Ny bog: DM har et historisk ansvar for prekariseringen på universiteterne

Da Dansk Magisterforening (DM) i 70’erne sagde nej til undervisningsassistenter på fuld tid, så gjorde man sig medskyldig i prekariseringen på universiteterne i dag.

Sådan lyder konklusionen i en ny bog.

“Prekarisering uden grænser” handler om prekariseringens konsekvenser. Og DM er skydeskive i et kapitel, hvor konklusionen er, at DM var med til at legitimere løse ansættelser.

Magnus Skovrind Pedersen, udviklings- og kommunikationsdirektør i tænketanken Demokratisk Erhverv og en af forfatterne til kapitlet, mener, at DM har prekariseret sine egne kernemedlemmer.

“DM har løbende, men modstræbende accepteret udbygningen af en langvarig og usikker forskerrekruttering. Det skyldes, at tiltagene ofte indføres som en del af en pakkeløsning, hvor der også indgår ledighedsbekæmpende tiltag”, lyder det blandt andet i kapitlet.

Magisterbladet afdækkede i 2018, at 49 procent af universiteternes årsværk er dækket af løse ansættelser, hvor det kun var en tredjedel i 2002.

Debatten om heltidsundervisningsassistenter

I 1970’erne kom oliekrisen, og der skulle derfor spares på universiteterne, men uden at antallet af studerende blev reduceret. De offentlige arbejdsgivere ønskede derfor en stillingsbetegnelse som heltidsundervisningsassistent som et led i at få flere undervisningstimer. Men det var DM afvisende over for. DM var bange for, at heltidsundervisningsassistenterne ville overtage forskernes stillinger, forklarer Magnus Skovrind Pedersen. DM var presset, fordi ledigheden var på 20 procent blandt magistre på daværende tidspunkt.

“De privilegerede professorer og forskere ville ikke gå på kompromis med egne forhold for at sikre, at de, der havde det værst, fik bedre forhold. Det har været en væsentlig årsag til, at der er blevet skabt et arbejdsmarked på universiteterne, som er præget af løse ansættelser”, siger han.

Heltidsundervisningsassistenters tid var således tænkt til at være 65 procent undervisning, 25 procent faglig opdatering og 10 procent administration. De ville få større jobsikkerhed, på trods af at de ikke skulle forske, fremgår det af kapitlet.

Et spørgsmål om prioriteringer

Janne Gleerup, lektor og forsker i arbejdsliv ved Roskilde Universitet, fortæller, at opgøret med prekære ansættelser er helt centralt for akademikere.

Da regeringen dengang foreslog en ny stillingsstruktur med rene underviserstillinger, var DM skeptisk over for at udvande stillingskvaliteten og producere A- og B-hold. Man ønskede ikke at støtte og dermed legitimere indførelse af ringe stillinger uden forskningsindhold og dermed uden karriereperspektiver, forklarer hun.

“Strategien var dengang at søge at udgrænse de dårlige ansættelser. Man forestillede sig måske, at man skridt for skridt kunne minimere omfanget ved pragmatiske midler. I dag ved vi, hvor vanskeligt det er at udrydde de dårlige ansættelsesvilkår for løstansatte undervisere. Vi vil stadig nødigt bidrage til at normalisere en kultur, hvor en stor gruppe undervisere har nogle dårlige løn- og arbejdsforhold, selvom de leverer og præsterer på lige fod med andre VIP’ere”, siger Janne Gleerup, der også er medlem af DM’s hovedbestyrelse.

Prekariseringen af akademikere fylder meget hos DM’s medlemmer, fortæller Janne Gleerup. Hun er i et tidligere forskningsprojekt kommet frem til, at mange medlemmer af fagforeninger er skuffede over deres fagforening. Netop derfor er det så vigtigt, at DM i dag bekæmper prekariseringen, og de senere år har det da også først og fremmest været DM, som har kæmpet for forbedringer til de løstansatte – fx gennem ændrede dagpengeregler, netværk, medlemsfora, konferencer, kampagner på sociale medier, støtte til forskning etc.

“Forbedring af ansættelsesforhold handler også om at sikre kvalitet i undervisningen til gavn for studerende såvel som samfundet i bredere forstand”, siger hun.

Indfør heltidsundervisningsassistenter

Magnus Skovrind Pedersen er klar over, at der i dag bliver kæmpet for de prekæres situation i DM. Fx med arbejdet for, at kombinatører – beskæftigede, der kombinerer lønmodtagerjob med selvstændig virksomhed – hurtigere kan optjene dagpenge.

Han mener, at man bør indføre heltidsundervisningsassistenter som en form for ansættelse. Det vil blandt andet kunne hjælpe eksterne lektorer og timelønnede undervisningsassistenter.

“Det vil betyde, at udsatte grupper som fx løstansatte vil få øget jobsikkerhed. De vil ikke længere sakke bagud i forhold til fastansatte på grund af mangel på pension, efteruddannelse og social sparring med kolleger”, siger han.

Det vil også betyde, at flere vil få penge for forberedelse til undervisning, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Janne Gleerup påpeger, at en ny stillingstruktur blev besluttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet fra årsskiftet, hvor stillingerne studieadjunkt og studielektor nu i højere grad kan bruges til forbedring af deltidsundervisernes ansættelsesvilkår, hvilket DM har arbejdet aktivt for. Det vil hjælpe de prekært ansatte.

“Den nye stillingsstruktur går delvist Magnus Skovrind Pedersens kritik i møde, fordi flere kan fastansættes til ren undervisning. Man kan argumentere for, at DM allerede dengang skulle have kæmpet for heltidsunderviserstillinger, idet vi ikke har fået løst problemet. Men der er et dilemma, for rene undervisningsstillinger er heller ikke godt”.

En svækket fagbevægelse

Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet, fortæller, at man har set en stigning i løse ansættelser i hele den vestlige verden. Arbejdsgiverne har fået mere magt.

“Fagbevægelsen er svækket. Det er på grund af faldende medlemstal og samlet lavere anerkendelse af fagforeningerne. Det gælder både fra politisk hold og fra arbejdsgivernes side”, siger han.

Henning Jørgensen efterlyser politisk handling efter svækkelsen af fagbevægelsen.

“Jeg er bekymret for fremtiden på det danske arbejdsmarked. Det, der sker på det danske arbejdsmarked, er omfattende og truende. Der skal tages initiativ fra politisk side”, siger han.

Den øgede prekarisering kan bekæmpes af fagforeningerne, mener Henning Jørgensen.

“Hvis fagforeningerne skal genvinde deres magt, skal de have en storkonflikt. Vi har traditionelt set, at storkonflikter virkelig rykker ved folk og får folk til at indse, at kollektivet kan mere end individet. Den nuværende krise åbner tilsvarende muligheder for at få reguleret økonomi og arbejdsmarked anderledes, og det skal fagbevægelsen hjælpe med til og være ansvarlig for”, siger han.