Den skjulte arbejdskamp

“Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde i Danmark, så enkelt er det. Men vi må bare konstatere, at et moderne arbejdsmarked også giver mange psykiske belastninger, stressskader og nedslidning, og det er et voksende problem” – Mette Frederiksen (A) i Politiken 13. august 2013, daværende beskæftigelsesminister.

Vi har i Danmark 150 års erfaringer med at forbedre arbejdsmiljøet, siden det engang i 1870’erne hed arbejderbeskyttelse og handlede om at nedbringe antallet af syge og lemlæstede børn. Arbejdsmiljøarbejdet er siden blevet lovreguleret og sat i system med TR, MED, MUS, APV og alle de andre forkortelser. Der er imidlertid stadig mange, der sygemeldes pga. arbejdsbetinget, psykisk nedslidning.

I Magisterbladet kan man læse, at en tredjedel af lederne har været syge med stress.

Hver tredje NGO-ansat oplever dårligt psykosocialt arbejdsmiljø. Ifølge Stressforeningen har danske lønmodtagere 3,8 mio. sygefraværsdage hvert år på grund af stress. Ifølge Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø har ansatte, der føler sig mobbede, dobbelt så meget langtidssygefravær som andre sygemeldte.

Det psykosociale arbejdsmiljø er alvorligt hæmmet af, at det er overladt til virksomhederne selv at tage vare på. Bevares, man udfylder en APV – og hvad så? Arbejdstilsynet må ikke andet end at vejlede under sine besøg, hvilket er uhyre sjældent, og har kun lovhjemmel til at give påbud i særligt graverende tilfælde. For ellers er det psykosociale arbejdsmiljø afhængigt af arbejdsgiverens prioritering af – og kompetence i forhold til – at lede arbejdsmiljøarbejdet til gavn for sine ansatte. Psykosocial mistrivsel bliver i højere grad end fysiske skader individualiseret. Stress bliver nemt en personlig, ikke en fælles sag.

Det gav deltagere på DM’s Kongres 2019 i hvert fald udtryk for. Det er den enkelte, der sygemeldes med stress, og som efterfølgende skal på benene igen. Den, som chefen tager en omsorgssamtale med – uanset om han eller hun har kompetencerne til det – så den sygemeldte så hurtigt som muligt kommer tilbage til en i øvrigt ofte uforandret arbejdsplads.

Siden Septemberforliget i 1899 har fagbevægelsen kæmpet for bedre rettigheder. Men vi bliver stadig syge af at gå på arbejde! Jeg ville ønske, at vi i fagbevægelsen i samlet flok gik i Fælledparken for at kæmpe for “glade og sunde kolleger”! Tænk, hvis vi nedlagde arbejdet i protest mod den næste stresssygemeldte kollega, der måtte gå hjem med et krakeleret sind!

Når Arbejdstilsynet ikke har ressourcerne, den juridiske hjemmel eller den nødvendige politiske opbakning til at arbejde seriøst med det psykosociale arbejdsmiljø. Og når arbejdsgiverne kan afskrive problemerne som en individuel problemstilling. Hvem er så tilbage til at passe på arbejdstagerne? Det håber jeg, at vi i fagbevægelsen er, for nok er det psykosociale arbejdsmiljø en blød sag, men det har skarpe menneskelige og økonomiske konsekvenser, hvis ikke vi står sammen om den bløde side af arbejdslivet.