Covid-19 kommer stadig til at præge arbejdslivet

Det var midt i marts, at Danmark lukkede ned. Børnene ­skulle passes hjemme, plejehjemmene lukkede for besøgende, og de ­fleste af os skulle i lyntempo finde nye måder at passe vores ­arbejde på. Vi strammede ballerne, trak vejret dybt og tog et ansvar sammen. Vi droppede arrangementer og personlige aftaler, vi sprittede hænder i ét væk og lærte, at meget kan fungere digitalt. ­Derved fik vi heldigvis brudt mange smittekæder.

Oven på det forsømte forår trængte vi i den grad til ferie. Det blev heldigvis en sommer med mulighed for besøg på kultur­institutionerne, øl med nære venner og strandliv ved ­Vesterhavet og på øerne. Vi håbede måske også, at vi snart kunne sænke ­paraderne lidt mere, og at eksotiske ting som håndtryk, koncerter og offentlig transport ventede i horisonten.

I skrivende stund stiger smittetallene dog igen i Danmark og mange andre steder i verden, og det skal vi tage dybt ­alvorligt. Jeg har ikke en krystalkugle, men det er nok ikke sandsynligt, at der venter et quickfix i form af en gennemtestet vaccine ­eller en meget effektiv behandling lige om hjørnet. Den slags tager tid, også selvom mange af verdens lyse hoveder er på sagen. Så vi kommer til at skulle indstille os på, at hele den velkendte hverdag ikke vender tilbage her lige efter sommerferien, og at fysisk afstand stadig kommer til at præge vores arbejdsliv.

Det betyder, at vi skal flytte fokus fra akkurat at få det til at hænge sammen, til at vi også kan trives i den nye situation.

Og vi skal bruge forårets erfaringer. Både de gode og de dårlige erfaringer. Angående de gode erfaringer talte jeg i sidste uge med en ­tillidsvalgt, som inden Covid-19 forsøgte at få landet en aftale om, at man på arbejdspladsen skulle kunne arbejde hjemmefra. Nu er aftalerne lettere at indgå, for mange har i foråret erfaret, at man roligt kan stole på, at de ansatte udfører arbejdet hjemmefra.

De erfaringer er der ingen grund til at kyle ud med badevandet. Tværtimod skal vi tilrettelægge arbejdet fleksibelt, så det passer til alle på arbejdspladsen, og så smittetallet holdes nede. Vel at mærke uden at fællesskabet på arbejdspladsen sættes over styr. Hvis hjemmearbejde bliver mere udbredt, skal indretningen selvfølgelig være i orden. Derfor skal vi tage seriøse snakke på alle ­arbejdspladser om både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Hvad angår de negative erfaringer var det påfaldende, at under­visning på de videregående uddannelser kom bagerst i køen, og det var forkert, at forskere, der er vant til at omgås vira og farlige væsker, eller som har enkeltkontorer uden smitterisiko, blev forhindret i at arbejde. På undervisningssiden er der nu heldigvis politisk forståelse for, at al undervisning ikke kan være online, men undervisningens kvalitet og læringsudbyttet risikerer stadig at blive lavere end normalt.

Med til de negative erfaringer hører, at der stadig mangler økonomisk hjælp til at kompensere for nedlukning på nogle områder. Og endelig må vi ikke glemme dem, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, fx de nyligt dimitterede kandidater og alle dem, der har svært ved at få deres kontrakter fornyet. Vi vil i DM arbejde for, at der kommer politiske løsninger, hvor der er behov. Og sammen skal vi skabe et godt arbejdsliv under de nye vilkår. Med fællesskab og lavt smittetryk.