Seks ud af ti har sundhedsforsikring
© Marcelo Leal/Unsplash
DM har undersøgt udbredelsen af personalegoder blandt de privatansatte medlemmer. Målet er at give jobsøgende et værktøj til lønforhandlingerne med en ny arbejdsgiver.
Seks ud af ti privatansatte medlemmer af Dansk Magisterforening har arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger, helbredsforsikringer eller begge dele.
Det viser en undersøgelse, DM har foretaget i samarbejde med Akademikerne.
I forbindelse med den årlige rundspørge om løn har knap 1.500 medlemmer svaret på, hvilke arbejdsgiverbetalte personalegoder de havde. Og diverse sundhedsordninger har vist sig at være det næstmest udbredte blandt medarbejderne – kun overgået af den sjette ferieuge.
I afdelingen for sundhed kan det tilføjes, et mere end hver femte får turen i fitnesscentret betalt af arbejdsgiveren. Men ellers kan cirka hver anden glæde sig over fri telefon, betalt frokost og pc til hjemmebrug.
I gennemsnit har de “menige” medlemmer 4,2 personalegoder, mens lederne har 4,8. Kun hvert tiende medlem har ingen personalegoder overhovedet.
Fakta om undersøgelsen
1.485 privatansatte medlemmer af Dansk Magisterforening har svaret på, om de har betalte personalegoder i forbindelse med ansættelsen – heraf 92 ledere.
Undersøgelsen er koordineret af AC, så akademiske medarbejdere i den private sektor får stort set det samme spørgeskema.
Læs hele undersøgelsen her.
Et godt argument
“Det har overrasket mig mest, at så mange har en sundhedsordning eller en forsikring”, siger konsulent i Dansk Magisterforenings Team Privat, Michael Larsen.
Han fortæller, at der er et vigtigt formål med undersøgelsen: At hjælpe medlemmer, der vil søge nyt job, og især dem, der står foran en lønforhandling med en kommende arbejdsgiver.
“Det kan være medlemmer, som ringer ind til os, fordi de har fået et kontraktudspil og måske ikke er helt tilfredse med lønnen. Hvis jeg kan se, at den sjette ferieuge mangler, kan jeg jo foreslå at gå efter den. 83 procent af vores medlemmer har den, og det er jo et godt argument. Men vi spørger naturligvis, hvad de selv har lyst til at gå efter”, siger Michael Larsen.
Magisterforeningen har en såkaldt vilkårsberegner på dm.dk, så man kan se, hvad en feriedag, betalt frokost eller fri telefon er værd, hvis man omregner til lønkroner. En ekstra ferieuge svarer eksempelvis til en lønstigning på cirka 2,5 procent, mens sundheds- og helbredsordningerne ligger i den billigere ende med 133 kroner om måneden.
“Det kan selvfølgelig være en forklaring på, at sundhedsordningerne er blevet så udbredt”, siger Michael Larsen.
Fryns bliver standard
I undersøgelsen er der spurgt til 11 personalegoder. Et af dem er efteruddannelse, og blandt medarbejderne har fire ud af 10 svaret, at de har deltaget i efteruddannelse eller kompetenceudvikling inden for det seneste år.
Her er der en markant forskel på medarbejdere og ledere, idet seks ud af 10 i ledergruppen har været på en eller anden form for arbejdsgiverbetalt kursus. Også blandt lederne ligger ekstra ferie øverst på listen, men ellers er topscoreren fri telefon, som er et gode for tre ud af fire.
Generelt er undersøgelsens resultat ikke overraskende, vurderer Jørgen Stamhus, som er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
“Der er en temmelig stor udbredelse af de mest almindelige ordninger, og det ligner det, man har set tidligere. Mange af disse personalegoder er blevet normale, og i takt med at de udbredes, vil de blive en standard, som medarbejderne vil betinge sig”.
Jørgen Stamhus oplyser, at Skat indtil 2009 udarbejdede en opgørelse over de mest almindelige personalegoder. Siden er der ham bekendt ikke foretaget generelle undersøgelser på det danske arbejdsmarked.
“Indtil da var der tale om en fremgang, og et forsigtigt skøn er, at den udvikling er fortsat. Vi har dog set, at personalegoderne kan ryge igen, når det går nedad med konjunkturerne”, siger han.
Også Jørgen Stamhus studser dog over, at sundhedsordninger er blevet så udbredt.
“Det rejser en problematik i forhold til ligheden i sundhedssystemet. Vi ved, at eksempelvis vidensmedarbejdere har langt flere personalegoder end ufaglærte”, siger han.
Vilkårsberegnere
Din ansættelse handler om mere end bare løn. Med DM’s vilkårsberegnere kan du blive klogere på værdien af det, du laver. Du kan både se en opgørelse over vilkår på dit nuværende job pr. måned og sammenligne to forskellige ansættelser, hvis du står overfor et jobskifte.