Vores private data skal ikke bare høstes

Overvej et øjeblik, hvor mange digitale fodspor du sætter. Det sker dagligt, når vi handler, hvis vi bruger et rejsekort til at tjekke ind og ud, når vi bruger internettet, kontakter vores læge, bevæger os rundt med en tændt mobiltelefon, kører forbi en nummerpladeskanner, og når vi bruger offentlige it-systemer. Der bliver indsamlet ufattelige mængder data om os alle.

Teknologien har et enormt potentiale – det er langt de fleste nok enige om. Men vi skal ikke hovedløst lade os forblænde af de mange muligheder, som teknologien giver os. I nogle tilfælde er digitale løsninger berigende, mens andre ting faktisk fungerer bedst analogt.

Det er også afgørende, at vi forholder os til, hvem der skal have adgang til vores data. Nogle taler om danske patientdata som en “guldgrube”, der kan sælges for store summer. Men det skurrer gevaldigt i mine ører, når vores allermest personlige oplysninger bliver betragtet som noget, der bare skal sælges til højestbydende.

Oplysninger om vores krop, psyke og helbred afgiver vi for at hjælpe ansatte inden for sundhedssektoren med at finde den bedste behandling til os. Det er også helt uvurderligt i forskningsøjemed, at vi har så mange oplysninger om alle danske borgere gennem flere årtier. Det skal vi værne om, så eksempelvis ny medicin kan udvikles. Men flest mulige data skal ikke bare høstes og sælges. Der skal være et fortroligt rum med dem, der skal hjælpe én.

Det kan virke, som om vi står på bar bund med hensyn til, hvordan vi skal forholde os til nye teknologier. Men det gør vi ikke. For vores samfund bygger med sin retspolitiske arv på en lang tradition for at afveje individets rettigheder over for fællesskabets interesser. Det er ikke noget nyt, at vi skal have retssikkerhed og ret til privatliv. Og ingen af de dele skal sættes over styr i effektivitetens eller digitaliseringens navn.

Men det virker, som om der aktuelt fra regeringens og myndighedernes side er et ønske om at flytte grænserne i relationen mellem stat og individ. Tænk på den fortsatte høst af teledata, som EU-domstolen ellers har kendt ulovlig for flere år siden. Tænk på justitsministerens nylige forsvar for mere overvågning, som påstås at sikre tilliden i samfundet. For ikke at tale om forslaget om mere ansigtsgenkendelse, som giver associationer til de protesterende i Hongkong, der skærmer sig med paraplyer mod statsmagtens overvågning.

Trygheden i det danske samfund er faktisk steget. Der, hvor der er sket de største tillidsbrud, er på grund af de store skandaler i Skat, Socialstyrelsen og i Forsvaret. Alligevel er det politiske fokus på at øge overvågningen af borgerne frem for at genskabe tilliden til de offentlige institutioner – sikke et paradoks!

Som medlem af regeringens nytiltrådte Dataetisk Råd vil jeg arbejde for, at vi sikrer borgernes demokratiske rettigheder i en digital verden, og at alle borgere får digital dannelse. Når vi sætter den teknologiske og humanistiske viden i spil sammen, kan vi bedst forholde os til, hvilket fremtidigt samfund vi ønsker. Skriv gerne til mig, hvis du har indspark. Godt dataetisk nytår ønskes alle medlemmer!