Krigen mellem by og land ulmer under valgkampen

“Ballet eller bingo. Revy eller opera. Far til fire eller Lars von Trier. De politikere, der taler allermest om sammenhængskraft og et Danmark i balance, er også dem, der nærer sig af at spille danskerne ud mod hinanden”.

Sådan sagde Knud Romer, da han 30. april i DR’s “Aftenshowet” tegnede et af valgkampens værdipolitiske temaer op i bedste sendetid. Kløften mellem by og land gavner hverken den ene eller den anden part, mener forfatteren.

“Vi spiser alle sammen pasta med kødsovs, og vi skal både have en hovedstad, vi er stolte af, og et land, vi er glade for, og hvor man kan høre fuglene synge”, fortsatte Knud Romer.

Hvortil Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, i et båndet indslag indvendte, at både forfatteren selv og resten af det københavnske kulturparnas måtte påtage sig en del af ansvaret for, at et “dem og os” præger den offentlige debat.

Udkantsdanmark og “den rådne banan”
Konflikten mellem by og land har gamle rødder, men har fået ekstra næring de seneste år. På Henrik Pon-toppidans og Grundtvigs tid følte landbefolkningen sig ikke ligeværdige med byborgerskabet. Og vice versa.

Men den ensidigt negative italesættelse af livet i provinsen fik et ekstra nøk op igennem 00’erne med betegnelser som Udkantsdanmark og “den rådne banan”. Det påviste ph.d. og kultur- og medieforsker på Aarhus Universitet Tina Louise Hove Sørensen i sin afhandling fra 2017 om dansk provins i kunsten og i medierne i perioden 2005-2015.

I 2010 bliver ordet Udkantsdanmark optaget i nudansk ordbog, og i medierne forsvinder nuancerne, og provinsen bliver alene omtalt i nedsættende metaforer og klicheer, forklarer hun.

“Weekendavisen tager på udkantsrejse, Politiken tager til Laaaaaaangeland, og Jan Gintberg laver standup “på kanten”. I Nakskov er de alle sammen “på røven”. Også billedrepertoiret er den rene stagnations-æstetik: til salg-skilte uden for forfaldne huse, tomme veje og nøgne pløjemarker i gråvejr. På lydsiden hører vi mågernes skrig og vindens susen”, siger Tina Louise Hove Sørensen.

Politikens Langelandsreportage fra 2015 medførte voldsomme protester og fik en diskussion om mediernes dækning af provinsen til at blusse op. Siden har eftertænksomheden i ord- og billedvalg været en anelse større hos hovedstadsmedierne, påpeger kultur- og medieforskeren.

“Desværre er der også en tendens til, at de mange symbolpolitiske foræringer som fx udflytningen af statslige arbejdspladser er med til at puste liv i en unuanceret debat, hvor Bydanmark og Landdanmark spilles ud mod hinanden. Derfor blev provinsen efter 2015-valget et værdipolitisk kampfelt”, siger Tina Louise Hove Sørensen.

Heldigvis var der i den nylige debat om Radio 24syvs placering uden for København mange – i både Øst- og Vestdanmark – der hurtigt kunne gennemskue, at forslaget var en symbolpolitisk manøvre fra DF, tilføjer Aarhus-forskeren.

Al politisk rådgivning tager højde for modsætning
I dag kan man simpelthen ikke rådgive om politisk interessevaretagelse og lobbyarbejde uden at tage højde for modsætningen mellem by og land, forklarer Rasmus Winther, der er direktør for public affairs i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

Dagsordenen om et Danmark i bedre balance vil blive fast underlægningsmusik til mange valgkampsdebatter, spår han. Og det er ikke kun kølig taktik.

“Jeg oplever, at der næsten hele raden rundt er et dybtfølt politisk ønske om, at man ikke vil blive ved med at bidrage til, at grøfterne mellem hovedstad og udkant graves dybere. Det er et tema, vi også som konsulenter er meget bevidste om, og en strømning, som går igennem al den politiske rådgivning, der kommer fra vores bureau”, siger Rasmus Winther.

At loddet i vægtskålen i denne valgkamp falder ud til provinsens fordel, er kommunikationsdirektøren dog ikke i tvivl om.

“Dine chancer for at blive valgt i Jylland daler, hvis du siger, at hovedstaden skal styrkes”, fastslår Rasmus Winther.

Københavnerne tjener faktisk mindre
Mens provinsen af politikere og medier groft sagt iscenesættes som et sted for lavtlønnede og ufaglærte, så omtales københavnerne som højtuddannede, vellønnede, latte macchiato-drikkende hipstere.

Kigger man på indkomstfordelingen i Danmark, så er beskrivelsen ifølge Danmarks Statistiks tal imidlertid faktuelt forkert. Mens den disponible gennemsnitsindkomst i København var på 248.564 kr. per hoved, så var gennemsnitsindkomsten på landsplan 271.450 kr. per dansker. Gennemsnitsindkomsten i alle de landsdele, der beskrives som rådne eller udkant, er højere end i København – bortset fra Bornholm, hvor gennemsnitsindkomsten er 236.824 kr.

Men hvis de højtlønnede ikke bor i København, hvor bor de så? De bor i Nordsjælland, hvor den disponible gennemsnitsindkomst er 339.698 kr., viser tal fra Danmarks Statistik.

I bund og grund er diskussionen om et modsætningsforhold mellem land og by pseudo. Det egentlige skel i Danmark går et andet sted. Det siger sociolog og adjunkt ved CBS og RUC Anton Grau, der forsker i magt og elite.

“Det kan godt være, at Kultur- og Mediedanmark sidder og råber højt inde i indre København, men det meste af den egentlige magtelite er siden 1950’erne flyttet nordpå til Nordsjælland”, forklarer Anton Grau.

Magteliten er defineret ved, at den er velforbundet og kontrollerer de store institutioner og økonomiske værdier i landet, siger forskeren.

“I både Holland og England og Norge bor de rigeste og mest indflydelsesrige i hovedstaden, og der kan man tale om, at elite og by i højere grad er smeltet sammen. Det er ikke helt klart, hvorfor det er anderledes i Danmark, men ser man på fx Kraks Blå Bog, er den tilsvarende samfundsgruppe herhjemme primært samlet på postnumre i Nordsjælland”, forklarer Anton Grau.

I den kreds har man ingen interesse i at tale en konflikt op imellem land og by, uddyber han:

“Tværtimod, for magteliten har store interesser i Jylland eller samarbejder med nogen, der ejer produktion i Vestdanmark. De ønsker, at samfundet fungerer lige så godt der, hvor deres medarbejdere bor”, påpeger Anton Grau.

I det hele taget taler den egentlige magtelite ikke om en kløft mellem provins og hovedstad.

“Indtrykket er, at de vil mene, at diskussionen om udflytning af arbejdspladser er åndssvag, fordi de er optaget af de store linjer. Til gengæld er de selv som samfundsgruppe bundet til et begrænset geografisk område, der er koncentreret om Strandvejen. Deres livsform og værdier kan kun udleves her, og de føler selv ikke noget behov for at bo i store dele af København og resten af landet”, forklarer Anton Grau.

Strukturreformen devaluerede provinsen
At modsætningsforholdet mellem land og by er blevet så kraftigt politiseret igennem de sidste 10-15 år, skyldes ikke mindst den centralisering af betydelige dele af den offentlige sektor, der startede under Fogh-regeringen og fortsatte under Løkke-regeringerne. Det forklarer professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

“Det var noget af et brud, fordi Venstre tidligere har stået for det nære samfund, for decentralisering og for at flytte arbejdspladserne derhen, hvor arbejdskraften er”, siger han.

Strømmen af reformer i 00’erne inden for både sundhed, uddannelse og politi fik nogle utilsigtede, men meget uheldige konsekvenser for yderområderne, uddyber han.

“Særligt strukturreformen, som Lars Løkke er hovedarkitekten bag, øgede den regionale ulighed. Med sygehusreformen og politi- og retskredsreformen forsvandt der en masse gode job på én gang i de små samfund, også væsentligt mere end udflytningen af statslige arbejdspladser har kunnet rette op på”, siger Jørgen Goul Andersen.

Heller ikke dialekterne fik rigtigt lov til at overleve.

“Jeg udskiftede selv mit sprog endeligt ved konfirmationsalderen og kan ikke længere tale mit modersmål. Men indtil 1960’erne og 70’erne havde folk faktisk svært ved at forstå hinanden – i hvert fald den ene vej”, fortæller Jørgen Goul Andersen, der er født i Skive.

Provinsen er en bekostelig affære
Ikke nok med at 271 kommuner blev til 98, og 14 amter blev til fem regioner i 2007.

Ifølge landdistriktsforsker Pia Heike Johansen, Syddansk Universitet i Esbjerg, skete der endnu en centraliseringsbølge i de nye storkommuner.

“Frem for at sikre de små samfund ved at bevare landsbyskoler og lægeklinikker trak de nye kommuner alle aktiviteter ind til centerbyer og ud af det omgivende samfund. Det hjalp ikke på modsætningsfortællingerne, at kommunalpolitikerne kunne pege pilen væk fra sig selv og over mod Christiansborg, når borgerne beklagede sig over udviklingen”, forklarer Pia Heike Johansen.

Ligesom Jørgen Goul Andersen vurderer kultur- og medieforsker Tina Louise Hove Sørensen, at strukturreformen reducerede provinsen til bare at være en bekostelig affære.

“I den neoliberale logik er små skoler og små sygehuse dyre og derfor dårlige. Strukturreformen var med til at devaluere steder og dermed også dem, der bor der”, fortæller Tina Louise Hove Sørensen.

Fogh slog bak uden en plan
Historisk set har der ikke været så store politiske modsætninger mellem center og periferi i Danmark som i andre lande.

Godt nok har venstrefløjen traditionelt altid stået lidt stærkere i de store byer, men “det gule Danmark”, som første gang viste sig ved folketingsvalget i 2015, kom som et chok for politikerne, siger professor Jørgen Goul Andersen. Med det gule Danmark henviser han til, at Dansk Folkeparti ved sidste valg blev det største parti i 11 ud af 13 opstillingskredse i Sydjylland. Valgforskerne er stadig ikke helt enige om, hvorfor det skete.

“Vi er dog enige om, at det meste skyldes den sociale og uddannelsesmæssige sammensætning i området og holdningen til flygtninge- og indvandrerpolitik. Men når det gælder vandringerne fra Venstre til Dansk Folkeparti, slår den forklaring ikke til i mine analyser. Der indgik også en reaktion på centraliseringen. Det havde ulmet længe i Venstres bagland, og nogle år forinden havde nogle vestjyder også forgæves prøvet at danne et nyt parti, Fælleslisten, der skulle bekæmpe centraliseringen”, siger Jørgen Goul Andersen.

Kommunalreformen fra 1970 bragte velfærdssamfundet ud i alle afkroge af landet, og hver eneste provinsby fik sig et gymnasium i løbet af 70’erne og 80’erne. Men da Fogh-regeringen slog bak, var det uden at have blik for konsekvenserne i yderområderne, forklarer Aalborg-professoren.

“Vores opgørelser viser, at statsligt finansierede arbejdspladser under ét har bevæget sig væk fra land- og yderkommunerne til de store byer siden 2007 til trods for den delvist symbolpolitiske udflytning af statslige arbejdspladser”.

En kamp om arbejdspladser
For 100-150 år siden var der også en værdipolitisk kamp mellem land og by om anerkendelse.

“Det afspejlede sig i den store bølge af forfattere og malere fra udkanten. Men som jeg ser det, er konflikten i dag mest en kamp om økonomi og arbejdspladser”, fastslår Jørgen Goul Andersen.

Ifølge Aalborg-professoren er sympatien for udkantens problemer stor, og der er langt ind i hovedstadsbefolkningen en udbredt tilslutning til, at regionale forskelle bør udlignes.

“Der er faktisk en stor samhørighed mellem land og by i den danske befolkning”, tilføjer han.

Hos landdistriktsforsker Pia Heike Johansen fra SDU slår bullshitdetektoren ud, når hun hører politikerne tale om et Danmark i bedre balance.

“Betyder det, at alt skal være gråt i stedet for mange farvet og forskelligt som det er nu? Forskelligheden mellem livet på landet og i byerne er jo en styrke, som skal tales op og ikke ned. Lige nu bevilger politikerne puljemidler til at fjerne faldefærdige huse det ene år og penge til sundhedshuse det næste som et hold kæft-bolsje til de postnumre, der desperat mangler læger. Hvis det her land virkelig vil sammenhængskraften, kræver det en respektfuld, overordnet landdistriktspolitik, der indbefatter en samlet plan for vores landsbyer, vores natur og landbruget. Det er indtil videre kun DF, der har taget den dagsorden alvorligt”, påpeger Pia Heike Johansen.