Vi bliver fyldt med bullshit om det rige København og den fattige provins

Beskrivelsen af københavnerne som en macchiato-drikkende højtuddannet, vellønnet elite er det rene bullshit.

Præcis ligesom beskrivelsen af danskere i provinsen som udkantsramte, fattige og dårligt uddannede er bullshit.

Netop nu bliver det populære essay ’On Bullshit’ af Harry G. Frankfurt genudgivet på dansk. Bullshit er karakteriseret ved, at afsenderen er ligeglad med, om det, han siger, er sandt eller falsk. Bullshit handler om at vække følelser og mobilisere folk for ens egen sag, som vejen til magt. Og konflikten mellem land og by er en ulmende undertone i dansk politik, som alle politikere må forholde sig til – ikke mindst i valgkampen.

Løgnen om det rige København er skabt af provinsborgmestre, der søger offerrollen for at hente mere hjem i bloktilskud og statslige arbejdspladser.

Løgnen om det rige København er udtænkt af partier som f.eks. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som deler Danmark op i dem og os for at høste stemmer.

Løgnen om det rige København er skabt efter en upopulær strukturreform, hvor borgerne fra 2007 fik længere til sygehuse, biblioteker og skoler. Regeringen har forsøgt at lappe på den sivende vælgeropbakning med udflytning af arbejdspladser. Man kan sagtens finde gode argumenter for en ligelig fordeling af statslige arbejdspladser i landet, men politikerne har brugt et bullshit-argument om social balance i Danmark.

Løgnen om den fattige provins er skabt af lidt for smarte mediefolk i København med hang til hurtige labels som Udkantsdanmark og Den Rådne Banan.

Kigger vi på fakta, så er det sådan, at København er Danmarks fattigste landsdel, når vi ser bort fra Bornholm. Gennemsnitsindkomsten er på 248.564 kroner – det er 22.886 kroner mindre end landsgennemsnittet på 271.450 kr. Den eneste landsdel, hvor gennemsnitsindkomsten er lavere end i København, er Bornholm.

På baggrund af tal fra Danmarks Statistik foretog Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2017 en analyse af Danmarks fattigste postnumre. Den viste, at Nørrebro – lige midt i København – med en gennemsnitlig indkomst på 194.338 kroner er placeret som det 5.-fattigste postnummer i Danmark. Nordvestkvarteret i København er med 199.131 kroner lige efter som nummer 7. Hvis Nørrebro var en kommune, ville den være Danmarks fattigste.

Sammenlignet med resten af landet har København en overrepræsentation af sociale problemer: Byen huser ca. 10 procent af landets befolkning, men har 15 procent af landets langtidsledige, 22 procent af landets hjemløse, 17 procent af landets stofmisbrugere og 16 procent af de narkorelaterede dødsfald. Det viser Københavns Kommunes egne nøgletal fra efteråret 2018.

Derfor er det bullshit, når Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, siger: "Jeg er bekymret for, at vi ikke i morgen, men en dag bliver to forskellige folk i det lille land, vi er. At der er dem i provinsbyerne, som føler sig meget underkendte, og at der er dem i de store byer, som føler sig meget overlegne".

Når københavnerne fejlagtigt får det generelle mærkat ’vellønnede’, følger der ikke alene en falsk elitebetegnelse med i købet, men også nogle grove stereotyper. Ingen nævnt, ingen glemt. Her er nogle typiske formuleringer fra et debatindlæg i Politiken:

"De færreste i det konkrete Danmark kan leve af ævle-bævle-snak om verdensmål eller store forkromede seminarafholdelser. Dét er i høj grad et storbyfænomen".

"Værdisættet og mentaliteten i storbyerne – navnlig København – er væsentlig anderledes. Så som i så mange andre større (europæiske) universitetsbyer er kulturen domineret af en identitetspolitisk venstrefløjsbevægelse. Her vægtes bæredygtighed, kreativ udfoldelse, selvrealisering, politisk korrekthed og ’globalt udsyn’ meget højt. Der er uforholdsmæssigt mange glutenallergikere og uforholdsmæssigt få, der foretrækker deres kaffe sort".

Formuleringerne er typiske for dæmoniseringen af københavnerne som verdensfjerne, rige og ligeglade. Man bruger det til at retfærdiggøre, at man vil tage job og penge fra københavnerne. Og det er lettere at gøre med et falsk elitestempel, fordi det fremstår pænere at sparke opad end at sparke nedad.

Når man kan slippe af sted med at skrive den slags, skyldes det, at vi forveksler de seneste tendenser med gennemsnittet. I 2008, hvor der var faldende beskæftigelse i yderområder med traditionel industriproduktion, gik det væsentligt bedre for storbyerne generelt. Samtidig er boligpriserne skruet op, så en treværelses lejlighed med altan på Vesterbro koster op til 4,5 mio. kr. Det skal man da have mange penge for at klare!

Ja, men sandheden er, at der ved siden af det åbne boligmarked er et lukket med billigere almene boliger, og at visse andelsboliger og lejeboliger stadig er relativt billige. København har heldigvis 20 procent almene boliger og bygger for fuld kraft. Så i modsætning til Stockholm, London og Paris er København stadig en blandet by.

Min egen andelsforening på Østerbro er et godt eksempel. Boligafgiften er på ca. 4.500 kroner for tre værelser, og der er fanden til forskel i forhold til de 15.000 kroner, det på det åbne marked havde kostet månedligt at bo tilsvarende.

Selv om det er blevet sværere at flytte til København, er det ikke kun de rige og højtuddannede, som har råd. Personer, der flytter til København, har i hvert fald i gennemsnit 70.000 kroner mindre i indkomst end udflytterne.

Men hov, er det ikke bare redaktøren, der manipulerer? Han regner jo kun med Københavns Kommune. Tag lige de rige i Dragør og på Frederiksberg med! O.k., gør vi det, så ryger gennemsnitsindkomsten i landsdel København op på 259.891. Stadig væsentligt under landsgennemsnittet.

Det, som der er faktuelt og forskningsmæssigt belæg for at sige, er, at de højestlønnede bor i Nordsjælland, hvor gennemsnitsindkomsten er 339.688 kroner. Her finder vi den egentlige magtelite, som kontrollerer de store institutioner, virksomheder og værdier.

Men det snakker vi ikke om, for så skulle vi jo tale om de virkelige skel i Danmark frem for om den fiktive overklasse i København, som angiveligt skulle bestå af højtuddannede venstresnoede feministiske universitetstyper, der er mere interesserede i verdens fattige end i deres nabo.