Fra supernørd til chef

Jeg var en meget nørdet journalist omgivet af en masse ringbind med støvede papirer fra talrige aktindsigter. Jeg var gravejournalist på Berlingske og Politiken. Det var i den anden halvdel af 1990’erne, og jeg skrev mest om de uhæderlige kriminelle, dem med slips: selskabstømmere, lurvede advokater, overbelåning af skibe og svindel med EU-midler.

“Mine” sager var helt utroligt vigtige, og jeg blev rasende, når de ikke kom på forsiden og i Radioavisen. Journalister, som lavede historier, der ikke gjorde ondt på nogen, kunne jeg ikke tage alvorligt. Var de overhovedet rigtige journalister? Jeg var den perfekte nørd. Hvis nogen skulle lavet en tv-serie med en irriterende journalist, så ville jeg have været et godt forlæg.

En morgen, efter at jeg havde siddet og skrevet den halve nat, var fingrene krogede som en klo. Jeg kunne ikke rette dem ud, og jeg kunne ikke dreje hovedet. Halsen sad fast som i en skruestik.

Jeg var skrækslagen og tænkte, at det var så den karriere, og gik straks i behandling. Men det gjorde ondt, når jeg skrev, så jeg kiggede mig omkring. De der mellemledere, de går til møder hele tiden, tænkte jeg. Hvis jeg bliver redaktør, så kan det måske redde mine fingre, mine arme og min førlighed.

Da jeg så proklamerede for mine omgivelser, at jeg ville være mellemleder, og forventede, at det ville blive modtaget med stående applaus, så må jeg indrømme, at de fleste kiggede meget skeptisk på mig.

Jeg fattede ikke en brik, indtil en venlig sjæl fortalte mig sandheden: Vi himler nok lidt med øjnene, fordi det er svært at forestille sig, at du kan hæve blikket fra dit eget arbejde og se helheden. Hvis jobbet er at se helheden, så gør jeg da det, indvendte jeg.

Og selvom jeg aldrig har lært at lede noget som helst, så blev jeg redaktør og er det stadig. Jeg ikke er alene. Vi er mange fagnørder, som bliver chef. Måske er vi ikke alle sammen lige egnede? Jeg synes i hvert fald, at jeg bliver ­tudet ørerne fulde om dårlige chefer og ligefrem psykopater. “Psykopat” er også det ord, som dukker op sammen med ­“idiot”, når man skriver ordene “min chef er”… i søgefeltet på Google.

På Magisterbladet satte vi os for at undersøge sagen med noget så enkelt som en meningsmåling. Vi blev faktisk ret overraskede over tallene. Uanset om man spørger, om chefen er en god leder, fagligt dygtig, empatisk eller psykopat, så peger svarene i den samme retning: De fleste borgere her i landet er rigtig glade for chefen.

Men hvorfor hører vi så sjældent om de gode chefer? Måske fordi vi i medierne bedst kan lide negative historier. Vi skriver om de fly, som falder ned. Ikke dem, som lander. Det viste sig, at eksperterne ikke var lige så overraskede som os. Der er en række ting, vi er gode til i Danmark. Det er lettere at lede, fordi vi generelt har tillid til hinanden, fordi vi har relativt mange chefer per medarbejder, og fordi vi arbejder på en ikkehierarkisk måde.

Vores meningsmåling viste sig også, at medarbejdernes største anke mod chefen ikke er brutalitet, men nærmest det modsatte. Hver fjerde har en konfliktsky chef. De chefer med magisterbaggrund, som vi har talt med i dette nummer af Magisterbladet, har netop en ting tilfælles. De lægger vægt på at være empatiske, men de er ikke konfliktsky. Medarbejderne har krav på tydelig ledelse, hvor man kender retningen og målene.

I himmelråbende mangel på formel lederuddannelse forsøger jeg selv at holde min ledelse enkel. Jeg forsøger at sætte nogle mål og en klar retning. Og så forsøger jeg at holde fast i selv at være en nørd, som har tid til at coache medarbejderne på selve produktet – kernen i arbejdet – det, som skaber arbejdsglæden for mig og medarbejderne.

Når det lykkes, så er jeg glad. Og det er medarbejderne også. Når det ikke lykkes, så tænker jeg på alle dem, der vendte øjne af den nørd, som engang ville være chef, fordi han havde ondt i armene.