Arbejdet er fantastisk, men man kan godt blive lidt træt efter 20 år med løse ansættelser

Da arkæologerne begyndte udgravningen i Benløse for Sydvestsjællands Museum, lå sneen i 40 centimeters højde, selv om det var forår. De gravede sig ind i sommerens hedebølger, der kaldte på konstante pauser med is og chips, og da de endelig var nået ned til deres fund – langhuse og keramik fra jernalderen – måtte de grave om kap med efterårets storme og regnbyger.

Det er den slags oplevelser, arkæolog Vibeke Knöchel Christensen samler på. Men det er også den slags oplevelser, der gør, at hun og hendes kolleger er blandt de mest udsatte akademikere på arbejdsmarkedet, mener hun.

“Der er ikke noget bedre end at stå med noget i hænderne, der er 500 eller 1.000 år gammelt. Det er den bedste følelse i verden for sådan nogle små, dedikerede nørder, som vi arkæologer jo tit er. Det er måske også derfor, det er nemt at presse os på arbejdsforholdene. Vi er bare glade for at få lov til at arbejde”, siger Vibeke Knöchel Christensen, der har en magisterkonferens i forhistorisk arkæologi og har været løstansat i størstedelen af sin karriere.

Løse ansættelser er udbredt blandt akademikere. Ifølge bogen “Prekarisering – og akademisk arbejde” arbejder næsten hver fjerde i midlertidige stillinger, selv om langt de fleste foretrækker en fastansættelse. Arkæologerne er blandt dem, der er hårdest ramt af de korte, usikre ansættelser.

“I vores branche er vi vant til projektansættelser på helt ned til en måned ad gangen. Og det er meget udbredt, at det samme museum ansætter dig i en lang række af tidsbegrænsede stillinger. Hver gang kontrakten udløber, indgår man en ny. Det er desværre helt lovligt”, siger Vibeke Knöchel Christensen

De usikre ansættelser startede for hende med studiejobbet, der blev forlænget hvert år og er fortsat op gennem karrieren i forskellige former.

“Jeg har haft en kontrakt, der blev fornyet hvert eneste år i næsten 10 år. Det er slet ikke unormalt i branchen. Jeg kender til en, der har arbejdet i 20 år og hele tiden været på etårige kontrakter”, siger hun.

“Jeg har også prøvet at få en projektansættelse, der blev til en fastansættelse, som så blev opsagt igen kort efter, da projektet blev skrinlagt – og så blev jeg i opsigelsesperioden tilbudt en korttidskontrakt, som blev forlænget, og nu er jeg så fastansat igen”, siger Vibeke Knöchel Christensen, der i dag arbejder som museumsinspektør på Museum Lolland-Falster.

Det usikre liv
Problemet med midlertidige ansættelser er, at selv når du har et job, så frygter du stadig for fremtiden. Det sætter sig i dig som en konstant nagende følelse af stress, fordi du altid skal være på jagt efter den næste kontrakt, forklarer Vibeke Knöchel Christensen.

“Forestil dig at have et 37-timers job, hvor du udfører fysisk hårdt arbejde både sommer og vinter, og så stadig skulle søge job undervejs, for hvis man ikke gør det, er der måske ikke noget bagefter. Det er virkeligheden for rigtig mange af mine kolleger. De får ikke roen til at samle sig. Samle sig om arbejdet, om kollegerne, om deres liv i det hele taget”, siger hun.

Problemet med løse ansættelser handler ikke så meget om hverdagen på arbejdspladsen, mener hun. Jo, selvfølgelig har løstansatte dårligere mulighed for efteruddannelse, og det kan være svært at skifte kollegerne ud igen og igen. Men de store konsekvenser handler om privatlivet, mener hun.

“Problemet er ikke, hvad de usikre ansættelser betyder for de otte timer, du er på arbejde, men hvad det betyder for de 16 timer, du ikke er”, siger Vibeke Knöchel Christensen.

“Som samfundsborgere er løstansatte markant dårligere stillet end deres fastansatte kolleger. Jeg kender rigtig mange kolleger, der ikke kan gå ned i banken og låne til et hus. Bankerne er meget, meget forsigtige i dag. Hvis de sidste tre lønsedler er lønsedler fra tre forskellige steder, løfter de øjenbrynene”, siger hun.

Selv føler Vibeke Knöchel Christensen sig heldigt stillet, fordi hun igennem mange år har ejet en gård tæt på Køge og ikke har behov for at låne penge. Men da hun for nogle år tilbage skulle lægge sit lån om, var hun meget opmærksom på at få det gjort i en periode, hvor hun var fastansat. Ellers ville det næppe være gået igennem i banken, tror hun.

Og så er der rodløsheden. Som arkæolog er det ikke unormalt, at det ene graverjob er i Haderslev og det næste i Nordjylland. Derfor er der en stor gruppe mennesker, der rejser landet rundt – ansættelse efter ansættelse.

“Med andre ord kan du ikke skabe dig en base. Det bliver svært at stifte familie – alene på grund af måden, du er ansat på”, siger Vibeke Knöchel Christensen.

Arbejdsmiljøet tager fokus fra problemet
Vibeke Knöchel Christensen har været tillidsrepræsentant i nogle år, og hun har jævnligt taget problematikkerne op over for ledelsen. Blandt andet er det lykkedes for hende og kollegerne at indføre et mindre tillæg i lønnen til de løstansatte. Ikke noget stort, men en påmindelse om, at de bør kompenseres for at være løstansatte, forklarer hun.

“Til trods for at alle ved det her, så tænker lederne ikke nødvendigvis over, hvor usikker en tilværelse de løstansatte egentlig har. Det her er en reminder til dem om, at det har omkostninger at være løstansat – og et lille økonomisk incitament til at ansætte dem fast i stedet”, siger Vibeke Knöchel Christensen.

Men det er langtfra nok med løntillæg og bedre forhold på arbejdspladserne, påpeger hun. De løse ansættelser er et strukturelt problem, der kræver grundlæggende arbejdsmarkedspolitiske løsninger.

“Det er for nemt at blive ved med at tale om bedre arbejdsmiljø. Hvad med den grundlæggende snak om, hvorvidt vi overhovedet bør have de her løse ansættelser? Den bliver glemt. Jeg har råbt vagt i gevær de sidste to-tre år – også i DM – men det er desværre noget af det, der stadig ikke bliver gjort nok ved”.