Politikernes berøringsangst skader kulturlivet

Lige nu venter de ansatte på landets statsanerkendte museer spændt, mens kulturminister Joy Mogensen (S) stadig ikke har fremlagt et ellers bebudet forslag til en museumsreform. Ifølge tidligere kulturminister Mette Bock (LA) har skiftende ministres berøringsangst i årevis bremset reformer af museumsstøtten.

Den ikke fremlagte reform er et godt eksempel på, hvordan kulturpolitikken nu i mange år har stået efterladt tilbage, mens der er blevet diskuteret integrationspolitik og topskat.

Folketingspolitikerne fatter ikke længere vigtigheden af kulturpolitik, siger Morten Hesseldahl, der er administrerende direktør på Danmarks største forlag, Gyldendal.

“De politiske partier forstår ikke værdien af kunst og kultur i dag. De betragter det som flødeskum. En ekstra gevinst, man kan bringe på banen, når alt det vigtige er håndteret”, siger han.

Ifølge Morten Hesseldahl er den fraværende kulturpolitik udtryk for, at vi har glemt, at samfundet skal betragtes som en helhed.

“Det er vigtigt, at der er børnehaver, selvom man ikke har børn. Det er vigtigt, at der er motorveje, selvom man ikke har bil, og det er vigtigt, at man kan foretage hofteoperationer, selvom ens hofte er fin. Det er også vigtigt, at der er en nationalscene og en kunst og kultur, også selvom man ikke selv er interesseret i ballet. Det er det helhedsblik på samfundet, jeg synes er gået tabt”.

Det støjende område

Op til sommerens folketingsvalg var der for en kort stund en spirende kulturdiskussion i gang, da Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, kritiserede den statsfinansierede kultur for at være alt for elitær.

Han satte spørgsmålstegn ved, hvorfor staten særligt bruger penge på kultur, som ifølge ham kun interesserer storbymennesker, og flere S-politikere gav ham ret. Blandt andre Mattias Tesfaye (S) udtalte i et interview med Information, at kulturbegrebet trængte til at blive mere folkeligt.

Men lige så hurtigt som diskussionen opstod, lukkede Socialdemokratiet den ned, da Meningsdannerdanmark rasede i dagbladet Politiken til forsvar for den eksisterende kultur.

Politikerne tør ikke røre kulturen med en ildtang, fordi de ved, at den nemt kan gøre dem upopulære, siger debattør og direktør i Have Kommunikation Christian Have.

“Det er et komplekst område, og det er lidt af et minefelt. Derfor er det også vigtigt, at man som politiker har en klar vision på området, hvis man går ind i det. Det mangler partierne i dag, og derfor tænker de sikkert også, at det ikke er kampen værd”, siger Christian Have og forklarer, at kulturområdet altid vil støje:

“Det er mennesker, som har meninger, og som siger dem højt. Derfor kan man ikke gennemføre reformer, uden at der kommer støj på linjen”.

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Frederik Vad Nielsen er enig.

“Vi mangler store kulturpolitiske visioner, men vi mangler også et kulturliv, som vil diskutere. Kulturlivet råber på flere penge, men vil have dem inden for de eksisterende strukturer. Lige så snart man begynder at tale om at ændre noget for at gøre plads til noget nyt, så råber de op i spalter og sendeflader”, siger Frederik Vad Nielsen og fortsætter:

“Politikerne er bange for den modstand, de vil møde, hvis de går ind i kulturpolitikken. De frygter vreden fra medieklassen og kulturlivet, som de samtidig higer efter anerkendelse hos. Min personlige oplevelse har i hvert fald været, at mange politikere godt kan lide at være i kridthuset hos kunstnere og kulturfolk”.

Mere end bare kroner og øre

Kulturminister Joy Mogensen mener, at kulturlivet selv har et ansvar for, hvordan kulturpolitikken italesættes i samfundet. Hun mener, at kulturlivet selv har brugt økonomi som en målestok for, hvad kulturpolitik er.

“Det er lidt en genganger fra de sidste 20 års kulturdebat, at kulturpersoner efterlyser “visioner”. Jeg har på en eller anden måde lyst til at erklære mig enig. Men på en omvendt måde. Min oplevelse af den kulturpolitiske debat, efter at jeg blev kulturminister, er, at flere eller færre penge til kulturlivets etablerede institutioner er blevet målestokken for kulturpolitik”, skriver hun i en mail til Magisterbladet og fortsætter:

“Flere penge til institutioner og projekter er lig med en bedre kulturpolitik. Det betyder, at kulturlivet risikerer at blive set som en særinteresse, et erhverv eller en stand, der argumenterer for sine interesser. Hvis vi skal undgå det, skal formålet med kulturpolitikken stå meget klarere for danskerne”.

Joy Mogensen opfordrer derfor Christian Have og Morten Hesseldahl samt resten af kulturscenen til at hjælpe med at flytte kulturdebatten i en mere meningsfuld retning.

“Vi er nødt til at genetablere formålet med vores kulturpolitik, hvis Haves og Hesseldahls bekymring om manglende engagement i kulturpolitikken skal imødekommes. Hvordan vi gør det? Det må og skal kulturlivet – og det er ment meget bredt – være med til at give svarene på”, skriver hun.

Christian Have mener, at både han selv og Morten Hesseldahl i de seneste år netop har rejst spørgsmålene om, hvordan kulturen bliver mere relevant for flere. Men han giver ministeren ret i, at flere bør gøre det samme.

“Der er brug for flere fra kulturlivet, som stiller de her spørgsmål. Det kan uden tvivl gøres bedre. Men sagen er den, at der tidligere ikke har været nogen reaktion fra kulturpolitikerne, når for eksempel Hesseldahl og jeg har rejst de her spørgsmål. Men det ser der ud til at være nu, hvis ministeren mener, hvad hun siger, og det glæder mig”.

Kulturen skal samle os

Både Christian Have og Morten Hesseldahl tror, at mange politikere tøver i kulturpolitik, fordi de ikke ved, hvad kultur egentlig kan.

“Enten forstår de ikke kulturens potentiale, fordi de ikke har lært det i deres opvækst, eller også har de udmærket set det, men vælger bevidst at lade det ligge”, siger Christian Have.

Morten Hesseldahl tror mest på det første.

“Politikerne har glemt, at kulturpolitikken historisk set var grundpillen i det demokratiske samfund, hvor man byggede idéen om et fælles Danmark. Hvis vi ikke ser, at vi er indlejret i historien, så mister vi forbindelsen bagud og noget fundamentalt humanistisk. Hvordan skal vi udvikle fortællingen om at være menneske og dansker, hvis vi ikke kan huske, hvad vi kommer af”, spørger Morten Hesseldahl.

Det skader samfundet, hvis politikerne ikke har den empati, som litteratur, teater, film, musik og andet kultur bidrager med, mener han.

“Politik handler om at levere løsninger på konkrete problemer, og de løsninger bliver bedre, hvis man har den åbenhed og det mulighedsrum, som kunsten er med til at skabe. Vi mister altså nogle begavede bud på, hvad fortællingen om Danmark kunne være, hvis politikerne ikke interesserer sig for kulturen”.

Morten Hesseldahl håber derfor, at flere politikere vil engagere sig i kunst og kultur.

“Når politikerne udtaler sig om, hvad der ligger på deres natborde, så er det sjældent noget mere avanceret end Stieg Larsson. Det er ærgerligt. Hvis Mette Frederiksen ville vise mindre brød og flere bøger frem på sociale medier, ville det gøre en forskel. Det er jeg sikker på”.

Dansk Folkepartis domæne

Kan du kende forskel på, hvad Socialdemokratiet og Venstre mener om kultur? Formentlig ikke.

Dansk Folkeparti derimod har en klar kulturprofil, som blandt andet handler om at prioritere land frem for by, kulturarv frem for moderne kunst og revyer frem for eksperimenterende teater.

Partiet har brugt kulturpolitikken som værdigrundlag, pointerer Morten Hesseldahl.

“Dansk Folkeparti har været ekstremt god til at bruge kulturpolitikken til at profilere sin politik. I de år, hvor DF voksede, havde partiet hele tiden kultur på dagsordenen. Modsat alle de andre partier, så havde DF en profil, man kunne genkende”.

Af samme grund mener Christian Have, at der er meget at vinde for de partier, som tør have en klar kulturpolitisk profil.

“Der er et mulighedsrum nu, som aldrig har været større, både på landsplan og på kommunalt plan. Der er efterspørgsel efter en værdidebat og fordybelse. Derfor er det dem, der har en klar kulturprofil om 3-5 år, der vil blive set og prioriteret af vælgerne”.

Selvom både Christian Have og Morten Hesseldahl håber, at regeringen og Joy Mogensen vil turde stå frem og italesætte kulturlivets værdi og potentiale, tør de ikke håbe på for meget.

“For mig at se er det ikke synd for kulturverdenen. Den skal nok klare sig. Det er derimod synd for alle dem, som ikke har forstået, hvad den betyder for livskvaliteten og for det fremtidige samfund. Det er synd for borgerne, fordi vi mister potentialet”, siger Christian Have.

Kulturminister Joy Mogensen oplyser per mail, at det ikke er sikkert, at hun vil gennemføre en museumsreform.