Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ph.d'ere får ingen løn: Kan rektor mærke forskel på rigtigt og forkert?

Magisterbladets chefredaktør, Jakob Ekjær
Af Jakob Elkjær
Del artikel:

300-400 internationale, især kinesiske, ph.d.-studerende på Københavns Universitet (KU) får ingen løn af universitetet, selvom de udfører de samme opgaver som deres danske kolleger.

I stedet lever de af beskedne leveomkostningsstipendier betalt af deres hjemland. Det viser en aktindsigt, som Magisterbladet og sektorbladet ForskerForum har fået.

Københavns Universitets eneste krav til de udenlandske ph.d.er, der blandt andet kommer fra Kina, er, at de kan dokumentere, at de har mindst 6.090 kr. til at forsørge sig selv per måned. For det kræver de danske myndigheder.

De kinesiske ph.d.er, som Magisterbladet har talt med, får typisk omtrent 10.000 kr. om måneden fra deres hjemland. Normalt får en ph.d.-studerende ansat på et dansk universitet ca. 26.000 kroner om måneden. Dertil kommer tillæg for anciennitet og pension – ca. 30.000 kr. i alt.

Det skriger til himlen, at det er misbrug af billig udenlandsk arbejdskraft, som universitetet endda ikke selv betaler for. Som ledelse er man nødt til at have en vis mavefornemmelse for rigtigt og forkert.

Københavns Universitets rektorat har haft 20 måneder til at rette op på forholdene:

På et møde mellem rektor Henrik Wegener, daværende prorektor og ph.d.-repræsentanter fra fakulteterne den 12. december 2017 på rektors kontor gjorde ph.d.-repræsentanterne opmærksom på to forhold:

Mere end 100 ph.d.er betalt med lave udenlandske statsstipendier arbejder på KU.

Aarhus Universitet SUND har en rettesnor på 15.000 kr.

De ph.d.-studerende forsøger på mødet at appellere til rektoratet ved at sige, at hvis de udenlandske ph.d.er får en ordentlig løn, så kan man tiltrække de allerbedste.

Hvad er rektoratets reaktion? Rektor Henrik Wegener siger ifølge referatet, at det “selvfølgelig er vigtigt, at ingen går og sulter”. Daværende prorektor Thomas Bjørnholm supplerer med, at “det, der foregår, er fuldt ud lovligt”.

Rektor og prorektor vil kun ændre ordningen, hvis der bliver indgået “en fælles aftale blandt alle universiteter i Danmark, da det vil stille os bedre”. Efter en længere drøftelse finder man frem til, at man også vil undersøge, hvad andre universiteter har gjort. Specifikt nævnes AU, DTU og det medicinske universitet Karolinska Institutet i Sverige.

Københavns Universitet undersøger sagerne og finder ud af, at der faktisk er 300-400 ph.d.er på udenlandske statsstipendier på KU.
Det viser sig, at Aarhus Universitet har en rettesnor på 15.000 kr. månedligt. DTU har 12.000 kr. som minimumsindtægt. Og på Karolinska Institutet er minimum 20.781 svenske kr. om måneden.

Ingen af de tre er altså lige så nærige som KU. Alle tre supplerer af egen lomme statsstipendiet op. Hjælper det så ledelsen på Københavns Universitet til at indse, at misbruget af udenlandsk arbejdskraft bør ophøre?

Nej, og det er ikke sket endnu. Der var ellers tegn på, at ledelsen på KU godt kunne se problemet i august 2018. I et mødereferat står der, at der blandt dekanerne var enighed om, “at problematikken skal adresseres hurtigst muligt. Den nuværende situation med meget substantielle forskelle i ph.d.-studerendes indtægt bliver vurderet som uholdbar”.

Og rektor Henrik Wegener medgiver, at “det nuværende indtægtsniveau bliver for visse udenlandske ph.d.-studerende meget lavt”, og at man “skal finde en løsning”.

Men i skrivende stund er det ikke sket. Efter at vi har bedt om en kommentar, siger Københavns Universitet nu, at de ikke vil vente på Danske Universiteter længere og vil diskutere en beløbsgrænse – dog først til oktober.

Det er meget svært at forstå, at KU’s rektorat skal bruge næsten to år på at få bremset en praksis med billig arbejdskraft, som undergraver danske løn- og arbejdsforhold.

Dekanerne har jo ret. Modellen er uholdbar.