Spring menu over
Dansk Magisterforening

Professor i digital-læring om nyt krav på CBS: “Det er meget ambitiøst”

Zoom møde

50 pct. af den samlede undervisning på CB S skal fra 1. september leveres digitalt, siger ledelsen. © Foto: Chris Montgomery/Unsplash

Del artikel:

Fra september skal mindst 50 pct. af al undervisning på CBS leveres online, lyder et nyt krav, der endnu ikke har været forhandlet med de ansatte. Ekspert advarer.

En meget ambitiøs målsætning. Sådan vurderer Thomas Ryberg, professor i e-learning ved Aalborg Universitet, et nyt krav om, at mindst 50 pct. af den samlede undervisning på CBS fra 1. september skal leveres digitalt.

Kravet er den 1. maj rettet til studienævnene på CBS, og de skal “komme med en plan” for omlægningen, sådan at det samlede fagudbud på hver uddannelse overholder kravet.

Ifølge uddannelsesdekan Gregor Halff skyldes retningslinjen en forventning om, at der trods en åbning af campus fortsat vil være krav om en vis afstand mellem studerende.

Selvom CBS’ ansatte på papiret har fire måneder inklusive en sommerferie til at omlægge deres undervisning, er der ifølge Thomas Ryberg tale om en særdeles kort frist.

“Bare for at sætte tingene i perspektiv: Open University UK, en verdens største forskningsbaserede udbydere af online undervisning, bruger normalt to år på at udvikle et kursus”, siger han.

Tit er tankerne bag digital-læring desværre ret uklare, altså hvorfor vi vil det, og hvad vi vil med det.

Thomas Ryberg, professor i e-learning ved Aalborg Universitet

Thomas Ryberg kalder det samtidig en misforståelse, hvis man forestiller sig perioden med lockdown som en lakmusprøve for onlineundervisning.

“Man bør ikke opfatte perioden som et reelt eksperiment, for dybest set er vi kun ved at få styr på teknikken. Vi er på det stadie, hvor vi nok har opfundet bilen, men fortsat udformer den som en hestevogn. Så 50 pct. onlineundervisning er voldsomt ambitiøst og en meget ressourcekrævende opgave. Men det kan jo være, at CBS giver alle undervisere 100 timer til det her, det ved jeg ikke, og jeg vil helst ikke tale for eller imod konkrete tiltag”.

Studerende: Fint, men svært at bevare motivationen

“Det har fungeret fint som erstatning, og mange undervisere har ydet en stor indsats for at få undervisningen til fortsat at være relevant og nærværende”.

Sådan lyder den positive udlægning af onlineundervisningen under coronatiden fra Ronja Ravnskov, forkvinde for de studerende i DM. Hun har også en knap så positiv:

“Mit indtryk er også, at det er svært at bevare motivationen, når man sidder alene derhjemme. Jeg er meget bekymret for de studerendes trivsel, og hvilken betydning det har, at man for tiden har endnu mindre kontakt med sine undervisere og medstuderende, end man havde i forvejen”.

Ifølge Gregor Halff har universitetet sikret sig, at der er “nok” såvel it-support som pædagogisk support til at støtte de mere end 500 undervisere med omlægningen.

“Ellers skulle underviserne selv gøre det, og det ville jeg undgå. Med hensyn til ekstra kompensation, så vil vi sikre, at der er sat timer af til den ekstra indsats det vil kræve at omlægge undervisning til online, men vi forventer ikke at give kompensation i form af mere i løn – det ville også være et mærkeligt signal fra en offentlig institution i et land midt i en alvorlig krise, hvor de økonomiske udsigter lige nu er usikre”, siger han.

At netop mindst 50 pct. af undervisningen skal omlægges, vækker bekymring hos Thomas Ryberg.

“50 pct. virker som et lidt tilfældigt tal, for der er enorm forskel på de enkelte fags rammer og didaktiske behov. Tit er tankerne bag digital-læring desværre ret uklare, altså hvorfor vi vil det, og hvad vi vil med det. Er det et ledelsesprojekt, eller er det undervisernes ønske”, siger Thomas Ryberg.

“Men hvis jeg pludselig fik at vide, at jeg skulle omlægge al min undervisning fra efteråret, ville jeg nok ikke tage særlig kærligt imod det”.

Selvom CBS allerede før corona­epidemien havde en målsætning om, at det meste undervisning i 2023 skal kombinere klasserumsundervisning med onlineteknologi, hvad der på CBS og andre steder omtales som “blended learning”, er 50-procentskravet ifølge dekanatets udmelding alene baseret på en vurdering af, hvordan situationen i Danmark vil se ud i efteråret.

“De 50 pct. er et resultat af flere variable, herunder størrelsen af vores campus, antallet af lokaler og studerende. Det er faktisk en udregning”, siger Gregor Halff.

Men det er baggrunden for at indføre blended learning på CBS ikke:

“Hvis du laver det på en smart måde, giver det de studerende adgang til materialer og opdagelser, de ikke kan få i et klasseværelse. Og så giver det en bedre udnyttelse af den faktiske interaktion mellem underviser og studerende. Endelig lever vi i et digitalt samfund, så det må også være en del af vores mandat at få noget positivt ud af krisen ved at udvikle kvaliteten af undervisningen”, siger han.  

Den nye retningslinje har ikke på forhånd været drøftet i hovedsamarbejdsudvalget på CBS, oplyser fællestillidsrepræsentant for underviserne Ole Helmersen, men han tage udmeldingen fra ledelsen med ro.

“Jeg synes ikke, der er meget mere at sige, end at vi må tage en god dialog. Jeg har ikke oplevet, at vores ledelse har været stærkt negativ i forhold til at diskutere vores vilkår, så jeg tror ikke umiddelbart, at det bliver et stort konfliktemne”, siger han.

UBVA: Nu skal der indgås lokalaftaler om ophavsret

Med et krav om, at 50 pct. af al undervisning fra 1. september skal være online, har CBS taget et stort skridt ind i den virkelighed, der kan melde sig, når Danmark igen lukker op.

Hvem har egentlig rettighederne til de store mængder af undervisningsmaterialer, der deles online?

Som udgangspunkt er det underviserne, der har rettighederne til deres undervisningsmaterialer, men det kan ændre sig, påpeger Morten Rosenmeier, formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) under Akademikerne.

“Hvis det bliver sædvanlig praksis, at undervisningsmaterialer bliver delt online, herunder underviserne imellem, så kan universiteterne begynde at få ophavsretten”, siger han.

I dag er der allerede lokalaftaler på CBS, KU og DTU. Ifølge Morten Rosenmeier vil Akademikerne nu arbejde for, at der i den nærmeste fremtid bliver indgået aftaler på de øvrige universiteter.