Det var sgu tarveligt

Jeg må indrømme, at tiøren faldt meget, meget langsomt for mig.

Det er, som om jeg er iført en usynlig kappe, der beskytter mig mod alle de horrible mediehistorier, vi konstant bliver bombarderet med af de satans journalister!

Det skal nok gå. Så er det heller ikke værre. Sådan tænkte jeg og afviste coronafrygten som lettere hysterisk.

Og da frygten blev til en reel krise, var jeg mest optaget af mig selv.

I dagevis gik jeg rundt og muggede over, at min dejlige forårstur til New York var aflyst.

Jeg var en af de tarvelige, som dronningen talte om. Sådan én, der ikke kunne holde mig fra godt selskab.

Lige indtil en dag i sidste uge, hvor en af mine allernærmeste ringede og sagde: “Som kronisk syg, så skal jeg vel passe ekstra på?” Inden for den samme time fik jeg at vide, at en god ven havde mistet jobbet på en højskole – han var timelønnet.

Damn!

Det kom tættere på. For hvad med min gamle far på 86 – den pensionerede magister – som sidder mutters alene i Lohals? Og familie og venners voksne afkom, der er fanget på den anden side af jorden? Freelancere, som har fået aflyst de fleste ordrer. Venner, der har måttet lukke deres butikker med dags varsel. Hvad med dem?

Det er alvor. Og det kommer tættere på. Det er ikke bare overskrifter på breaking-bjælker. Nogle i omgangskredsen eller jeg selv vil have forældre eller nære, der dør.

Og det kommer til at koste job i en målestok, som vi nok stadig ikke har forstået.

Vi kommer til at sætte endnu mere pris på velfærdssamfundet, ikke mindst vores offentlige sundhedssystem. Og vi kommer til at værdsætte, at der er orden i økonomien, så Folketinget kan føre den helt rigtige ekspansive keynesianske finanspolitik, hvor man pumper penge ud for at holde efterspørgslen oppe og hjulene i gang. Det skal til nu.

Og lyt ikke til dem, der derefter vil sige, at så har vi ikke råd til den grønne omstilling. Det er omvendt. Vi har ikke råd til at lade være. Husk at USA investerede i økonomien umiddelbart efter finanskrisen i modsætning til Europa. Og overvandt finanskrisen langt hurtigere. Der skal investeres i grønne job efter det første chok.

På det personlige plan kommer vi også til at vise, hvad vi står for. For vi kan ikke bare overlade det hele til staten og Mette. Hjælper vi til, hvor vi kan? Er vi der for vores nærmeste? Har vi blik for, at venner og familie mister indtægter eller jobbet? Og gør vi, hvad vi kan, på arbejdet?

For os, der arbejder i private virksomheder – ja, det er en fagforening også – så kan vi ikke regne med, at det her blæser over, og så vipper det hele tilbage, som det var før. Der er et før og et efter coronakrisen. Hvis ikke man forstår at holde sig relevant de kommende måneder, så risikerer man at dø.

I DM forsøger vi at svare på alle medlemmers spørgsmål og hele tiden være tilgængelige med opdateringer og svar på dm.dk ift. corona, hjælpepakker mv. Og på Magisterbladet bidrager vi med aktuel journalistik og guider i daglige opdateringer på akademikerbladet.dk, i DM’s nyhedsbrev, i din postkasse og på sociale medier. Vi forsøger at være tæt på medlemmerne – i overført betydning, naturligvis – i en svær tid.

At kunne arbejde – også selv om det er i mit køkken – er for mig en måde at håndtere krisen på. Jeg håber, at min kommende krisehåndtering bliver bedre end mine første tossede og tarvelige vildfarelser.