste af alle verdener kan vi selvfølgelig tale med vores kolleger, ledere – eller chefkolleger – om de ting, der bekymrer. Men vi må også erkende, at nogle forseelser er så store eller har en sådan karakter, at man ikke risikofrit kan tale om sagen. Det er i disse sager, at der er brug for trygge, anonyme whistle­blowerordninger. Fordi vi ønsker et samfund uden korruption og nepotisme og med høj grad af tillid.

Det er samtidig vigtigt, at vi får skabt en tryg kultur på såvel offentlige som private arbejdspladser, hvor vi kan tage de svære samtaler om de forhold, der gør arbejdslivet utrygt, surt eller besværligt. Det er i mine øjne helt afgørende for arbejdsmiljøet, at vi bliver bedre til at have en åben og tæt dialog mellem medarbejdere og ledere på arbejdspladserne.

Arbejdsmiljøet skal ikke bare være noget, vi kigger på, når der skal udarbejdes en APV. Dialog, respekt og samarbejde er helt afgørende for at skabe gode arbejdspladser, og der skal være plads til kritik, nye idéer og sparring om arbejdsprocesser. Jeg håber, vi kan skabe en åben kultur sammen, og jeg synes, vi skal begynde nu.