Spring menu over
Dansk Magisterforening

Vi fulgte René Georg under corona: Han svingede mellem at give op og vild optimisme

Rene Georg

“Når jeg kan blive fotograferet til artiklen her, kan jeg vel også snart komme i gang med at filme?” siger dokumentarfilmskaberen og antropologen René Georg. © Foto: Sara Galbiati

Af Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Den selvstændige etnolog René Georg havde aldrig haft mere medvind i sit arbejdsliv, end lige før coronakrisen ramte. Men så tikkede aflysningerne ind, og den 31-årige magister har siden haft en gabende tom kalender – og ingen udsigt til at få del i statens hjælpepakker. Magisterbladet har fulgt René Georg gennem fire uger af krisen.

I starten af marts havde René Georg pudset sine pæneste sko og skaffet nyt jakkesæt til dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’ awardshow. Her var hans seneste dokumentarfilm, “The Garden of Calabria”, en del af programmet og nomineret til Next:Wave-prisen, der er festivalens pris for nye filmtalenter.

Samtidig havde han kalenderen fuld af opgaver i marts og april og skulle både klippe en ny dokumentarfilm, bidrage til en kommende udstilling på Middelfart Museum og fotografere for Egedal Kommune.

Men på et salgskursus for selvstændige mandag den 9. marts fornemmede René Georg, at noget ikke var, som det skulle være. Der var alt for mange sandwich tilbage på fadet, og kun en tredjedel var mødt op.

Og selvom han normalt ikke ser nyheder, fulgte han også med i pressemødet onsdag den 11. marts, hvor statsministeren lukkede landet ned.

“Jeg havde fornemmet, at noget vigtigt var i gære. Men jeg gik ikke i panik, især fordi jeg som selvstændig er vant til, at tingene er foranderlige. Jeg besluttede mig derfor for at se tiden an og arbejde hjemmefra om torsdagen, hvor jeg ellers normalt arbejder fra et kontorfællesskab”, fortæller han i telefonen fra sine forældres orangeri i Herning, da vi første gang taler sammen i starten af april – lige inden påske.

Tryg nattesøvn trods aflysninger

Efterfølgende bliver René Georgs opgaver aflyst én efter én – eller udskudt på ubestemt tid.

“Jeg har aldrig haft så meget medvind som lige op til krisen. Jeg skulle til awardshow – og var tilmed selv nomineret. Men ligesom alt andet blev det også aflyst. Så det var let at blive negativ, men det er jeg hurtigt kommet ud over, for det nytter jo ikke så meget”, siger han.

René Georg er uddannet cand.mag. i europæisk etnologi – og har de seneste tre år arbejdet som selvstændig med virksomheden Georg Works, hvor han forener etnologisk metode med dokumentarfilmmediet. Fx i “The Garden of Calabria”, hvor han følger en syditaliensk familie over længere tid og har en “undersøgende tilgang i processen frem for at have udtænkt historien på forhånd”, som han forklarer det.

Rene Georg
René Georg bruger sin etnologiske uddannelse, når han skaber dokumentarfilm. Her følger han en årlig kvægvandring i Alperne. Foto: Brini Fetz © Brini Fetz

Desuden producerer han videoer til sociale medier for både private og offentlige kunder. Det er dermed også det skabende, der driver ham – og ikke det økonomiske, forklarer den 31-årige etnolog:

“Det er meget vigtigt for mig, at der er mening i mit arbejde, og jeg får lov til at løse og skabe ting. Jeg ville aldrig kunne sidde i en ren driftsstilling, og derfor har jeg også været nødt til at acceptere, at økonomien ofte er et offer”.

Selvom René Georg har fået aflyst alle opgaver, ved han i starten af april, at han ikke kan få del i statens hjælpepakker, da han ikke lever op til kravet om i gennemsnit at have tjent 10.000 kr. om måneden i året op til coronakrisen. Heldigvis kan han få dagpenge i en begrænset periode uden at skulle lukke sin virksomhed, da den er godkendt som “selvstændig bibeskæftigelse”.

Men da mindstesatsen for selvstændige blev afskaffet med dagpengereformen i 2017, og dagpengesatsen for selvstændige beregnes ud fra virksomhedens indtægt, får René Georg udbetalt mindre end kontanthjælp. Helt konkret 8.177 kr. før skat.

Alligevel giver den 31-årige magister udtryk for at have det godt i starten af april.

“Ærligt talt har jeg det godt i den her krise. Lige siden pressemødet har jeg sovet virkelig godt. Det er, som om den knude i maven, som jeg tror, alle selvstændige oplever, er forsvundet. “Genstartknappen” har været tiltrængt og skabt en ro i mig, selvom alt er blevet aflyst. Det har jeg brugt som en anledning til at igangsætte nye projekter, fx ved at søge støtte fra fonde, og networke med folk over telefonen”, fortæller han.

Da jeg spørger, hvordan René ­Georg ser på, at hjælpepakkerne ikke kommer ham til undsætning, og at han får mindre end kontanthjælp udbetalt i dagpenge, har han igen de positive briller på:

“Selvfølgelig er det rart at tjene penge. Men jeg har heldigvis indrettet min virksomhed og liv, så jeg kan klare mig for meget lidt. Jeg bor billigt i et kollektiv, har ingen børn og bil eller store udgifter i virksomheden. Faktisk ser jeg det som en bedrift at leve for så få penge, og det giver mig en følelse af samhørighed her i krisen at høre, at mange andre kulturskabere lever på samme måde – og derfor heller ikke kan få gavn af hjælpepakkerne. Jeg ville da ønske, at kulturarbejde var mere anerkendt rent økonomisk. Men det er forbilledligt, at så mange skaber positiv forandring uden at gøre det for pengenes skyld”.

Nu frygter jeg at skulle til at starte helt forfra, når vi kommer ud på den anden side

René Georg, selvstændig

Rene Georg
Foto: Sara Galbiati © Foto:Sara Galbiati

Nedtur og nye metoder

Da vi snakkes ved halvanden uge senere i midten af april, er det en mere modløs René Georg, jeg har i røret. Han er tilbage i kollektivet på Nørrebro i København og har siden sidst fået afslag på alle de ansøgninger, han har sendt. Desuden har Mette Frederiksen afholdt endnu et pressemøde, og selvom hun bebudede en forsigtig genåbning efter påske, vil store dele af samfundet stadig være lukket ned indtil den 10. maj.

“Det hele ser lidt svært ud lige nu. Og ingen aner, hvornår det kommer til at vende for os kulturarbejdere. Jeg er lidt bange for, at folk kommer til at underbyde hinanden på opgaver. Det er virkelig dårlig timing, for jeg havde faktisk momentum lige inden krisen – og brugt mange måneder på at løbe projekter i gang. Men nu frygter jeg at skulle til at starte helt forfra, når vi kommer ud på den anden side”, siger René Georg.

Han forklarer sin dalende optimisme med “at være blevet ramt af virkeligheden”. Men forsøger også at tvinge noget ny struktur ind i sit liv for ikke at havne i “gamingsumpen”.

“Det er svært at blive ved med at hive sig selv op, når man ikke har kolleger. Så jeg er begyndt at skabe noget struktur. Fx ved at skrive arbejdsdagbog hver dag, så det bliver synligt, hvad jeg laver, stille vækkeuret, meditere og skrive på to bøger og klippe min næste dokumentarfilm”, siger han.

Ny hverdag og skillevej

I ugen efter – hen mod slutningen af april – er René Georg mere fattet og reflekterende, da vi tales ved. Han giver udtryk for at være faldet mere til i sin nye hverdag.

“Jeg har svinget som et pendul i den her krise. I starten kørte jeg nok på en energireserve og syntes, de nye vilkår var spændende. Men efter noget tid var det bare ikke så spændende længere, og bekymringerne begyndte at banke på. Men det har hjulpet mig at få mere struktur på min hverdag. At skrive dagbog har fx været en god måde at håndtere mine bekymringer og angst på”, fortæller han.

Men en kritisk røst har også sneget sig ind hos René Georg, og han peger på “det interessante i, at hjælpepakkerne er skruet sammen ud fra en idé om, at man ikke kan leve for mindre end 10.000 kr. om måneden, når vi er mange, der gør det”.

Den 31-årige etnolog er dog ikke én, der sætter sig selv i en offerposition. Han prøver trods vanskelighederne at fokusere på de positive ting, forklarer han mig:

“Selvom der er mange nederlag, så forsøger jeg at fokusere på den læring, der også er i den her proces. Desuden sover jeg stadig enormt godt om natten, hvilket jeg ikke har gjort i mange år. Det er, som om noget af omverdenens pres for fx at tjene et vist antal penge er lettet – og det er blevet et kollektivt vilkår at leve med en uvis fremtid – og ikke bare den selvstændiges lod”.

Coronakrisen har dog fået den 31-årige etnolog til at kigge mere i retning af faste fuldtidsstillinger.

“Det er ganske enkelt nemmere at være lønmodtager, da arbejdsmarkedet ikke er indrettet til selvstændige. Og det kommer ikke kun til udtryk i dagpengesystemet og hjælpepakkerne. Igennem hele min tid som selvstændig har jeg oplevet at skulle lære alting fra bunden omkring det at drive virksomhed. Derfor er jeg på det sidste også begyndt at kigge efter faste stillinger, fx projektlederstillinger”, fortæller han og fortsætter:

“Jeg står nok ved en skillevej, hvor jeg også godt kunne fortsætte som selvstændig, afhængigt af hvordan tingene udvikler sig. Jeg savner dog at være en del af et fællesskab. Derfor vil det også være oplagt at finde en samarbejdspartner. Lige nu er første skridt dog at komme tilbage til kontoret – og få sendt “The Garden of Calabria” af sted til forskellige filmfestivaler og Disney, som har efterspurgt den til sin nye streamingtjeneste – dog uden at love noget. Men hvem ved, hvad det kan føre til? Lige nu handler det i hvert fald om at have jahatten på”.

Mange åbne døre

Da vi snakkes ved sidste gang i starten af maj, lader det til, at René ­Georgs jahat-mentalitet har virket. Han er vendt tilbage til kontorfællesskabet – og blevet tilbudt både en opgave for en ny kunde og en ph.d. på Nationalmuseet, som han længe har haft et godt øje til, hvis der kan skaffes finansiering til det.

“Lige nu står alle døre pludselig åbne – og min karriere kan tage en helt ny drejning, hvis jeg har lyst til det. Jeg er tændt af at fordybe mig i en ph.d.-stilling, men også af at opgradere min virksomhed, fordi jeg har lært så meget de seneste år. Men jeg ser det ikke nødvendigvis som en modsætning. At skrive en ph.d. kan sagtens være en investering i min virksomhed, og jeg vil godt kunne løse freelanceopgaver ved siden af”, siger han.

Men hvis der er noget, René Georg har lært af livet som selvstændig, så er det, at tilværelsen er foranderlig. Derfor vælger han også “at kaste alt op ad væggen og se, hvad der hænger fast”, som han siger.   

Især fordi han til august starter på Jørgen Leths nyoprettede filmskole “Ecole de Leth”, der er selvbetalt. Derfor skal der også helst nogle penge i kassen inden.

“Så nu tager jeg også fat i gamle kunder og samarbejdspartnere for at høre, om der er nogle åbninger for midlertidige stillinger eller opgaver. For når jeg kan blive fotograferet til artiklen her, kan jeg vel også snart komme i gang med at filme?” griner han.