Studerende går på barrikaderne og vinder

De studerende på Den Danske Filmskole blokerede skolen for at få rektor afsat.

På Aalborg Universitet demonstrerede studerende for at beholde deres sproguddannelser.

Studerende på KUA blokerede ledelsesgangen for at få bremset sammenlægningen af små fag.

Og på læreruddannelsen barrikaderede de studerende deres bibliotek for at få lov til at beholde det.

Alle vandt de eller fik indrømmelser.

I løbet af 2019 har der været en række sager, hvor studerende har brugt blokader, demonstrationer, medier og plakater til at råbe deres universitetsledelse op.

Og det er ikke mærkeligt, siger forsker ved Fremforsk Marianne Levinsen. Hun mener, at de mange protester er karakteristiske for generation Z, som er født mellem 1990 og 2002.

“De er opdraget i en tid, hvor børnene kom i fokus både i systemet og i børneopdragelsen. Her var differentiering vigtigt i folkeskolen, og gennem evaluering og prøver lærte de, at der var plads til dem og deres evner. Den opfattelse bryder sammen, når de starter på universitetet. Her møder de et bureaukratisk fremmedgørende system, hvor de bare er et nummer. De føler ikke, at de har, hvad de skal bruge for at blive dygtige, og det vil de ikke finde sig i”, siger Marianne Levinsen, der også er forfatter til bogen “7 generationer”.

Ifølge hende reagerer de unge nu, fordi de er blevet presset til bristepunktet af systemets mange reformer og regler.

“De er opdraget i en kultur, hvor alt, de gør, bliver målt og vejet, og de har lært, at der ikke er noget, man kommer sovende til. De føler, at de har gjort en stor indsats, og det kan gøre frustrationen større, når der ikke er nogen payback. Hvorfor skal man for eksempel arbejde hårdt for at komme ind på en videregående uddannelse, hvis der ikke er nogen undervisning, eller hvorfor skal man i det hele taget studere, hvis man ikke kan få et fast job bagefter?”

I en tid med boligmangel, løse ansættelser og klimakrise vil generation Z være de første, som ikke får det ­bedre end deres forældre, forklarer Marianne Levinsen. Tværtimod skal de kæmpe hårdere for tingene, og det synes de ikke er fair.

Sikre sejre

Vi har formentlig kun set begyndelsen af en aktivistisk periode, forudser forskerne. For det er effektivt, når de studerende går på barrikaderne.

I slutningen af oktober blokerede en gruppe studerende fra Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet for eksempel dekanatet, efter at det kom frem, at ledelsen havde planer om at sammenlægge en række små fag som en del af fakultetets målplan.

“Vi har forsøgt at tale med ham (dekan Jesper Kallestrup, red.) mange gange. Det her er en sidste udvej for at få ham til at lytte. Vi ønsker ikke den her blokade. Vi vil rigtig gerne have en ordentlig dialog, men han nægter os og resten af de studerende medindflydelse på, hvordan vores uddannelser skal se ud i fremtiden”, forklarede formand for HUMrådet, Sidsel Dorthea Vedel, dengang til Magisterbladet.

Kort tid efter igangsatte de studerende på Den Danske Filmskole en blokade foran filmskolen, hvor de krævede rektor Vinca Wiedemanns afgang, efter at den mangeårige leder af dokumentarlinjen, Arne Bro, var blevet bortvist på baggrund af en personalesag.

Filmskolens blokade varede en lille uge, mens protesten på KUA endte som en halvanden måned lang affære, men i begge tilfælde fik de studerende, hvad de krævede. Rektor gik af, og de studerende fik indflydelse.

Ph.d. i historie Knud Holt Nielsen har i en lang årrække beskæftiget sig med protestaktiviteter blandt unge og har blandt andet undersøgt elev- og studenterprotesters udvikling gennem 50 år.

Han forklarer, at der intet nyt er i, at studerende tyer til blokade.

“Institutbesættelserne minder på mange måder om noget gammelt, og det illustrerer, hvordan protestformer vandrer. Blokadevåbnet har historisk set før vist sig effektivt, og derfor tager man det nu i brug igen. Når det så virker, så vil andre tænke, at man kan gøre det samme”, forklarer Knud Holt Nielsen.

Ifølge ham kan succesen fra KUA og filmskolen derfor sagtens avle flere blokader, men det er ikke givet, at de studerende får deres vilje.

“Historisk set kan vi se, at nogle gange virker det, og andre gange gør det ikke. Det handler jo i høj grad om den enkelte sag. For eksempel om medarbejderne bakker op, og om man har allierede blandt andre bevægelser eller inden for det politiske apparat. Bliver det dækket i medierne og dermed til en politisk sag?”

Du er dine handlinger  

Men også uden for universiteternes arealer gør de unge sig bemærket. 

Lektor ved Aarhus Universitet Jonas Lieberkind ser en generation med en mere individuel og moralsk tilgang til politik, end vi har set tidligere.

“Det interessante er, at de hele tiden har sig selv med i de refleksioner, de gør sig i de politiske projekter. Det at blive vegetar er for eksempel et subjektivt selvarbejde. I forhold til tidligere er de unge i lige så høj grad opmærksomme på, at de selv har et ansvar, som at politikerne har det”, siger Jonas Lieberkind, der forsker i unges politiske deltagelse og dannelse.

Ifølge Marianne Levinsen skyldes denne tilgang en voksende skepsis over for det system, generationen er opvokset i.

“Unge er trætte af, at politikerne lover ting, de ikke kan holde. De værdsætter derfor, at man gør noget ved det, man tror på. Hvis du for eksempel går op i klimaet, så må du stoppe med at flyve eller blive vegetar. Det er ikke nok at tale om tingene”, siger Marianne Levinsen.  

Den opfattelse deler 29-årige Katrine Damgaard, der er vicedirektør i organisationen Ungdomsbureauet, der arbejder for at engagere unge i samfundet.

“Når vi rejser rundt i landet og taler med unge, oplever vi, at der er en grundlæggende utilfredshed med det etablerede og den styrede debat. Fælles for unge er, at de ikke føler sig repræsenteret, og det vil de gerne lave om på. Jeg oplever, at unge tidligere har ventet på at få magten, hvorimod de nu selv tager den”.

I Dansk Ungdoms Fællesråd oplever den 27-årige formand Chris Preuss også, at de unge har fået mere demokratisk selvtillid. 

“Unge har altid interesseret sig for samfundet, men tidligere har der været en tendens til, at de har tænkt: “Måske ved jeg ikke nok, og måske vil ingen lytte», og derfor har de ikke blandet sig, men derimod betragtet den demokratiske debat fra sidelinjen. Klimakrisen har nu fået dem til at indse, at de bliver nødt til at blande sig og vise “de voksne”, at der skal gøres noget nu”, siger han. 

De få, de mange

Netop klimaet er svært at komme uden om, når vi taler om de unges nyfundne engagement.

For selvom det langtfra er alle under 30 år, der aktivt deltager i den politiske kamp mod klimaforandringerne, identificerer og sympatiserer flertallet sig med projektet.

I Dansk Magisterforenings studieundersøgelse fra 2019 svarer 11 procent af de studerende, at de har deltaget i politiske aktiviteter for klimaet.

Til gengæld mener hele 79 procent af de studerende, at klimaet er det vigtigste politiske emne.

81 procent af de adspurgte svarer også, at de er enige eller delvist enige i, at de selv føler, at de kan gøre noget for at forbedre klimaet.

Uanset om de bærer banneret eller bare har en kødfri dag om ugen, så er det lykkedes de unge at tage sagen på sig, hvilket også statsminister Mette Frederiksen pointerede i sin nytårstale, hvor hun roste ungdommen for at gøre klimaet til det største emne i valgkampen. Studieundersøgelsen viser da også, at størstedelen af de studerende blandt andet sorterer skrald, fravælger plastik og stemmer efter de politiske partiers klimapolitik for at begrænse deres klimaaftryk. 

Over halvdelen af dem fravælger kød, begrænser deres energiforbrug og køber mindre tøj. 

Eftersom sporene af den globale opvarmning bliver tydeligere, lader det til, at ungdommen er indstillet på radikale forandringer, men mindre end halvdelen svarer i studiestartsundersøgelsen, at de har tiltro til, at politikerne ønsker at gøre noget for at forbedre klimaet. Og det overrasker ikke formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Preuss:

“Der er ingen tvivl om, at klimadagsordenen har samlet mange unge mennesker om at sige til de ældre generationer, at dette er noget, som vil ramme os, og derfor forventer vi også, at I, de etablerede systemer, kommer med bud på nogle løsninger”.

En form for generationskrig lader til at være opstået i kølvandet på klimadebatten, men ifølge Katrine Damgaard er klimaet bare én af mange kampe, som udspiller sig på de unges arena i øjeblikket.

“Jeg tror, vi vil se en “ringe i vandet”-effekt. Der er meget, som vi ikke får øje på lige nu, men der sker mange bittesmå ting rundtomkring. Jeg håber, at unge bliver ved med at tro på, at bevægelsen giver mening”, siger hun og nævner køn, seksualitet og perfektionskultur som andre emner, hvor unge i dag tænker anderledes end deres forældre.

“OK boomer”

Også online kom en generationskløft i 2019 til syne, da udtrykket “OK boomer” blev brugt af unge verden over, fordi de ikke længere orkede at diskutere med belærende forældre og bedsteforældre. 

Udtrykket, der er henvendt til babyboomgenerationen (født mellem 1946 og 1964), startede på nettet, men blev hurtigt en populær måde at sige: “Jaja, den er god med dig, privilegieblinde og bedrevidende voksne. Du tager fejl og lytter ikke, og jeg orker ikke for 117. gang at forsøge at forklare dig, hvordan verden ser ud i dag”.

I en klumme hos mediet Heartbeats skrev den 25-årige skribent Mads Høyer Hansen i november, at ordene “OK boomer” for ham netop var et udtryk for, at hans generation har fået nok.  

“Udtrykket opsummerer de mange frustrationer, som vi millennials og Gen Z’er oplever. For det er da om noget frustrerende at stå med en livstruende klimakrise, som tidligere generationer bare lod vokse sig større og større, og som har kæmpe konsekvenser for vores og kommende generationers tilværelse på kloden. (...) Når man så samtidig skal høre på, at man aldrig får et job med det hår, at det hele var bedre i gamle dage, at veganere er til grin, at der kun findes TO køn(!), så bliver man træt”, skrev han. 

Unge vil sidde med ved bordet, men føler sig ignoreret, og med udtrykket “OK boomer” udstiller de, at den ældre generation hverken kan eller vil forstå dem.

Vor tids 68?

I forsøget på netop at råbe både boomere og resten af befolkningen op valgte den 22-årige studerende Harald Toksværd i november at kuppe talerstolen ved Københavns Universitets årsfest.

Foran studerende, lærerstaben og selveste dronningen proklamerede han, at et nyt 68-oprør var i fuld gang.

“For I praler med jeres medbestemmelse, men evner ikke at lade andre bestemme. I roser vores engagement, men truer de engagerede med eksmatrikulering. I soler jer i vores succes, mens vores fag bliver sammenlagt, ødelagt og spredt for vinden. I påstår at have lært af ’68. Men jeres ’68 er en gylden kalv. Vores ’68 er nu, i dag og hver dag”, sagde han i talen, hvor han refererede til ledelsens håndtering af den daværende blokade på KUA.

Sammenligningen mellem ungdomsoprøret i 1968 og den nuværende ungdomsbevægelse virkede da også i situationen åbenlys, da selv samme talerstol kun én gang før har været kuppet, og det var i 1968 af en studerende ved navn Finn Ejnar.

Harald Toksværd og de øvrige studerende fra blokaden på KUA har således taget både protestformerne og retorikken fra det historiske ungdomsoprør til sig, og i kølvandet på efterårets blokader var medierne også hurtige til at sammenligne med ungdomsoprøret i 1968. Blandt andet Politiken beskrev, hvordan en vækkelse blandt de unge tager forskellige former. Den manifesterer sig for eksempel hos sidste års vinder af Nordisk Råds litteraturpris, 28-årige Jonas Eika, og i Den Grønne Studenterbevægelse.

Men lektor Jonas Lieberkind mener ikke, at der er tale om et egentligt oprør. Tværtimod mener han, at medierne har talt de unges aktivisme op til at være noget, den ikke er.

“Sagen er kompliceret, men jeg ser ikke et ungdomsoprør. Jeg ser, at de unge i stigende grad bliver mere engagerede og involverede i politik, men jeg ser også en ungdomsgeneration, som ikke har et oprør”, siger han og tilføjer:

“For hvad gør de oprør mod? I 68-bevægelsen var der en fælles ideologisk overbevisning om at ændre samfundet. I dag er der ikke noget, der samler de unge. De har ingen fælles idé eller retning”. 

Også formand for Dansk Ungdoms Fællesråd Chris Preuss mener, at oprør er det forkerte ord at bruge om den aktuelle bevægelse.

“Jeg vil ikke kalde det et oprør, da de unge netop ønsker at engagere sig i samfundet. De vil ikke gøre op med demokratiet, men derimod selv deltage i det. Det ser vi blandt andet på det stigende engagement i deltagelsen ved europaparlamentsvalget, folketingsvalget og ved skolevalget i folkeskolen”, forklarer Chris Preuss.

Hos Ungdomsbureauet oplever de det samme, og vicedirektør Katrine Damgaard mener derfor, at vi skal ændre vores forventninger til et fremtidigt ungdomsoprør.

“Jeg tror, at samfundet har en forventning om, at den unge generation mobiliserer sig på samme måde som 68’erne, men det tror jeg ikke, at vi gør. Der er alt muligt i gang”, siger Katrine Damgaard.

Uanset hvordan man rubricerer det, så er Jonas Lieberkind overbevist om, at Generation Z vil ændre verden.

“Når den her generation opnår topposter og bliver lærere, så vil der ske noget. Det er svært at sige hvordan, for det er ikke artikuleret som oprør. Det er et stille oprør, og det vil ændre vores syn på verden”.

Tidslinje - Her tog de ordet i 2019:

13. januar

Kritik for ensidigt kønssyn

En biologiprofessor på Københavns Universitet får kritik af en gruppe studerende for kun at bruge “mand” og “kvinde” i statistiktimerne. Historien kommer i pressen, hvor underviseren fortæller, at han nu retter ind for ikke at krænke nogen.

5. februar

Happening på filmskolen

Elever fra Den Danske Filmskole arrangerer en ­happening, hvor de begraver skolen, efter at ­rektor fremviser planer om at ændre uddannelsen fra en 4-årig uddannelse til en bachelor-/kandidat­uddannelse, der kan afsluttes efter tre eller fem år. Efter voldsom kritik fra eleverne og dele af film­branchen vælger kulturminister Mette Bock (LA) få dage efter at udskyde beslutningen.

Foto: Finn Frandsen/RitzauScanpix

15. marts

Klimastrejke på CSS

I anledning af den store internationale klimastrejke “Fridays for Future” vælger studerende på Københavns Universitets Center for Sundhed og Samfund at gøre fredag den 15. marts 2019 til klimaets dag. Her boykotter de al undervisning og afholder i stedet workshops og undervisning i klimasager.

29. april

Lærerstuderende spærrer deres bibliotek af for at beholde det

Døren til ledelsens kontor på lærer­uddannelsen på Nyelandsvej i København bliver barrikaderet med bøger fra uddannelsens bibliotek. Biblioteket skulle flyttes til Campus Carlsberg, og det var de studerende overordentligt utilfredse med. Senere samme dag meddeler ledelsen, at beslutningen om at flytte biblioteket trækkes tilbage.

23. oktober

Nonbinær aktivisme på SAMF

Det Samfundsviden­skabelige Fakultets ledelse på Københavns Universitet bliver kritiseret for ikke at reagere, da nonbinære personer blev udskammet i en fælles mailtråd. Efterfølgende kommer der nye retningslinjer om krænkende adfærd på universitetet.

28. oktober

Blokade på KUA

En gruppe studerende fra Københavns Universitets Humanistiske Fakultet blokerer ledelsesgangen i utilfredshed over en målplan, hvor flere småfag skal lægges sammen. Blokaden varer halvanden måned, hvor de studerende bor på universitetet. Antallet af tilhængere vokser løbende, mens pressen følger sagen. Den 4. december ophæver de studerende blokaden, efter at de sammen med ledelse og medarbejdere har underskrevet en aftale om, at høringsprocessen om målplanen skal gå om.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

8. november

Studerende kupper talerstol til KU’s årsfest

22-årige Harald Toksværd kommer selveste dronningen i forkøbet og kaprer talerstolen til Københavns Universitets årsfest, ligesom Finn Ejnar Madsen gjorde det i 1968. Her holder han tale på vegne af de blokerende studerende på Det Humanistiske Fakultet.

“Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser. Og vi vil ikke ignoreres. I ønsker at se os som børn, der kan smides i seng, når vi bliver for højlydte. Men vi er flere end jer – og stærkere. Og vi vil ikke ignoreres”.

Foto: Niklas Zenius Jespersen

15. november

Blokade på filmskolen

Elever fra Den Danske Filmskole blokerer skolens indgang, efter at den mangeårige leder af dokumentarlinjen, Arne Bro, bliver fyret på baggrund af en personalesag. Eleverne er rasende og kræver, at rektor Vinca Wiedemann stopper. En lille uge senere vælger Kulturministeriet at afskedige rektoren.

Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

26. november

Demo på Aalborg Universitet

En gruppe studerende fra sprogfagene på Aalborg Universitet demonstrerer, da universitetet melder ud, at man vil nedlægge tre sprogfag til stor frustration for de nuværende studerende. To dage senere vælger dekanen at udsætte processen.