6 gode råd: Sådan overlever du en ny chef
© Tegning: Claus Bigum
En ny chef kender ikke dine kompetencer eller ved, hvad du står for – og derfor kan det være overraskende svært at få ny chef. Her er derfor seks råd til, hvordan du tackler, at din gamle chef bliver skiftet ud med en ny.
Vid, hvorfor et chefskifte kan være svært
Din chef har åbenlyst stor indflydelse på dit arbejde, og derfor kan det være angstprovokerende at få en ny chef. Ofte vil en ny chef være ansat til at skabe forandringer, og det kan føles træls, især hvis du har svært ved at se fidusen i forandringerne. Måske har dit arbejdsliv allerede budt på flere chefskifter uden den store succes – og derfor er det også forståeligt, hvis du føler dig mat i sokkerne ved udsigten til en chef, der kommer for at lave det hele om. Det kan også være, at du har et godt og tillidsfuldt forhold til din gamle chef.
Hvis du har det, kan det være ganske vemodigt at sige farvel til din chef. Det kan det, fordi du ved, at din gamle chef kender dig, dine kompetencer, dine svagheder og styrker – modsat din nye chef, som først skal til at lære dig at kende. Det kan være hårdt arbejde, og derfor kan det i sig selv hjælpe, hvis du anerkender, at det kan føles strabadserende at få en ny chef.
Forstå din nye chef
Uanset hvorfor du synes, det er svært at skifte chef, er et vigtigt råd, at du sætter dig ind i, hvad din chef er blevet ansat til at levere. Jo bedre du forstår, hvorfor din nye chef handler, som hun gør, jo nemmere bliver det for dig at navigere i. Det gør det samtidig også lettere at spille med på de dagsordener, som din nye chef har – og forhåbentlig gør det det også sjovere for både dig og din chef, hvis I kan arbejde sammen mod et fælles mål. Arbejdsglæde kommer som regel, når du føler, at du lykkes med dit arbejde, og du vil alt andet lige have nemmere ved at lykkes, hvis du sætter dig ind i din nye chefs dagsorden.
Fortæl om dine kompetencer
De fleste nye chefer vil tage et møde med den enkelte medarbejder, hvor I får mulighed for at lære hinanden at kende. Mødet vil ofte være en indledende snak, hvor din chef fortæller lidt om sine planer med afdelingen eller organisationen, ligesom din chef sandsynligvis også vil spørge ind til dig. På mødet vil du derfor typisk fortælle om, hvad du specifikt arbejder med, ligesom du vil fortælle om dine kompetencer og kvalifikationer.
Din chef kan helt sikkert ikke huske alt, hvad du fortæller, og derfor er det også en god idé, hvis du løbende bringer dig selv i spil, indtil I har fået en god forståelse for hinanden og forhåbentlig har fået opbygget et tillidsfuldt forhold. Hvis din chef ikke afholder møder med de enkelte medarbejdere, så sørg for, at du selv tager ansvar for at introducere dig og dine arbejdsopgaver for din chef. På den måde er du med til at sikre, at din chef forhåbentlig får en større forståelse for, hvilke funktioner du varetager, og hvorfor de er vigtige for afdelingen. Husk, at det både er dit og din nye chefs ansvar, at I får et godt forhold.
Foretag en forventningsafstemning
At få ny chef minder på mange måder om at få et nyt job. Og derfor er det helt centralt, at du foretager en forventningsafstemning med din chef. Både i starten og løbende. Det kan også være en stor fordel for dig – hvis din chef ikke selv tager initiativ – at du selv løbende tager initiativ til en forventningsafstemning. Din nye chef kan nemlig sagtens have helt andre forventninger om prioriteringer, kvalitet og kvantitet end din gamle chef – og ved at forventningsafstemme er du med til at sørge for, at jeres samarbejde bliver så godt som muligt.
Hvis du drømmer om en anden rolle i afdelingen eller i organisationen, kan det også være en god idé, at du fra første møde med din chef sørger for at sætte dig selv i spil i forhold til det mål, som du kan se, din nye chef har. På den måde tager du det første lille skridt mod at komme derhen i dit arbejdsliv, hvor du drømmer om at være. Du skal nemlig huske, at du er mere, end hvad du laver lige nu. Måske har du erfaringer fra tidligere job, som din chef kan bruge, eller måske har du netop gennemført en efteruddannelse, som du håber at kunne bruge mere aktivt?
Find ud af, hvad du kan påvirke
Hvis du er en af dem, der synes, det er rigtig godt træls at få en ny chef, så kan det være en hjælp at finde ud af, hvad du har kontrol over: Sæt dig derfor ned og undersøg, hvad du i dit job under din nye chef har indflydelse på, og hvad du ikke har indflydelse på. Det er eksempelvis svært at ændre, at din chef er ansat til at implementere et nyt digitalt system, som du synes er håbløst. Men måske er der en flig af implementeringen, du alligevel kan påvirke, så dit arbejdsliv alligevel kommer til at være meningsfuldt?
Du er nødt til at få det bedste ud af det, især hvis du er i en situation, hvor det ikke er nemt at få et nyt job. Derfor må du – hvis din arbejdsdag skal være så god som muligt – finde ud af, hvor du kan være medspiller, også selvom du synes, at den overordnede strategi er en hat. Glem derfor alt det, du ikke kan ændre, og fokuser på de steder, hvor du har mulighed for at foretage ændringer, der gør dit arbejdsliv sjovere.
Tal med dine kollegaer
Det er ikke unormalt, at der opstår konkurrence blandt medarbejdere, når en ny chef kommer til. Alle vil gerne have den nye chefs gunst, og pludselig kan det føles som en dårlig konkurrence. Det skaber et kedeligt arbejdsklima og er ikke særlig fedt for nogen. Derfor kan det være en god idé, at du og dine kollegaer sørger for at tale sammen om chefskiftet og er åbne over for hinanden om, at I gerne vil gøre det godt.
Det skal på ingen måde forstås, som om I skal bagtale jeres chef – men snarere at I sørger for at tale om, hvordan I kan støtte hinanden, og hvordan I som team kan bidrage positivt i forhold til det, som jeres nye chef er ansat til at opnå. Det kan også være en god idé at tage et fælles møde med jeres chef, hvor I som medarbejdere sammen nærmer jer, hvordan I i fællesskab kan skabe de forandringer, som jeres chef sandsynligvis er ansat til at skabe.
Kilder: Cecilie Burkal Cohrt, karrierekonsulent, Dansk Magisterforening, og bogen “Klog på forandring – En håndbog for ledere og medarbejdere” af Sagar Constantin.