Spring menu over
Dansk Magisterforening

Maks. to om året: DIIS sætter loft for forskeres flyrejser

Den nye klimapolitik på DIIS har som mål, at postdoc Jessica Larsen og hendes kolleger flyver mindre og afholder flere videokonferencer. Her har ­fotograf Jacob Nielsen fanget Jessica Larsen på Skype. © Foto: Jacob Nielsen

Del artikel:

Fem gange fløj antropolog Jessica Larsen til Seychellerne for at udføre feltarbejde til sin ph.d. Nu har hun været med til at udforme en klimapolitik på DIIS, der sætter ind over for medarbejdernes brug af flyrejser.

“Det er næsten pinligt, når jeg fortæller om det. Nej, det er faktisk pinligt”.

Jessica Larsen, antropolog og postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier, taler om de fem flyrejser til Seychellerne, hun foretog i løbet af sit ph.d.-projekt på Københavns Universitet.

Sammenlagt var hun i Seychellerne fire måneder for at undersøge retshåndhævelsen over for pirater ud for den somaliske kyst.

“Men jeg fløj dertil fem gange. Fem gange fra Danmark til midt i Det Indiske Ocean! Og en af gangene skulle jeg på sommerferie midt i mit feltarbejde. Så fløj jeg fra Seychellerne til Nice i Frankrig. For en uges ferie”, siger hun.

Jessica Larsen betegner sig selv som typen, der cykler på arbejde og handler økologisk, men det var først, da hun i 2019 blev inviteret med til at udforme DIIS’ nye klimapolitik, at hun begyndte at tænke over, om det nu også var nødvendigt med så mange rejser.

Klimapolitikken skal reducere DIIS’ CO2-aftryk fra flyrejser med 10 pct. årligt fra 2020.

“Vi er nogle grisebasser, fordi vi flyver så meget, og derfor er vi også nødt til at have en politik, der begrænser dem. Rejserne er livsnødvendige for vores forskning, men det får jo enorme omkostninger, hvis vi ikke alle bidrager til at gøre noget”, siger hun.

Og for DIIS-forskerne er det springende punkt i klimapolitikken da heller ikke målet om energieffektiviseringer, mindre brug af kød i kantinen eller opfordringen til at cykle til møder i København.

Det er begrænsningen af deres flyrejser og den “vejledende retningslinje” om, at de ca. 100 DIIS-ansatte fremover ikke må flyve mere end to gange om året for interne midler. Eksternt finansierede projekter giver også mulighed for to flyrejser. Derudover skal ansatte fravælge fly, hvis deres destination kan nås inden for seks timer med tog eller 12 timer med nattog.

“For mig bliver det en udfordring, men det er heller ikke umuligt”, siger Jessica Larsen, der i slutningen af februar skal til Djibouti sammen med en kollega og også har fået midler til undersøgelser i Somaliland.

“Vi har også fået penge til en konference i Europa og en oversøisk konference. Men så må jeg vælge noget fra, slå noget sammen, bruge Skype eller udskyde noget feltarbejde til næste år. Det handler vel et eller andet sted om at planlægge bedre, og jeg tænker også, at to rejser passer meget godt, hvis man samtidig skal have et familieliv”.

For yngre forskere som Jessica Larsen har internationale aktiviteter ofte stor betydning. Her møder man andre med samme forskningsfelt, får inspiration og input til sin egen forskning. Men også unge forskere må ændre adfærd, mener hun.

“Der er jo ikke mange, der kender Jessica Larsen, og for at få folk i tale kræver det i et eller andet omfang fysisk tilstedeværelse. Men vi er nødt til at gå drastisk til værks, og jeg har tænkt mig at overholde politikken”.

Et skridt på vejen

Selvom det nok kan virke drastisk at sætte et loft for flyrejser, er den nye politik kun et første om end vigtigt skridt for DIIS, mener Jessica Larsen. Fx kalder hun retningslinjerne for togrejser et kompromis. Og samtidig udfordres forskningsinstitutionen af, at der mangler reelle alternativer til fly.

“Min kollega, der har været med til at udforme politikken, tog toget til Madrid. Det tog ham 32 timer og fire togskift undervejs. Det holder jo ikke, og under alle omstændigheder betyder et nattog tid væk fra familien. Og når politikken fastslår, at DIIS’ budget tager hensyn til den ekstra tid, togrejser tager, betyder det så, at man skal afspadsere eller bruge mindre tid til forskning, fordi man tager nattoget? Det er jo ikke optimalt”.

Men om ikke andet er klimapolitikken også med til at understrege behovet for at “fikse det europæiske togsystem”, mener Jessica Larsen.

Ifølge Kristian Fischer, direktør i DIIS, har instituttet forsøgt at dæmme op for bekymringer blandt medarbejdere ved at lade politikken vokse nedefra og op.

“Jeg synes, vi er ambitiøse, men også pragmatiske, ved at vi ikke sætter alt muligt i gang på samme tid og dermed risikerer en masse modstand. Og når det gælder bekymringen, er det selvfølgelig vigtigt, at lederne i forskningsenhederne bruger deres sunde fornuft, for vi har meget forskellige opgaver. Hvis vi får en opgave med kort deadline og er nødt til at befinde os ude i verden, ja, så løser vi opgaven, men vi tænker også på, om nogle af interviewene kan foregå på Skype”, siger han.

For Jessica Larsen er klimapolitikken både konkret og et vigtigt skridt i en proces, der også indebærer en kulturændring blandt forskere, der er vant til at tage deres selvbestemmelse meget alvorligt.

“Vi er nødt til at starte et sted. Politikken sætter en retning for DIIS som arbejdsplads med nogle rigtig gode initiativer. Både i det små, hvor vi prøver at begrænse madspild, og i det store omkring flyrejserne. Og jeg undrer mig faktisk over, at vi som offentlig institution ikke er blevet pålagt at udforme en klimapolitik. Det forstår jeg ikke, for vi skal handle nu”.

Magisterbladet har spurgt klimaminister Dan Jørgensen (S), om den nye klimalov bør følges op af lovgivning, der pålægger offentlige institutioner at fastsætte mål for CO2-reduktioner, men ministeren har ikke reageret på henvendelsen.

Klimapolitik på DIIS

En ny såkaldt sustainable environment policy på Dansk Institut for Internationale Studier betyder blandt andet:

DIIS vil reducere sit CO2-aftryk fra flyrejser med 10 pct. årligt fra 2020.

Hver ansat må som udgangspunkt flyve to gange om året for interne midler og to gange for hvert eksternt finansieret projekt.

Man tager toget, når rejsen varer under seks timer eller 12 timer med nattog. På længere rejser skal man overveje tog den ene vej.