Nye tal: Ligestillingen halter langt bagefter på universiteterne

Kvinderne stormer ind på kandidat- og ph.d.-uddannelserne. Men den udvikling stopper brat, når de skal længere op i universiteternes hierarki.

Kun 23 procent af professorerne og 34 procent af det videnskabelige personale i Danmark er kvinder. Det viser en ny opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har gjort status på ligestillingen på universiteterne.

Dermed går udviklingen alt for langsomt, mener uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, der er stærkt bekymret for de konsekvenser, det kan få for forskningen.

“Forskningen er så vigtig en del af samfundsudviklingen, fx i forhold til den grønne omstilling, og manglen på kvinder betyder simpelthen, at vi går glip at vigtig viden og videnskabelige nybrud”, fortæller ministeren.

Undersøgelsen viser også, at Danmark indtager en bundplacering, når det kommer til kvindelige forskere, ved sammenligning med vores nordiske naboer Island, Norge og Finland og har gjort det i en årrække.

Ane Halsboe-Jørgensen anerkender, at det er en problemstilling, som man har kendt til i flere år, og at man har forsøgt at gøre noget ved det. Men det er ikke gået hurtigt nok, mener hun.

“Vi er nået til en endnu større erkendelse af, hvad udfordringen består af. Vi har nu et stort fokus på den indløbende dialog med universiteterne, så vi kan finde ud af, hvor de strukturelle barrierer er, og hvor universiteterne kan lære af hinanden”, siger hun.

Du er bekymret for, at det går for langsomt på trods af mange års forsøg på at gøre noget ved problemet. Er det så ikke på tide med nogle mere vidtrækkende tiltag, fx kvoter, frem for mere dialog?

“Jeg har ikke taget stilling til løsninger som kvoter på nuværende tidspunkt. Men man skal ikke se dialogen som en modsætning til handling. Den er forudsætningen for at kunne handle”, siger ministeren.

Hun fremhæver, at hun ud over dialogen også har et konkret initiativ på sit bord om at udvide et talentprogram for kvindelige forskere.

Ingen omfattende initiativer

Når der ikke er sket mere på ligestillingsfronten på trods af mange års opmærksomhed, så skyldes det bl.a. en dobbelthed i tilgangen til ligestilling, forklarer Ea Høg Utoft, postdoc ved Aarhus Universitet. Hun har skrevet ph.d. med fokus på, hvordan der bliver arbejdet med ligestilling på bl.a. universiteterne.

“Der er en politisk forventning om og et legitimitetspres i forhold til, at universiteterne gør noget ved ligestillingen. Men samtidig er der ikke en vilje til grundlæggende forandringer. Det handler om, at vi lever i et samfund, hvor vi gerne vil forsøge at overbevise hinanden om, at der ikke er et problem med ligestilling. På den måde overflødiggøres de mere omfattende initiativer”, siger hun.

Ea Høg Utoft forklarer, at der i debatten er to overordnede fortællinger om, hvorfor kvinder falder fra på vej op i det akademiske hierarki.

“Den ene går på, at kvinder aktivt vælger en karriere inden for akademia fra, fordi de ikke vil bruge deres talent på et så ustabilt og utaknemmeligt arbejde. Når frafaldet af kvinder i forskning betragtes som et udtryk for kvinders frie valg og frihed, udgør det ikke et problem”, siger hun.

“Den anden fortælling er en om eksklusion: Det dårlige arbejdsmiljø og uligheder i bevillings- og rekrutteringssystemet ekskluderer kvinder. Jeg tror på, at det er en kombination af de to fortællinger, for når der ikke er lige muligheder, er fravalget ikke et frit valg”.

Blev ikke ansat pga. børn

Rubina Raja er en af de kvinder, der er nået til tops i det akademiske hierarki. Hun er landets eneste professor i klassisk arkæologi og leder af grundforskningscenteret UrbNet ved Aarhus Universitet og har igennem sin karriere opbygget et omfattende cv, der er prydet med prestigefyldte danske og internationale forskningspriser.

Hun har dog også oplevet mange udfordringer, som har knyttet sig til hendes køn. Hun har blandt andet oplevet tendensen, som Ea Høg Utoft fremhæver, hvor et udpræget konkurrencemiljø har været en hæmsko for tiltrækningen af kvindelige talenter til de højere lag i universitetshierarkiet.

“Det er en hård karrierevej med skarp konkurrence og usikkerhed med hensyn til jobsituationen. Der går hurtigt mindst ti år mellem kandidatgraden og en fastansættelse som forsker og underviser. Jeg oplever, at mange ikke har psyken til det, og det har kostet nogle gode kvindelige kolleger på den front”, siger Rubina Raja.

Det er dog ikke kun det hårde arbejdsmiljø, der presser kvinder. Rubina Raja har selv oplevet flere konkrete episoder, hvor hun oplevede en direkte kønsdiskrimination.

For eksempel søgte hun efter ph.d.en postdoc- og andre forskerstillinger. Her blev hun kaldt til samtale om et juniorprofessorat i udlandet, hvor hun var den ene af de to sidste kandidater til jobbet tilbage. Den anden var en mand.

“Jeg blev ringet op dagen efter et tre timer langt interview af den kommende chef og fik at vide, at jeg var den, der havde klaret det bedst til samtalen. Men kvinden, der skulle være min chef, mente ikke, at hun kunne ansætte mig, fordi jeg på det tidspunkt allerede havde to børn, og jeg derfor nok ikke ville kunne passe mit arbejde ordentligt, som hun sagde”, siger Rubina Raja og tilføjer:

“Kvinder kan også være med til at forstærke kønsbias, desværre”.

Afslaget blev et vendepunkt, der for alvor fik hendes øjne op for nogle af de udfordringer, som særligt kvindelige forskningstalenter kommer ud for.

Hun er også stødt på kønsbias hjemme i Danmark. For eksempel i 2015, hvor hun blev tildelt EliteForsk-prisen. Her kom en central systemrelevant mand op til hende efter prisuddelingen og sagde tillykke. Lykønskningen blev dog fulgt op med sætningen: “Men du er jo også en pæn pige”.

Et unødvendigt udsagn, der ikke knyttede sig til værdien af hendes forskning, men snarere nedgjorde den, fortæller hun.

Derfor mener Rubina Raja også, at ligestillingsspørgsmålet stadig er en central problemstilling, som kræver et større fokus fra både universiteternes, ledernes og politikernes side.

Som leder af et grundforskningscenter forsøger hun selv aktivt at bane vejen for en mere inkluderende ledelsesform med fokus på udfordringerne omkring kønsbias i akademia.

“Jeg opfordrer til en åben og ærlig diskussion. Mit mål er at vende et konkurrencepræget miljø til et mere støttende, inkluderende og åbent forum, hvor forskere kan sparre med og støtte hinanden på tværs af lagene og på den måde faktisk blive endnu bedre forskere. Det handler om at skabe grobund for diversitet uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det kan vi godt klare”.