Lad os være modige igen

“Vi voksne kan også være bange og synge lange, lange bange sange”. Sådan lød det i en sang fra Bjarne Jes Hansen til sit barn i 1970’erne. Og sådan har det faktisk været i medierne og i det politiske liv lige siden.

Frygten er blevet det styrende princip, som vi voksne indretter vores samfund efter.

Vi er bange for terrorister.

Det har fået os til at udhule retsstatens beskyttelse af individet mod overgreb fra statsmagten.

Vi er bange for at miste vores job på grund af globalisering og billig arbejdskraft fra Kina.

Det har fået os til at skære velfærdsstaten til. Vi har skåret i dagpengene og kontanthjælpen, mens pensionsalderen er steget. Og det har fået os til at ændre synet på vores børn. De skal ikke længere opdrages til at være dannede medborgere i et demokrati, men til at være effektive produktionsenheder.

Vi er bange for flygtninge og indvandring.

Det har fået os til at skærpe grænsekontrollen og gå på kompromis med menneskerettighederne. Og det har fået os til at skære ned på internationale studieretninger og indføre brugerbetaling på danskkurser til udlændinge.
Man kan håbe, at den nye regering vil gøre op med frygten som det bærende princip. Det er strengt nødvendigt, at vi fremover dropper toprocentsbesparelser på kultur og uddannelser, men det er ikke nok. Det afgørende for regeringens succes er, at vi igen som samfund sætter nogle positive dagsordener.

Frygten har ført os på afveje. Vi har troet, at vores samfund ikke var stærkt nok til at tåle konkurrencen. For at forsvare velfærdsstaten har vi beskåret velfærden. For at forsvare retssamfundet har vi svækket retssikkerheden. Og vi håndterer en globaliseret verden ved at arbejde for at sende udlændingene hjem igen. En strategi, som man kunne kalde selvmord af frygt for døden.

Hvad der sker, når man lader frygten styre? Det kan vi fx se i uddannelsessektoren. Gennem de seneste tre årtier er uddannelsespolitikken blevet mere standardiseret, topstyret og målorienteret. Det skriver 10 forskere i bogen “Glidninger – “usynlige” forandringer inden for pædagogik og uddannelser”, som vi omtaler i dette nummer af Magisterbladet. I Danmark var vi ligesom andre vestlige lande bange for at blive kørt agterud under globaliseringen og underlagde os fx logikken i OECD’s Pisa-målinger. Det har medført, at vi i dag tester vores børn helt ned i de små klasser, så de ender hos psykolog i de store klasser.
“Før 80’erne talte vi om uddannelse som en dannelsesproces, der handlede om kultur, sprog, demokrati og udviklingen af mennesket. Nu er målet at skabe læring, der giver resultater, som kan måles og sammenlignes. Man uddanner ikke længere borgere i et demokratisk samfund, men talenter til arbejdsmarkedet”, siger lektor emeritus Lejf Moos, der er redaktør på bogen.

I dette nummer af Magisterbladet slår de to akademiske superstjerner Rane Willerslev og Svend Brinkmann et slag for det gode borgerlige begreb dannelse forstået som det, der binder os sammen, og som bliver udfordret og undergravet af konkurrencementalitet og selvudviklingsideologi.
Vi skal have vendt skuden og tage udgangspunkt i alt det, som er godt, men udfordret af frygt i det skandinaviske velfærdssamfund:

• Frisind og frihed under ansvar. Det antiautoritære, den flade struktur på arbejdspladserne, forskningsfrihed og metodefrihed.
• Dannelse, tillid og ordentlighed.
• Respekten for individet, menneskerettighederne og den personlige frihed.
• Lighed og ligeværdighed – et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.
• Vores stærke civilsamfund med foreninger, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og andelsbevægelse.

Vi har brug for en ny og modig sang. Lad os komme i gang.