Spring menu over
Dansk Magisterforening

Damned, if you do – damned, if you don’t

Camilla Gregersen

© Jacob Nielsen

Af Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

Det er vanskeligt at sætte en fod rigtigt for akademikere i dagens Danmark. Først skulle vi høre påstande om, at de nyuddannede akademikere skulle være dovne. Intet kunne dog være mere forkert. De nyuddannede er ekstremt optaget af at lande et job. 30 procent af dem går direkte ud i job fra studiet, og resten søger bredt og engageret, og de gør det helt fra start af.

DM og a-kassen MA kunne heldigvis dokumentere ledige medlemmers brede jobsøgning, og dermed blev angrebet på de unges dagpengesats foreløbig afværget. For det var kernen: at bruge de unge akademikere til at forringe dagpengesystemet. Det blev allertydeligst, da CEPOS såede splid ved at påstå, at det er kassedamer, som finansierer de nyuddannede akademikere, og derfor burde man sætte dagpengene ned for de nyuddannede.

Heldigvis er beskæftigelsesministeren ikke hoppet på den limpind. Det er også klogt, for akademikere er nettobidragydere i dagpengesystemet, og bliver det ikke attraktivt at være med i fra start, kan hele modellen falde fra hinanden. Desuden er der også ledighed blandt nyuddannede i andre faggrupper, og derfor har vi en fælles interesse i at stå sammen mod angrebene på dagpengene. I stedet for at falde for populisme og angribe de nyuddannede skal de hjælpes hurtigt ind på arbejdsmarkedet.

Ikke kun de unge står dog for skud. Så snart beskyldningerne om dovenskab blandt de nyuddannede var manet til jorden, blev AC’ere beskyldt for at tage stillinger og opgaver fra andre faggrupper. Damned, hvis du ikke søger job bredt; så er du nemlig doven. Og damned, hvis du søger bredt, for så kan det være, at du tager jobbet fra en, der er fra en anden faggruppe.

Vi skal undgå at blive spillet ud mod hinanden som grupper. Samtidig skal vi kunne tale om de ændringer, der sker på arbejdsmarkedet. For flere steder er der kommet færre HK-stillinger og flere akademikere i administrative stillinger. Men udviklingen udspringer ikke af en sammensværgelse blandt akademikere om at overtage så mange job som muligt. Det er en udvikling, som er drevet af ændrede opgaver og besparelser.

Der er stigende behov for administrative akademikere, der bl.a. kan implementere digitalisering samt lovgivning og EU-regler. Ligesom der er brug for informationsspecialister, der arkiverer og databehandler, samt funktioner som HR og projektledere. Akademikere arbejder i mange funktioner, hvor de skaber værdi, og det er derfor, de bliver ansat.

I min optik er det ikke i modsætning til, at der er brug for dygtige HK’ere. For de er ofte det kit, der får arbejdspladsen til at fungere optimalt. Men mange rent administrative stillinger skæres væk på grund af besparelser, for enhver leder kender øvelsen med år efter år at kigge på, hvor der igen kan skæres en skive mere af salamien, så næste års budget kommer til at stemme.

Vi skal have respekt for alle funktioner – også det administrative arbejde, uanset om det udføres af AC’ere eller andre faggrupper. Og vi skal kunne tale om, hvilke opgaver der skal løses, så hele arbejdspladsen hænger sammen, og hvordan vi med hver vores fagligheder løser opgaverne.

Ingen uddannelse er finere – eller ringere – end andre uddannelser. Der skal være gensidig respekt, så ingen spilles ud mod hinanden. For at kriges mellem faggrupper får ingen bedre vilkår af på arbejdspladserne.