Spring menu over
Dansk Magisterforening

Fyringer uden omtanke skader hele samfundet

© Jacob Nielsen

Af Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

Det er en farlig vej at betræde. Med omlægninger og afskedigelser af kompetente videnspersoner risikeres en markant forringelse af kvaliteten. For vi har brug for højtspecialiserede medarbejdere med kompetencer inden for bekæmpelse og forebyggelse af cyberkriminalitet, terror og hadforbrydelser. Jeg talte på fyringsdagen i sidste uge med de seje tillidsvalgte i Rigspolitiet, og de var rystede over dygtige kolleger, der blev fyret. De udfører ikke pseudoarbejde!

Situationen i Rigspolitiet afspejler en grundtone i den offentlige debat. En grundtone, der handler om, at akademikere er overflødige. At vi kan fastholde – ja, nærmest endda forbedre – kvaliteten i den offentlige sektor, hvis vi skaffer os af med akademikere. Det er lige så fjollet som at sige, at kvaliteten partout stiger, hvis man ansætter flere akademikere. I stedet kunne man have tillid til, at lokale ledere ansætter dem, der er brug for til at løse opgaverne.

Vi skal selvfølgelig kunne diskutere, hvordan opgaverne bliver løst, og om det er de rigtige opgaver, der bliver løst. Vi ved, at politikernes ønske om at dokumentere effekten af egne beslutninger medfører en del kontrol, som kan tage overhånd. Vi ved også, at en tillidsfuld og stærk ledelse er bedre end skemaer, der skal udfyldes. Men derfor er der stadig brug for alle faggrupper – også for specialister.

Jeg møder hele tiden medlemmer af DM og taler med dem om deres arbejde. Og jeg oplever kun dybt kompetente mennesker, der er stolte af deres faglighed, og som skaber værdi for deres arbejdsplads, uanset om de arbejder i det private eller det offentlige, som forskere, i forvaltninger, firmaer eller organisationer.

Til gengæld er der en heftig arbejdsintensivering og snævre økonomiske rammer, som lægger et låg på arbejdsglæde og -udfoldelse. Fyringsrunder uden omtanke gør ikke arbejdsmiljøet bedre.

Vi må ikke havne i en situation, hvor vi ødelægger de stærke faglige miljøer i vores iver efter at spare penge på kort sigt. Vi skal tværtimod have et arbejdsmarked, hvor vi på tværs af faggrupper, uddannelse og branche får gode rammer til at yde vores allerbedste.