En ny politisk retning for Danmark
Den 20. marts offentliggjorde Uddannelses- og Forskningsministeriet sit kommissorium for Kommissionen for fremtidens læreruddannelse.
Den 25. juni offentliggjorde Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper det såkaldte forståelsespapir: “Retfærdig retning for Danmark”.
Af et kommissorium for en “fremtidens læreruddannelse” må man i det mindste kunne forlange, at det forholder sig til fremtiden. Det gør kommissoriet fra 20. marts ikke. Tværtimod. Det blev udarbejdet af den tidligere regering og var naturligvis repræsentativt for den daværende regerings måde at tænke uddannelse og folkeskole og dermed også læreruddannelse til folkeskolen på. Kommissoriet kunne man med god ret kalde en sejr for den instrumentelle fornuft, dvs. den fornuft, der ensidigt stræber mod at genstandsgøre og beherske virkeligheden.
Man kan levere varer til nogen, der har bestilt de pågældende varer, men man kan ikke levere undervisning til skoleelever, som ikke selv har haft indflydelse på, hvad for en slags undervisning der tales om: klasseundervisning eller gruppearbejde, hvor det er eleverne selv, der er med til at bestemme, hvad de helst vil arbejde med.
Kommissoriet indeholder også forslag til, hvordan kommissionen skal arbejde: “Kommissionen skal inddrage internationale erfaringer, herunder fra de nordiske lande og andre relevante lande som fx Holland”. Der står ikke noget om, hvad det er for typer af erfaringer. Heller ikke hvorfor netop disse lande er valgt. Og hvorfor ikke Frankrig?
Skandinaviske lærerstuderende tog i begyndelsen af 1970’erne til Frankrig for at studere Freinet-pædagogik. Det var lige efter studenteroprøret. Det var en periode med oprør mod autoriteterne. Måske er det ikke internationale erfaringer, man kan lære noget af, men hvorfor studerende og skoleelever gør oprør mod autoriteter.
“Hvordan kan læreruddannelsen bidrage til opfyldelsen af folkeskolens formål, herunder i forhold til at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter?” står der i kommissoriet.
Kan man ikke lære noget af historien?
I 1975 stod der: “Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver”. Kommissoriets forslag er en støtte til autoriteterne. 1975-formålet er en støtte til demokratiet. Teksten til 1975-formålet var udarbejdet af socialdemokraten Knud Heinesen.
På side 3 spørges der: “Hvad skal der til, for at fremtidige lærere i højere grad kan tilegne sig … evidensbaseret forskningsviden inden for fag, didaktik og pædagogik”.
Psykologi er ikke nævnt. Her skelnes ellers mellem to vidt forskellige opfattelser af, hvor forskningen skal hente sin viden: hos behaviorismen eller fænomenologien. Behaviorismen er en adfærdspsykologi. Fænomenologien er en oplevelsespsykologi. Det får katastrofale konsekvenser for forholdet mellem lærer og elev, hvis læreren vælger forkert.
