Spring menu over
Dansk Magisterforening

Gallup-måling: Vi er blevet gladere for Zoom, fleksibilitet og hjemmearbejde

Bærbar computer med Zoom-møde

© Foto: Gabriel Benois/Unsplash

Del artikel:

Danskere på arbejdsmarkedet har i stor stil taget godt imod de nye arbejdsformer, som har bredt sig under coronakrisen, viser Gallup-måling. Det er op til cheferne, om vi bare vender tilbage til business as usual, siger forskere.

Danskerne er langt mere positive over nye arbejdsformer som Zoom- og Skype-­møder, fleksible arbejdstider og arbejde hjemme fra privaten, end de var før coronakrisen.

Det viser en måling, som Gallup har foretaget for Magisterbladet blandt borgere over 18 år, der er i arbejde.

Ifølge målingen er 37 procent lidt mere positive eller meget mere positive over for både fleksible arbejdstider og hjemmearbejde. Desuden har coronakrisen ændret holdningen til onlinemøder blandt 42 procent af de adspurgte i en lidt mere eller meget mere positiv retning.

Har coronakrisen ændret din opfattelse af disse arbejdsmetoder?

  Onlinemøder over fx Skype og Zoom Hjemmearbejde Fleksible arbejdstider
Meget mere positiv 14% 13% 17%
Lidt mere positiv 28% 24% 20%
Uændret 39% 41% 48%
Lidt mere negativ 3% 7% 2%
Meget mere negativ 1% 2% 1%
Ved ikke 15% 14% 12%

 

Kilde: Kantar Gallup for Magisterbladet, 23.-28. april 2020, 1.019 personer.

Overordnet er mænd en anelse mere positive over for nye arbejdsformer end kvinder, mens gruppen af højtuddannede stort set ligger på linje med borgerne generelt.

De generelt gode erfaringer med omstilling til et anderledes arbejdsliv skyldes ikke mindst, at Danmark i forvejen ligger på EU’s toptre, når det gælder digitalisering. Det siger arbejdsmarkedsforsker Trine Larsen fra FAOS på Københavns Universitet.

“It-infrastruktur er nogenlunde på plads i Danmark, og efterhånden har alle, inklusive 60+’erne, færdighederne til at udnytte de digitale muligheder. Vi har været godt klædt på til at favne de nye arbejdsformer”, forklarer Trine Larsen.

En kæmpe befrielse at kunne undervise

Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på Center for Arbejdslivsforskning på RUC, vurderer, at mange er blevet positivt overraskede over, at meget arbejde kan lade sig gøre på langdistance.

“Flere har fået åbenbaringer med Teams, Zoom og Skype. På universitetet er det fx en kæmpe befrielse for underviserne, at de overhovedet kan gennemføre deres undervisning, selv om det pædagogisk kan være frustrerende”, siger Henrik Lambrecht Lund.

Allerede inden coronakrisen havde en halv million danskere erfaring med at arbejde hjemmefra. Hvorvidt det bliver mere udbredt efter coronakrisen, kan RUC-forskeren tvivle på.

“Forskning viser, at medarbejdere med stor fleksibilitet også har større arbejdsglæde. Men det får ikke i sig selv arbejdsgiverne til at sætte medarbejderne mere fri. Arbejdsgiverne indgår kun aftaler om hjemmearbejde og fleksibelt arbejde generelt, hvis de også selv har fordel af det”, siger Henrik Lambrecht Lund.

Heller ikke Trine Larsen fra FAOS er overbevist om, at krisen vil gøre hjemmearbejde og Zoom mere trendy.

“Der vil være ledere og medarbejdere, der tager det nye med videre, og andre, der vil tilbage til business as usual. Målingen viser, at der også er medarbejdere, som er knap så positive over for det nye”, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.

Folk har trænet digital etikette

Kommunerne, der sendte samtlige medarbejdere hjem, da Danmark lukkede ned, er moderne arbejdspladser, så hvis det fortsat giver god mening at løse opgaver på en ny måde efter krisen, kommer det også til at ske.

Sådan lyder vurderingen fra den konservative borgmester i Høje-­Taastrup Kommune Michael Ziegler, der også er formand for arbejdsgiverorganisationen KL’s Løn- og Personaleudvalg. Bevidstheden hos de kommunale arbejdsgivere har taget et kvantespring, fastslår han.

“Vi kommer til at skære kraftigt ned på både transporttid og fysisk mødetid. Forleden havde jeg fx møde med 12 andre over Teams. Folk er tydeligvis blevet trænet i digital etikette, hvordan man tager ordet, og hvad man kan skrive i chatten imens”, siger Michael Ziegler.

Der er også ting, der har fungeret mindre godt under nedlukningen.

“Ansættelsessamtaler, fx. Der er meget, man går glip af, når man ikke har det fysiske møde. For yngre, mere uerfarne medarbejdere er det også en udfordring at arbejde hjemmefra”, siger Michael Ziegler.

Høje-Taastrups borgmester har stor tillid til, at de ansatte kan præstere lige så fint hjemmefra.

“Vi bedømmer medarbejderne på, hvilke opgaver de får løst, ikke på hvor mange timer de har været på arbejde. Men vi ved, at mange ikke har disciplinen til at passe ordentligt på sig selv. Så fleks og hjemmearbejde skal hegnes forsvarligt ind med en grundig forventningsafstemning”, siger Michael Ziegler.