Nej til pop – lad værkerne tale

Med udnævnelsen af Gertrud Hvidberg-Hansen til museumsdirektør har Glyptoteket gjort et scoop.

Det mener Jens Thodberg Bertelsen, der er bestyrelsesformand for Faaborg Museum.

“Hun er en fuldkommen direktør med UG, kryds og slange og det hele”, sagde Jens Thodberg Bertelsen til TV 2 Fyn, da det ved nytårstid blev offentliggjort, at Gertrud Hvidberg-Hansen 1. marts siger farvel til Faaborg Museum og goddag til et af de mest prestigefyldte job i den danske museumsverden.

Selv konstaterer Gertrud Hvidberg-Hansen med en blanding af ærefrygt og spændt forventning, at hun kan føje adskillige nuller til tallene i de budgetter, hun skal køre efter, når hun får øverste ansvar for det fornemme museumskompleks over for Tivoli midt i København.

“Glyptoteket er i den absolutte superliga – ingen tvivl om det. Kun ganske få samlinger har et så internationalt vingefang, og det stærke faglige og forskningsmæssige miljø afspejler sig i de store samlinger. Det er på mange måder drømmejobbet for en kunsthistoriker som mig”, siger Gertrud Hvidberg-Hansen.

Æstetikken skal ikke overdøves

I lighed med Glyptoteket smelter samlingen, arkitekturen og møbelkunsten på Faaborg Museum sammen i en totaloplevelse.

Søjler, mosaikgulve og stærke farver på væggene har gjort museet til et helt exceptionelt samlingspunkt for Fynbomalernes værker i over 100 år. Bygningen, der blev skabt for rundhåndede midler fra den lokale konservesfabrikant og kunstmæcen Mads Rasmussen, står den dag i dag som et hovedværk inden for klassicismen, og Faaborg-stolen, der blev skabt til museet af Kaare Klint, produceres fortsat.

Gertrud Hvidberg-Hansen er 51 år, cand.mag. i fransk og kunsthistorie fra Aarhus Universitet og typen, der ikke kan sidde med hænderne i skødet ret lang tid ad gangen. Der har været fart på, siden hun kom fra Fyns Kunstmuseum under Odense Bys Museer til Sydfyn for godt seks år siden.

“Vi har ansat en inspektør mere, så der nu er to kunsthistorikere ud over mig. Vi er jo ikke et museum, der køber stort ind af nye værker. Til gengæld er der masser af vinkler, som stadig mangler at blive gravet frem og formidlet, både om Fynbomalerne og den periode, de er rundet af – det moderne gennembrud fra 1870’erne og frem”, forklarer hun.

På tegnebrættet ligger en næsten færdig arkitektonisk helhedsplan for, hvordan en restaurering og udvidelse af det fredede museum skal håndteres.

“Det har ligget mig meget på sinde at tænke i nye formidlingsformer på Faaborg Museum. Når et hus er fantastisk i sig selv, er der ingen grund til at overdøve æstetikken med hverken kedsomhedsknapper, lysshow eller et omfattende brug af ny teknologi. Det er heller ikke den vej, Glyptoteket skal gå”, siger Gertrud Hvidberg-Hansen.

Et hus som Glyptoteket skal leve gennem nye udstillingsdesign og tværfaglige projekter, der nyfortolker historien og værkerne, mener hun.

“Jeg har også lyst til at dykke ned i det stof, der handler om menneskene bag bygningerne og kunsten. Carl Jacobsens kunstindkøb i Paris er fx i sig selv en ret fascinerende historie”, påpeger hun.

Påvirker vores selvforståelse

Gertrud Hvidberg-Hansen griner lidt af, at Magisterbladet og andre landsdækkende medier først tager turen til Sydfyn, når direktøren er på vej til et nyt job. Samtidig ærgrer det hende.

“Vi har svært ved at få omtale af vores udstillinger, og vi kæmper med at få skabt den opmærksomhed omkring museet, som det fortjener. 20-25 procent af gæsterne på Faaborg Museum kommer fra København og Nordsjælland, men det tal kunne sagtens være højere”, vurderer hun.

Det kan være meget frustrerende at sidde i et arkitektonisk mesterværk, der rummer en helt unik national samling, og føle, at man ikke når ud til de mest oplagte målgrupper.

“Det er ærgerligt, at forholdet mellem provins og hovedstad bliver et tema. Selv om vi selv opfatter museets samlinger og bygning som national kulturarv, bliver det ofte italesat, at museet ligger i udkanten af landet”, siger hun.

Fynbomalerne selv pendlede ivrigt mellem kunstmetropoler i Europa og landidyllen omkring Faaborg, hvor de fandt deres yndlingsmotiver.

“Kunstnerne uddannede sig og udstillede i de store byer, og de boede og rejste i udlandet. Anna og Fritz Syberg boede fx fem år i Italien. Men de havde en længsel mod det liv, de var fortrolige med på landet, de kom gerne tilbage til Faaborg, og deres allerbedste værker er malet her, hvor de var barnefødt”, forklarer den aarhusianske kunsthistoriker.

Fornemmelse for forskning

Gertrud Hvidberg-Hansen er bosiddende med familien i hjertet af Odense og vil indtil videre arbejde i toget til København.

Hun kommer til at savne nærheden til lokalsamfundet i Faaborg og de mange lokale samarbejdspartnere, der har støttet museet. Det er et hus i pagt med tiden, der bliver overleveret til efterfølgeren, mener hun.

“Jeg er stolt over, at vi har professionaliseret arbejdet på museet både organisatorisk, økonomisk og fagligt. Og jeg er særligt glad for, at forskningsindsatsen er blevet opprioriteret. Jeg synes, det er så vigtigt, at selv et mindre museum kan formidle gedigen forskning elegant til et bredt publikum”.