Forskningspublicering fortjener en seriøs behandling
Stort set alle medlemmer af DM har nytte af publiceret forskning, og mange bidrager selv. Derfor er det fint, at Magisterbladet tager emnet forskningspublicering op.
Det skete med en artikel i nr. 2, s. 28-31. Desværre er artiklen et partsindlæg for forskningsbiblioteker. Endnu værre er, at der ikke var ressourcer til ordentlig research, hvorfor artiklen indeholdte alvorlige fejl.
Til fejlene først. Den sidste tredjedel af artiklen argumenterede for, at løse forskere ikke har adgang til forskning. Det var argumentet for gratis offentlige artikler for alle, den såkaldte Open Access.
Desværre er præmissen forkert. Alle danskere har fri adgang til forskningsbibliotekernes artikler. Jeg har selv i årtier arbejdet på forskningsinstitutioner under Kulturministeriet med gode resultater på højt internationalt niveau, selvom vi ikke har onlineadgang til artikler.
Alle danskere skal blot bevæge sig til et universitetsbibliotek, hvor vi kan søge i databaser og hente artikler. Hvis man ikke orker at besøge et bibliotek, kan man hjemmefra bestille artikler via Det Kongelige Biblioteks artikelservice og efter få dage få artikler tilsendt. Stor tak til de velfungerende danske forskningsbiblioteker.
Forskere har derfor ikke behov for Open Access. Og slet ikke den version af Open Access, som de danske biblioteker har fået presset igennem som officiel dansk politik. Vi forskere belemres derfor ofte med fejlbehæftede manuskripter, som ikke er korrekturlæst, som ikke har sidetal at referere til, og som ikke har illustrationer.
Open Access er derimod nyttigt for tidsskrifter, som henvender sig til både forskere og en bred offentlighed. Et godt eksempel er Tidsskrift for Arbejdsliv, som opfylder kravet om videnskabelig kvalitetsbedømmelse, og som samtidig er nyttigt for en bred kreds af virksomhedsledere, personalechefer, fagforeningskonsulenter, sikkerhedsrepræsentanter osv. Staten bør give tidsskrifter af denne type støtte til redaktionssekretærer, korrekturlæsere, layout, digital markedsføring osv. i stedet for at underminere tidsskrifters økonomi med krav om, at udgiveren skal forære sine artikler gratis væk uden kompensation for det udførte arbejde.
Det er beskæmmende, at artiklen ikke indeholdte synspunkter fra seriøse tidsskriftsudgivere. Det ville have nuanceret billedet, så tidsskriftsudgivere ikke fremstod som ublu monopoler. Læserne ville da have fået at vide, at forlagene de seneste årtier har investeret massivt i digitale løsninger, som har givet verdens universiteter betragtelige besparelser. Det er ikke mere nødvendigt med kostbar magasinplads til papir, at sende bibliotekarer rundt for at hente og aflevere tidsskrifter, at holde styr på udlån, at indeksere indhold osv. Et krav fra bibliotekerne om, at prisudviklingen for tidsskrifter skal følge inflationen, er derfor et partsindlæg helt ude af proportioner. Så kære Magisterblad: På den igen.
