Cille, Marie, Betina, Sofie og Anders har sagt farvel til 9-17

Cille Rosentoft valgte i 2016 at sige sit faste akademikerjob op og sælge alt, som familien ejede, for at sejle jorden rundt med mand og tre børn, som blev til fire undervejs. Nu er hun tekstforfatter, korrekturlæser, foredragsholder og har skabt Free­living.dk.

Marie Chimwemwe Degnbol valgte at forlade et job som ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet i 2015. Nu er hun handicaphjælper på deltid og producerer en podcast om mennesker, der som hun selv har foretaget en U-vending i livet. For at få det til at løbe rundt har familien lagt tilværelsen om. De bor i bofællesskab, dyrker grøntsager, køber stort set kun genbrug og forsøger at leve bæredygtigt.

Betina Herløv Møller deler et job med en kollega i teaterbranchen.

Og så er der Anders Boisen, som er innovationskonsulent i Aarhus Kommune 27 timer om ugen. Ud over det har han bygget sig et tiny house og har arbejdet frivilligt i et fødevareselskab, der hjælper økologiske landmænd med at sælge grøntsager billigere uden om distributørerne.

Less work-bevægelsen breder sig

For bare 20 år siden satte de færreste spørgsmålstegn ved, om en karriere for fuld skrue og unger i institution var den bedste model for arbejds- og familielivet. Nu popper kritikerne af modellen op overalt i landet.

Ifølge ph.d.-stipendiat Sofie Marie Billekop vender flere og flere akademikere ryggen til et traditionelt lønmodtagerliv. Hun er selv en af dem og skriver en ph.d. på Roskilde Universitet på deltid.

“Flere og flere finder andre måder at arbejde på for at dyrke uafhængigheden på et minimalt budget”, siger Sofie Marie Billekop, der skriver om fænomenet blandt vidensarbejdere. Hun kalder det for less work-bevægelsen.

“De, der ønsker at arbejde på andre måder, er ofte idealister, der hellere vil bruge deres tid på at dyrke en meningsfuld interesse end på at tjene penge og jage rundt. Klimabevidstheden er et gennemgående træk”, forklarer hun.

Mange af dem, som Sofie Marie Billekop taler med i sit forskningsprojekt, har ligesom hun selv oplevet stress, meningsløshed eller en følelse af, at der er mere bullshit end substans i det moderne arbejdsliv.

“De savner nærvær, og de indstiller sig på en usikker økonomi for at få tid til det, de synes er vigtigere”, forklarer hun.

Mange forlader et krævende og stressende job

Cille Rosentoft var en af dem, som havde ondt i livet som fastansat akademiker i et krævende job og med små børn. Hun arbejdede i en årrække som konsulent i EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, og som underviser og kvalitetsmedarbejder på en erhvervsskole.

“For mig har det aldrig været en protest imod det almindelige arbejdsliv, som flertallet lever. Men jeg har insisteret på at gøre noget godt for mig selv og familien og ikke lade mig begrænse”, siger Cille Rosentoft, som er cand.mag. i kultur- og sprogmødestudier.

Marie Chimwemwe Degnbol valgte også at gøre noget godt og nødvendigt for sig selv, da hun i 2015 valgte at sige sin forskerstilling op på Københavns Universitet, fordi hun var tæt på at brænde ud.

“Identitetsmæssigt var det en stor beslutning at vende universitetet ryggen. Jeg arbejdede jo med noget, som var vildt spændende. Men på et tidspunkt, hvor jeg havde små børn, depression i familien og en lang periode, hvor jeg også passede min terminalt syge mor, kunne jeg ikke spænde skruetvingen hårdere”, forklarer Marie Chimwemwe Degnbol, som er cand.scient.adm.

I dag har hun og hendes kæreste lagt hele tilværelsen om og bor i bofællesskab i Ballerup, dyrker en del grøntsager, køber stort set kun genbrug og forsøger at leve bæredygtigt.

“Det er blevet både et personligt og et politisk projekt at gå imod strømmen og indrette vores liv på en måde, så hverken vi selv eller planeten brænder op”, forklarer hun.

Downsizing er kodeordet for Anders

Anders Boisen har også skruet ned for den konventionelle arbejdstid, men det betyder ikke, at han arbejder lidt. Tværtimod.

“Det er det pluraliserede arbejdsbegreb, der inspirerer mig. At nogle aktiviteter er lønnede, og nogle er ulønnede. At nogle arbejdsformer opbygger den økonomiske kapital, mens andre styrker ens sociale kapital. Derfra er der ikke langt til at stræbe efter, at jeg skal blive både selvforsynende og CO2-neutral”, ­siger Anders Boisen, som er cand.mag. i oplevelsesøkonomi.

Og han er ikke nogen firstmover. Tværtimod, mener han. Den såkaldte downsizingbevægelse er i vild vækst og etableret med både facebookgrupper og andre virale communities som omdrejningspunkt.

“Vi er andelsbevægelsen tilsat sociale medier. Der er vildt god energi i at følge med i, hvordan andre i verden arbejder på at downsize. Det gør mit eget projekt både mere realistisk og håbefuldt. Og samtidig henter jeg praktiske tip til, hvordan jeg får et muldtoilet eller et solcelleanlæg op at køre”, forklarer han.

Som innovationskonsulent i Aarhus Kommune 27 timer om ugen arbejder han efter de 17 verdensmål. P.t. arbejder han på at sikre borgerinddragelsen i et bæredygtigt byudviklingsprojekt.

En livsstil som Anders Boisens kræver også, at han selv begrænser sine udgifter til det minimale, og det er hans tiny house et godt eksempel på. Her bliver den minimale plads udnyttet, og han kan blive fuldkommen selvforsynende.

At downsizingtankegangen får vind i sejlene akkurat nu, tror han ikke er tilfældigt.

“Dommedagsklokkerne har længe bimlet meget højt i klimadebatten. Derfor lytter vi til de mere enkle historier om mennesker, der griber til handling og selv tager ansvar for at vende en udvikling”, siger Anders Boisen.

De højtuddannede er frontløbere

En del pile peger i retning af, at det er de højtuddannede, der er frontløberne i den bevægelse, som handler om at finde alternative måder at indrette sit liv på, inklusive arbejdslivet.

Sidste år viste en undersøgelse fra Dansk Magisterforening således, at over en tredjedel af dem, der ikke selv kan placere deres arbejdstider, er utilfredse med jobbet.

Ligeså viser nye tal fra Danmarks Statistik, at mens 16 procent af hele arbejdsstyrken i Danmark ønsker at arbejde færre timer om ugen, drømmer 21 procent af de beskæftigede med lange videregående uddannelser om at arbejde mindre. De er skarpt efterfulgt af dem med korte eller mellemlange videregående uddannelser, hvor 20 procent har samme ønske.

De nye tal stammer fra Danmarks Statistiks interviewundersøgelse Arbejdskraftundersøgelsen og viser ikke overraskende, at det er i de år, man stifter familie og har fuldtidsjob, at ønsket om at arbejde færre timer fylder mest.

“Lysten til at gå ned i tid tager et nøk opad, når folk runder de 35 år, hvilket er en alder, hvor mange stifter eller har stiftet familie og har små børn”, forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Martin Faris Sawaed Nielsen på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Men ønsket går ikke væk, når børnene vokser til. Kigger man på de 45-54-årige og de 55-64-årige, ønsker henholdsvis 17 og 18 procent stadig at arbejde mindre end fuldtid.

Nye arbejdsformer udfordrer ligestillingen

Det er ikke tilfældigt, at Magisterbladets historier om alternative arbejdsformer handler om én mand og fire kvinder. Det stemmer ret godt overens med tal fra Dansk Magisterforenings årlige medlemsundersøgelse, som viser, at det særligt er unge kvinder med børn og ældre kvinder, der ønsker større frihed til at vælge flere fridage. 8 ud af 10 deltidsansatte DM’ere er således også kvinder.

En anden undersøgelse viser, at 50 procent flere kvinder end mænd er ufrivilligt på deltid.

At så mange kvinder ønsker at arbejde mindre eller er tvunget til det, bekymrer Janne Gleerup, som er ph.d. og lektor på Roskilde Universitet og medlem af DM’s hovedbestyrelse.

Less work-bevægelsen kan være med til at spænde ben for ligestillingen.

“Fordi kønsrollerne ligger så dybt i vores kultur, skal vi aktivt arbejde for at mindske dem og vedligeholde ligestillingen. Ellers forsvinder den. Og det bliver sværere, hvis kvinderne ikke er på arbejdsmarkedet med samme vilkår som mændene”, siger Janne Gleerup.

Hun mener, at jo løsere ansættelse man har, desto større er risikoen for at falde ind i traditionelle kønsrollemønstre, hvor det er kvinderne, der skal varetage de hjemlige forpligtelser. Hvis de alligevel arbejder freelance hjemmefra, kan de jo lige så godt rydde op og hente børn og lave mad.

Bent Greve, som er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, har en anden mulig forklaring.

“Kvinder er generelt bedre til at tage vare på sig selv. De er gode til at sige stop, når de er ved at blive stressede, hvorimod mænd kører sig selv længere ud”, forklarer han.

Det handler om at finde en bæredygtig vej

Hvis flere og flere – også højtuddannede – dropper fuldtidsarbejdet på grund af stress eller problemer med at få tid til familielivet, er der god grund til at tage det dybt alvorligt, mener økonomiprofessor Nabanita Datta Gupta fra Aarhus Universitet, som også er økonomisk vismand.

“Så bliver vi nødt til at kigge en ekstra gang på, hvordan vi kan skabe mere fleksibilitet, måske inkorporere en større frihed i nogle perioder eller tilrettelægge arbejdslivet på helt andre måder. For det er helt klart en udfordring for velfærdsstaten, hvis mange erhvervsdygtige højtuddannede stempler ud”, fastslår Nabanita Datta Gupta.

Ifølge professoren er selve samfundskontrakten mellem generationerne på højkant.

“Hvis akademikere ikke bliver fuldt betalende skatteborgere i et langt arbejdsliv efter at have taget lange uddannelser på SU, kan det blive svært at tilbyde deres børn og børnebørn den samme gratis service”, siger Nabanita Datta Gupta.

Den holdning er Cille Rosentoft ofte stødt på, efter at hun solgte alt, tog børnene ud af skolen og tog på jordomsejling.

“Vi kender alt til den modstand, man møder, når man går imod samfundsnormen. Mange har beskyldt os for at tjekke ud af fællesskabet med vores kæmpe egoistprojekt”, forklarer Cille Rosentoft.

“Men free living handler ikke om, at man vil holde fri hele tiden. Det handler om at arbejde på en måde, så vi også passer på os selv i stedet for at yde, yde, yde og nogle gange blive syge af det. Jeg har aldrig været så glad for at arbejde, som jeg er nu, hvor jeg selv kan bestemme hvornår, hvor og med hvad. Og i dag tjener jeg endda mere, end jeg gjorde, da jeg var fastansat”, siger Cille Rosentoft.

Marie Chimwemwe Degnbol medgiver, at det godt kan blive et samfundsøkonomisk problem, hvis for mange højtuddannede ender med ikke at bruge deres uddannelse. Men der er noget galt, når man ikke kan passe sine syge børn uden at føle sig forkert.

“Og det er værdifuldt, hvis vi, som ikke kan trives i det arbejdsliv, der ligger foran os, formår at finde en anden mere bæredygtig vej”, siger hun.

“Jeg håber, det kan medvirke til en strukturel udvikling af arbejdsmarkedet, så problemer og løsningerne ikke bliver individualiserede, som det i høj grad er tilfældet nu”.

Fællesskabet skal stå for velfærdsopgaverne

Det Økonomiske Råd mener, at en arbejdsuge på 30 timer vil koste 60 milliarder kroner om året, og Nabanita Datta Gupta mener, at også den grønne omstilling og folkepensionen kan blive vanskelig at finansiere, hvis de yngre arbejder mindre, og befolkningen samtidig bliver ældre.

“Selv om flere måske vil belaste systemet mindre, fordi de ikke sender deres børn i institution eller selv passer deres gamle forældre, så vil velfærdsstaten stå med en kæmpe ekstraudgift, som den ikke kan finde dækning for”, siger hun.

Økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) Sofie Holme Andersen deler hendes bekymring:

“Det kan være til stor glæde og gavn for den enkelte og for en familie, at en forælder går ned i tid, men det er ikke en trend, vi skal heppe på set fra et samfundsøkonomisk perspektiv”, siger hun.

“Hvis det skyldes en klimabevidsthed, og at folk træffer et personligt valgt om at tjene mindre og forbruge mindre, så må vi indrette samfundet derefter. Men det skal med i regnestykket, at den grønne omstilling så vil blive dyrere, og at grøn vækst ikke nødvendigvis er minusvækst. Det er for eksempel også vækst, når vi bygger flere vindmøller”, siger Sofie Holme Andersen.

Anders Boisen har en bachelor i virksomhedskommunikation og afviser økonomisk vækst som en holdbar model.

“Jeg tror ikke på, at vi kan have en evigt voksende økonomi. Derfor ser jeg et behov for, at vi tænker i modeller for velfærd, der bygger mere på de sociale relationer og netværk. Mange af de opgaver, som vi i dag lader velfærdssamfundet om at løse, vil i fremtiden skulle løses af frivillige netværk”, mener han.

“Vores communitytankegang driver udviklingen frem. En bæredygtig fremtid kræver, at vi satser på småvirksomheder og netværk af borgere og virksomheder, der organiserer sig om at skabe velfærd i deres lokalområder”, siger han.

Alternative arbejdsformer må ikke blive en exitstrategi for A-holdet

Mens Anders Boisen mener, at fællesskabet skal drive udviklingen, er Janne Gleerup bekymret for, at det faglige fællesskab går tabt. Hun mener, at det frie arbejdsliv er et tveægget sværd, for selv om det kan fungere godt for den enkelte, bliver vi også mere sårbare, og derfor bør fagbevægelsen være skarpt opmærksom på udviklingen.

“Det kan blive et problem for fagbevægelsen, hvis arbejdsmarkedet bliver så fleksibelt og individualiseret, at folk ikke længere har et fællesskab med hinanden. Så bliver det svært at få øje på, hvorfor man skal samle sig i en fagbevægelse og kæmpe for bedre forhold”, siger Janne Gleerup, som forsker i prekarisering på RUC og er medlem af DM’s hovedbestyrelse.

Hun ser et dilemma mellem individuelle og kollektive hensyn. For hvordan styrker vi de individuelle handlemuligheder uden at svække det kollektive kompas og handlekraften?

“Balancegangen er at imødekomme de grupper, der ønsker mere fleksibilitet i deres arbejdsliv, uden at gøre det på bekostning af dem, der gerne vil have stabile og indkomstsikrede rammer”, siger Janne Gleerup.

Mens less work-bevægelsen indeholder positive ønsker om at skrue ned for stress og jag, så er det også et symptom på et arbejdsmarked, der er blevet så presset, at folk ser sig nødsaget til at gå i et individuelt selvforsvar mod strukturelle problemer, mener Janne Gleerup.

DM skal både være imødekommende over for dem, der vil organisere sig anderledes end 9-17, og samtidig bruge deres kritik til at forbedre det traditionelle arbejdsmarked, siger Janne Gleerup.

“For det første skal man række ud til de grupper, der ønsker at arbejde på andre måder. Samtidig skal vi have afdækket årsagerne til, at rammerne og mulighederne på det traditionelle arbejdsmarked ikke er attraktive. For måske er svaret, at mainstreamarbejdsmarkedet skal ændres, og det har vi brug for hjælp til fra dem, der siger fra over for det”, siger hun.

“Det er rigtig spændende, hvordan vi nytænker det meningsfulde arbejdsliv. Det har vi – og kloden – skrigende behov for. Men det må ikke ske på en måde, hvor det er forbeholdt de stærkeste på arbejdsmarkedet på bekostning af de svageste. Alternative arbejdsformer må ikke blive en exitstrategi for A-holdet, mens B-holdet skal leve med de dårlige job. Det er arbejdsmarkedets parters ansvar at sikre, at det ikke sker”, siger Janne Gleerup.

Mød her de fem akademikere, der hver har vendt den traditionelle arbejdsuge ryggen: