Et job, der holder dig vågen om natten

Tirsdag kl. 08.00: Ensomt job

Ivan Christensen er mødt tidligere ind på Mændenes Hjem, end han plejer. Da han er på vej ind ad den store trædør, ser han Jacob ude foran facaden. Jacob er et velkendt ansigt i og ved området omkring Mændenes Hjem.

Ivan går op i kiosken for at købe Jacob en øl. Nogle af dem, der døjer med afhængighed, kan have svært ved at vågne op om morgenen, hvis de ikke får deres rusmiddel. Det gælder også Jacob.

“Hvis jeg vidste det samme dengang, som jeg ved nu, så ville jeg være startet på stoffer, før jeg startede på alkohol. Det er sværere at stoppe med alkohol, end det er med stoffer”, siger Jacob, mens han står og drikker den øl, som Ivan Christensen har købt til ham.

Ivan Christensen er uddannet i samfundsfag og filosofi og forstander på Mændenes Hjem, hvor han møder mennesker som Jacob hver dag.

Forstanderen går ind ad trædøren til Mændenes Hjem og hen mod trappeopgangen bagerst i lokalet. Han bipper sig ind med sin nøglebrik og går op ad trappen, der lugter af askebæger. Da han når første sal, går han ind på sit kontor, som ligger dør om dør med beboernes værelser.

Fra Ivan Christensens kontor kan man høre larmen ude fra Lille Istedgade på Vesterbro i København. ­Utydelig tale og nogle gange råb og skrig.

”Jobbet som forstander på Mændenes Hjem kan være ensomt. Jeg skal være i stand til at overlevere nogle svære meddelelser til de ansatte, og måske også til brugerne, og også og træffe nogle svære beslutninger, hvis der er noget, der ikke hænger sammen”, siger han. Det kan godt være lidt svært, især i de situationer, hvor sparringsmulighederne måske er meget få.

Tirsdag kl. 10.00: Bank og kanyler

Ude foran Mændenes Hjem på Lille Istedgade sidder en ung mand. Han har en skinne på benet og kigger ned i jorden. Hans hoved hænger mellem hans knæ. Ved siden af ham ­ligger et kanylesæt – eller “rent værktøj”, som han siger. Han kigger kort op. Ansigtet er tomt og følelsesforladt. Han fortrækker ikke en mine, inden hovedet igen hænger mellem knæene.
Ivan Christensen skal til møde på H17. På den fem minutter lange gåtur fra Lille Istedgade til H17 på Halmtorvet hilser han på den unge mand og flere andre brugere.

“Hej Ivan, har du tid til at snakke?”

Ivan stopper op.

“Jeg har ikke så meget tid lige nu, men hvad handler det om?” spørger Ivan.

“Jeg er blevet slået ned to gange”, siger manden. Han fortæller, at det er andre brugere, som har slået ham ned.

“Det lyder da ikke så godt. Jeg har ikke så meget tid nu, men jeg vil meget gerne snakke med dig om det i morgen. Skal vi sige i morgen tidlig?”

I gennemsnit har de mennesker, der bor på Mændenes Hjems herberg, været i fængsel mellem 5 og 7 gange. Flere af brugerne kæmper stadig med at få penge til stoffer, og det betyder, at de ofte ender ud i kriminalitet igen.

Det er mennesker, der aldrig følte sig tilpas i klassen i folkeskolen. Der aldrig har oplevet et fast fællesskab og familieliv. Og som nu ryger ind og ud af fængslet. De har ikke haft muligheden for at vælge, hvilken universitetsuddannelse de ville have. De har haft muligheden for at vælge, om de ville have med bøjlen eller bæltet, som Ivan Christensen udtrykker det.

“Det er mennesker med helt ekstreme og anderledes livssituationer. Jeg plejer at sige, at fantasien sætter grænser, og så kommer arbejdet og miljøet på Mændenes Hjem derefter”.

“Det er en del af mit job at møde de her mennesker til hverdag, så det er ikke noget, der berører mig på den måde længere. Jeg tror, at man skal have en form for robusthed for at arbejde på Mændenes Hjem”.

Tirsdag kl. 13.00: Kampen for social retfærdighed

“Stop med at tage billeder”, råber en kvinde pludselig, da Magisterbladets fotograf tager billeder af Ivan Christensen på Istedgade. Hun løber over mod fotografen, holder om Ivan Christensen og hiver op i trøjen.

“Hvad er det for noget, Ivan? Må jeg være med på billedet? Skal vi tage et billede sammen?”

Ivan smiler.

Hun vender sig mod journalisten, går over til ham og siger:

“Vi er helt fucked her, du ve’. Ivan er rigtig sød. Selvom han har så mange møder, har han altid tid til at tale med os, når han kommer forbi. Han lytter altid til vores problemer”, siger hun.

Ivan Christensen selv er mere beskeden.

“Jeg synes ofte, at det bliver overfladisk, når jeg møder vores brugere. Jeg har ofte kun tid til at hilse. Jeg ser dem som mennesker, og det tror jeg, at de sætter pris på. Det er en af vores kerneværdier, vi har på Mændenes Hjem”, siger han, mens han smiler.

“De fleste ved godt, at det er mig, der er chefen, så de forsøger måske også at tale med mig for at få ændret noget, så det passer til deres behov”, siger han.

Ivan Christensen har altid haft en trang til at hjælpe de socialt udsatte på den ene eller den anden måde. I de senere år er han blevet mere bevidst om hvorfor:

“For ikke så længe siden fandt jeg ud af, at jeg havde oplevet nogle svære ting som helt lille, som har sat sine spor. Det har gjort, at jeg har ­nogle problemer i forhold til sociale rela­tioner og svigt. Det er noget, jeg kan genkende i mange af de brugere, vi har med at gøre på Mændenes Hjem. De er selv blevet valgt fra og har oplevet svigt. Så på den måde kunne jeg måske selv være endt her”, siger han.

Ivan Christensen blev opfordret til at søge stillingen i 2012. Han ville ikke overtage rollen som forstander for enhver pris. Han ville have, at Mændenes Hjem skulle udvikles og bidrage til udviklingen af socialpolitik over for de mest udsatte.

“Jeg fortalte dem, at hvis de ville have en, der var god til vagtplaner, skulle de ikke vælge mig. De skulle vælge mig, hvis de ville noget mere”.

Torsdag kl. 09.30: Sene nætter, tidlige morgener

Leder af udvikling, kommunikation og fundraising Sara Zankel sidder på Ivans kontor. På opslagstavlen hænger en artikel fra Berlingske, hvor Helle Thorning under valgkampen i 2015 poserer med en bruger fra Mændenes Hjem. På bordet ligger der stakke af papirer i et system, som kun han kan gennemskue.

“Jeg fik en mail klokken halv to”, siger Ivan Christensen til Sara Zankel, der er hans nærmeste medarbejder og den eneste anden tværgående leder i organisationen Mændenes Hjem.

“Tjekkede du den så halv to?” spørger Sara Zankel.

Ivan Christensen trækker på smilebåndet, men ryster på hovedet.

“Tjekkede du den så halv fem?” spørger hun.

“Forhåbentligt er det snart slut med at skulle svare på mails tidligt om morgenen”, svarer han, mens han igen trækker på smilebåndet.

Smilet bliver erstattet af et mere seriøst blik. Han kigger over mod computeren og forklarer:

“Jeg har let ved at falde i søvn, men jeg vågner tidligt, når jeg går ind i stressede perioder på jobbet. Jeg kan finde en time om morgenen til at svare på mails uden at være forstyrret af møder”.

Ivan Christensen har rande under øjnene. Han læner sig tilbage i kontorstolen og krydser det ene ben over det andet. Han krydser armene og trutter lidt på munden, mens læberne vibrerer en smule.

“Jeg vågner om natten, fordi jeg tænker meget over vores nuværende situation. I øjeblikket har vi en økonomi, der ikke hænger sammen, og det er noget, der har store konsekvenser for vores medarbejdere og for vores brugere i sidste ende”.

Hans job er for lang tid siden krøbet ind under huden på ham, fortæller han.

“Den her type arbejde bliver en livsstil. Det er noget, jeg har talt med min familie om, og det er noget, der præger min og deres opfattelse af verden. Jobbet kravler ind alle mulige steder, som man ikke længere lægger mærke til”, siger han.

“Jeg bliver nødt til at mødeforberede til næste møde, mens vi snakker, Sara”, siger Ivan Christensen.

Nu skal han videre til et møde med nogle fra Socialforvaltningen. Og efter det møde skal han til et møde om besparelser på H17. Sådan ser hans dage ofte ud. Spækket med møder.

“Nå, jeg får ikke tid til at spise frokost i dag. Jeg napper lige en tår vand”, siger han, inden han tager videre til næste møde.

“Når jeg har så svært ved at nå at forberede møder grundigt, betyder det også, at jeg ofte bliver nødt til at have en rimelig klar dagsorden for, hvad det skal handle om, når mødet starter”.

Torsdag kl. 14.00: Grædende medarbejdere

I mødelokalet på Lille Istedgade har Ivan Christensen møde med to tillidsrepræsentanter og en referent. Et punkt på mødet er arbejdsmiljø.

“Antallet af sygedage på stofind­tagelsesrummet H17 er højt og var, før Mændenes Hjem overtog det, det tilbud i 2019 med det andethøjeste sygefravær i Københavns Kommunes Socialforvaltning. Dengang var det gennemsnitligt på 47 dage”, indleder den ene tillidsrepræsentant og tilføjer, at det stadig er højt.

“Derudover hører vi historier om medarbejdere, der går grædende hjem fra arbejde”, siger tillidsrepræsentanten, mens han kigger alvorligt på Ivan Christensen.

Ivan Christensen læner sig frem i stolen og ind over bordet og kigger på tillidsrepræsentanten.

“Jeg ved godt, at vi har problemer med arbejdsmiljøet. Det er noget, vi forsøger at forbedre hele tiden”, svarer Ivan Christensen.

Det er et gennemgående problem i organisationen. Ivan Christensen fortæller, at det er hans job at sikre, at medarbejderne har de bedste rammer til at hjælpe de udsatte. Han erkender, at der kan være en kløft mellem ham og medarbejderne på gulvet.

“Der er et hårdt arbejdsmiljø på Mændenes Hjem. Det er fx ikke unormalt, at vores medarbejdere ­bliver truet af brugerne”.

“Hvis du spurgte medarbejderne, så ville nogle af dem have en oplevelse af, at de mener, at jeg ikke tænker så meget på arbejdsmiljøet”.

Til medarbejdermødet fik han samme besked.

“Der er flere medarbejdere i organisationen, der mener, at du ikke tænker nok på den daglige drift, men er mere optaget af, at Mændenes Hjem kommer i medierne og laver nye udviklingstiltag”.

Tummas Olsen kan godt se det billede fra medarbejdernes side. Han er selv skiftet fra at være medarbejder på gulvet til at være afdelingsleder for Kontaktstedet og Skyen ved Mændenes Hjem. Han fortæller, at medarbejderne på gulvet ikke har samme blik for Ivans betydning for organisationen.

“Når Ivan bliver synlig for medarbejderne på gulvet, så er det ofte på grund af nogle ærgerlige sager i organisationen. Det er tit nogle sager som afskedigelser eller besparelser, så derfor har medarbejderne fået et billede af, at han ikke bekymrer sig meget om dem”, siger han.

Ivan Christensen blev lidt overrasket over kritikken på medarbejdermødet. Han havde fået en anden version fra afdelingslederne, som systematisk havde gennemgået arbejdsmiljøet i de forskellige afdelinger.

“Når afdelingslederne fortæller mig én ting, og medarbejderne fortæller mig en anden, så bliver jeg overrasket. Det er afdelingslederne, som har ansvaret for det daglige arbejdsmiljø og trivslen i afdelingerne, mens det er min opgave at skaffe de bedst mulige rammer for dette”.

Tirsdag kl. 11.00: En umoden organisation

“Når vi er pressede på økonomien, skal jeg ofte stå og vælge mellem varme og kolde hænder. Her er det ofte varme hænder, som bliver valgt, fordi det er det, der mest tydeligt påvirker slutproduktet for brugerne”, indleder Ivan Christensen til et møde om GDPR. De har besøg af kommunen, som skal være GDPR-ansvarlig for Mændenes Hjem, men han er bekymret.

“Jeg er bange for, at der kommer for mange dokumentationskrav. Vi skal selvfølgelig følge loven, men det er ikke noget, der nødvendigvis hjælper vores brugere i sidste ende”, siger han.

En af embedsmændene fra Københavns Kommune responderer med, at dokumentationskravene næppe bliver så store, at det kommer til at påvirke brugerne i sidste ende. Ivan Christensen svarer hurtigt.

“Vi skal en millimeter ind i dokumentation, før det vil have betydning for brugerne. Vi har medarbejdere, der ikke åbner deres arbejdsmail. Det er ikke, hvad de primært er ansat til. Det vigtigste er, hvad der giver mening for brugerne i sidste ende”.

På de møder, som Magisterbladet har overværet, vender Ivan Christensen hele tiden tilbage til, at det i sidste ende skal give mening for brugerne, hvis det er noget, medarbejderne skal sætte tid af til. Han siger, at det er hans job at sørge for, at de får de bedste muligheder for at udføre deres kerneopgave.

“Ivans fokus er altid på brugerne. De tiltag, han får gennemført, er alt sammen for at styrke brugernes rettigheder og muligheder”, siger Sara Zankel.

Tirsdag kl. 15.30: Uundværlig

Hvad er din rolle i organisationen?

“Jeg mener, at min rolle bl.a. er at repræsentere Mændenes Hjem udadtil og være ansvarlig for fremtidssikringen af Mændenes Hjem. Brugerne har ikke mange til at tale deres sag, så det er vigtigt, at Mændenes Hjem gør det, og det er vigtigt, at vi hele tiden følger med tiden og de behov, som opstår”, siger Ivan Christensen.

Afdelingsleder Tummas Olsen formulerer det anderledes.

“Det kan siges simpelt. Uden ham ville organisationen bryde sammen. Vi har haft flere, som vi så som nøglemedarbejdere, hvor det viste sig, at de ret hurtigt kunne blive erstattet. Det kan jeg ikke se med Ivan”, siger han.

Det samme siger Sara Zankel.

“Han er den, der har det store overblik. Han er sindssygt skarp og har udviklet organisationen i stor stil siden sin tiltræden”.

Da jeg fortæller ham, hvad de har sagt, bryder han ud i latter.

“Mener du det? – Det er sgu da løgn!”