Hjerneflugten fra øst har skabt et A- og B-hold i EU

Da Gergana Romanova i 2009 rejste til Danmark for at studere på Copenhagen Business Academy, var hun mest motiveret af udsigten til at få en god universitetsuddannelse uden at blive flået økonomisk.

Hendes oprindelige tanke var at vende tilbage til sit hjemland, Bulgarien, igen, når kandidatgraden var i hus. I dag – 10 år senere – ligger den tanke den 30-årige kandidat i digital innovation og management fjernt.

“Mit hjemland er ødelagt af skattesnyd, arbejdsløshed og fjendtligheden over for homoseksuelle og emigranter, der går hele vejen op igennem systemet. Bulgarien overgår endda Burkina Faso, når det gælder korruption. Der er dage, hvor jeg føler skyld over at være rejst fra alle problemerne, men for det meste er jeg afklaret med, at jeg også kan hjælpe min familie og mit land ved at bo og arbejde i Danmark”, forklarer Gergana Romanova.

Gergana Romanova er en blandt to millioner bulgarere, primært unge mellem 22 og 35 år, der siden landets indlemmelse i EU er rejst til et vesteuropæisk land for at uddanne sig og arbejde.

Siden 1989 er Bulgariens befolkningstal faldet fra ni til syv millioner. Ifølge Det Franske Institut for Demografistudier er Bulgarien det land blandt de 11 postkommunistiske medlemmer af EU, der har oplevet den største masseemigration. Samtidig anslår en fremskrivning fra FN, at Bulgariens befolkningstal i 2050 vil være dalet med 32 procent.

Hjerneflugt giver ulighed, fattige og øget populisme
Hjerneflugten fra øst til vest har skabt et A- og et B-hold, som er en tikkende bombe under stabiliteten i EU. Det understreger professor i demografi og komparative velfærdsstudier ved SDU Pieter Vanhuysse.

“Ved at gafle så mange af de dygtigste unge fra øst har Vesteuropa medvirket til, at “andenrangslandene” mod øst i dag er plaget af øget ulighed og en langt mere skrøbelig politisk situation. Den pris, som arbejdskraftens frie bevægelighed kommer med, har ingen hidtil indvilget i at betale”, forklarer Pieter Vanhuysse.

Tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at ikke mindst Danmark i stor stil nyder godt af, at unge østeuropæere søger vestpå for at uddanne sig og arbejde.

De tre største vestlige indvandrergrupper er polakker, rumænere og litauere. 60 procent af de vestlige indvandrere er her for at arbejde og ni procent for at uddanne sig, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

En nylig undersøgelse fra Magisterbladet (beskrevet i nummer 8, red.) viser, at syv ud af 10 magistre arbejder på flerkulturelle arbejdspladser. DTU har p.t. 106 nationaliteter beskæftiget under samme tag, mens en medicinalvirksomhed som Lundbeck for nylig opgjorde, at 300 ud af 1.800 ansatte ikke har et dansk cpr-nummer.

Det er dog langtfra kun danske virksomheder, der har fangarmene ude efter højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

I Storbritannien udgør knap en million polakker i dag en større diaspora end inderne, mens ældresektoren i Italien for 85 procents vedkommende drives af rumænere og bulgarere.

No such thing as a free lunch
Béla Galgóczi, der er senioranalytiker i ETUI, The European Trade Union Institute, med base i Bruxelles, kalder den demografiske udvikling for stærkt bekymrende.

“Mobiliteten er eskaleret yderligere i de senere år, ikke mindst fordi lande som Norge og Schweiz i stedet for at opbygge egne uddannelsesinstitutioner stimulerer trafikken af højt uddannede fra andre lande med gode lønpakker og andre fordele”, forklarer Béla Galgóczi.

I Polen har man forsøgt at fylde hullet efter de 2,4 millioner, som har forladt landet, ved at invitere 1,5 millioner ukrainere til landet.

“Men der er ikke desto mindre mangel på højt uddannet arbejdskraft i hele Østeuropa. Det er grunden til, at fx det rumænske sundhedsvæsen er tæt på kollaps. Sammenhængskraften i EU hænger i en tynd tråd, hvis Vesteuropa bliver ved med at løse sit arbejdskraftproblem uden at give noget tilbage”, understreger ETUI’s senioranalytiker.

Der er tegn på, at alvoren er ved at gå op for EU. Senest har Frankrigs præsident, Macron, gjort sig til talsmand for, at der skal etableres europæiske standarder for, hvad human kapital koster.

De øvrige store medlemslande har dog fortsat mest travlt med at pleje deres egne særinteresser, vurderer velfærdsprofessor Pieter Vanhuysse fra SDU.

“Hverken Tyskland, England eller Italien tilskynder til at få etableret et bogholderi, så EU kan begynde at prissætte, hvad det fx koster det græske samfund, når en 22-årig ingeniør eller biokemiker efter 17 års skolegang rejser direkte til Hamborg og får job der”, siger han.

Professoren minder om, at også Danmark for ganske nylig lukkede 1.000 internationale studiepladser ned, fordi investeringen ikke stod mål med afkastet.

“Når hver tredje 22-35-årige højtuddannede forlader Østeuropa, og måske 70 procent af dem ikke vender hjem igen, er det en udvikling, som EU kollektivt bør tage ansvar for”, pointerer Pieter Vanhuysse.

Han understreger, at arbejdskraftens frie bevægelighed er en af de helt store bedrifter i det europæiske projekt, men at det er nået til et punkt, hvor de, der drager størst fordel af det, bør kompensere de lande, der har investeret i at uddanne deres borgere.

“Der gælder det samme for arbejdskraftens frie bevægelighed som for alt andet her i livet: There is no such thing as a free lunch”, fastslår Pieter Vanhuysse.

Jeg giver tilbage til Danmark
I København er ph.d.-studerende Gergana Romanova ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til en stor konference om management i Boston. Her i byen har hun for alvor slået rod med sin danske mand, en andelslejlighed på Frederiksberg og den første baby på vej.

Efter et par års ansættelse i LEGO er hun vendt tilbage til akademia som ph.d.-studerende på KU, hvor hun forsker i entreprenørskab og samspillet mellem private virksomheder og universitetssektoren.

“Mine gamle venner i Sofia og i andre store byer kan også både rejse og bo i en god lejlighed, og især i it-sektoren er der gode jobmuligheder. Men mulighederne i Danmark er langt bedre. Og så er der det politiske klima, der får flere og flere unge til at søge væk”, forklarer Gergana Romanova.

Ud over at hun månedligt støtter sine gamle forældre økonomisk, føler hun ikke et personligt ansvar for at skulle medvirke til at genrejse sit hjemland.

“Jeg har taget en lang uddannelse i Danmark og er meget bevidst om, at det er Danmark, der har givet mig de muligheder, jeg har i dag. Derfor er jeg først og fremmest optaget af at give noget tilbage, som er relevant for det danske samfund”, fastslår Gergana Romanova.