Der er ingen motorvej for humanister – de må selv finde vej

Hvert år modtager universitetsuddannelserne nøgletal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Tallene viser, hvordan dimittenderne på de enkelte uddannelser klarer sig på arbejdsmarkedet, og hvis tallene vurderes utilfredsstillende og markeres som “røde” af universitetsledelsen, skal uddannelserne udarbejde en handleplan. En handleplan, der skal skabe større sikkerhed for, at de studerende matcher det arbejdsmarked, de skal ud på efter endt uddannelse.

Problemet er bare, at det ikke står soleklart, hvad det er for et arbejdsmarked, humanisterne skal ud på.

“På de mere professionsrettede uddannelser som jura, medicin og ingeniørfagene kommer dimittenderne ind på en lige motorvej. De ved, præcis hvad de skal gøre for at komme ind på arbejdsmarkedet, få job, blive forfremmet, få højere løn osv.”, siger Miriam Madsen, som i sin ph.d. i uddannelsesvidenskab på DPU har undersøgt, hvad fokus på relevans og arbejdsmarkedsparathed betyder for udviklingen af videregående uddannelser på humaniora.

Men på humaniora kan man stort set kun tage motorvejen, hvis man vil være gymnasielærer. Hvis man vil noget andet, kan man ikke bare sætte gps’en til. Der findes ikke engang et kort at køre efter. Man skal selv finde vej til fx små private virksomheder, iværksætteri, projektinitiativer og kulturprojekter.

“Og måske er det netop en af årsagerne til, at de humanistiske uddannelser ofte boner ud med røde ledighedstal. Det tager simpelthen længere tid at finde et job, fordi der er flere fragmenterede og løstorganiserede arbejdsmarkeder, hvor det er meget mere forskelligt, hvad man skal gøre for at komme i job”, mener Miriam Madsen.

Handlingsoverload

Når uddannelserne på humaniora får røde tal, bliver de forholdsvis ofte justeret eller ændret.

Faktisk kan de blive ændret så ofte, at det gør mere skade end gavn. For når uddannelserne årligt får tilsendt nøgletal om ledighed, kan der ske et handlingsoverload, der betyder for mange og for hurtige ændringer på uddannelserne.

”Når man får nye tal med så kort mellemrum, er det næsten sikkert, at tidligere handleplaner ikke har nået at få en effekt, inden man får de næste tal og sætter en ny handleplan i gang. Det betyder, at man laver nye handleplaner oven på hinanden hele tiden”, siger Miriam Madsen.

Et andet problem er, at ledighedstallene som regel afspejler dimittender på en gammel studieordning, da de fleste studier laver nye studieordninger oftere end hvert femte år.

”Så ofte siger tallene faktisk ikke noget om de uddannelser, man skal handle på. Alligevel sætter man handlinger i værk på baggrund af nogle tal, som vedrører en gammel studieordning”, mener Miriam Madsen.

”Men hvis handleplanerne skal virke, forudsætter det, at man kan se en effekt på et tidspunkt, og det kommer man aldrig rigtig til, på grund af de her tidsforskydninger”, siger hun.

Man skal også se på arbejdsmarkedet

Hun undrer sig over, at man kun fokuserer på sammenhængen mellem den enkelte studieretning og ledighed, da der er flere elementer, der har betydning for, om den enkelte dimittend kommer i arbejde.

”I min ph.d. har jeg foreslået tre forskellige faktorer, som kan spille ind: uddannelsen, individet og arbejdsmarkedet”, siger Miriam Madsen, som også er cand.mag. i pædagogik fra Københavns Universitet.

Når det handler om den enkelte studerende, individet, kan ledighedstallene påvirkes af, hvem der bliver optaget, da nogle på forhånd er mere arbejdsmarkedsparate ende andre i kraft af deres sociale, identitetsmæssige, psykiske eller emotionelle faktorer.

”Der findes undersøgelser, der peger på sammenhængen mellem fx arbejdsmarkedsidentitet og beskæftigelse, men spørgsmålet er, om man af etiske grunde vil undersøge det”, siger Miriam Madsen.

Hun synes især det er vigtigt at undersøge, hvad det der for arbejdsmarkeder, dimittenderne skal ud på, og hvilken rolle det spiller i forhold til, hvad der skal til for at komme ind på de forskellige arbejdsmarkeder.

”Der er tre ben i det her, men vi styrer kun uddannelserne, og gør dem alene ansvarlige for dimittendledigheden”, siger Miriam Madsen.

”Reelt ved vi ikke, hvor stor en del af ledigheden, der afgøres af uddannelserne. Vi mangler viden om, hvad det er for arbejdsmarkeder, de forskellige uddannelser uddanner til på det nuancerede niveau, hvor vi faktisk kan se, om det er nogle andre og mere komplicerede adgangsstrukturer, der er på spil, når humanisterne skal finde vej til arbejdsmarkedet”, siger hun.

Kompetencesproget gør uddannelserne for ens

De sidste mange år, har universiteterne undersøgt, hvilke kompetencer dimittenderne får på uddannelserne, og hvordan de matcher arbejdsmarkedet. Men Miriam Madsen mener, at undersøgelserne er med til at skabe for ensartede uddannelser.

”I alle de rapporter jeg har kigget på fra de forskellige universiteter, har jeg set den samme liste af 15-20 kompetencer, som går igen. Det betyder jo, at de studerende vælger fra en liste med disse samme 15-20 kompetencer, når de bliver bedt om at svare på, hvilke kompetencer de har brug for mere af.”, siger hun.

”Denne viden bliver taget med i udviklingen af uddannelserne. For når universiteterne reviderer deres studieordninger, ser de i undersøgelserne, at de studerende efterspørger mere projektledelse eller generel forretningsforståelse, som i øvrigt er en kompetence, ingen rigtig ved hvad er, selv om den går igen i alle undersøgelser”, siger Miriam Madsen.

”Og når man indretter sin uddannelsesudvikling ud fra den viden, kan uddannelserne blive ret ens”, mener Miriam Madsen.