Hvad er arbejdsglæde for dig, Olav Hesseldahl?

Olav Hesseldahl, hvad gør dig glad for at gå på arbejde? 
“Ungdomsbureauet har fået luft under vingerne, så vi er blevet mange. Derfor er der også mange forskellige opgaver, hvilket jeg holder meget af. Jeg arbejder især med projektudvikling og medarbejderledelse. Jeg er glad for at skabe noget sammen med andre. Og så tiltaler det mig meget at følge en idé blive til handling. I og med at vi stadig er en lille organisation, er det også fedt, at en idé ikke skal forbi alverdens siloer på vejen, som når at kvæle ideerne”.

Hvornår synes du, at dit arbejde er meningsfuldt?
“Det er det især, når vores arbejde i Ungdomsbureauet kommer ud at leve blandt unge. Fx var der en fyr, der skrev til mig efter Ungdommens Folkemøde i efteråret, fordi jeg i åbningstalen opfordrede de unge til at gå hjem og ringe til deres bedsteforældre og fortælle om deres drømme. I mine øjne har vi alt for store generationskløfter og kan lære rigtig meget på tværs af generationer. Og ham fyren skrev så til mig, at han havde fulgt min opfordring og fået rigtig meget ud af det, og det er jo en fantastisk følelse”. 

Hvornår bliver du særligt glad for at kunne bruge din faglighed i dit arbejde?
“Filosofien kan være svær at overføre direkte til arbejdslivet. For det er jo ikke sådan, så jeg fx tænker på filosoffen Martin Heidegger og derudfra laver et arrangement. Men når jeg bagefter kan se, at fx Ungdommens Folkemøde ud fra et demokratiteoretisk perspektiv er vigtigt, så giver det et stort kick. Og den franske filosof Paul Ricoeur, som Emmanuel Macron er meget inspireret af, siger jo fx også, at filosofien først bliver relevant, når den bliver til politik. Det er jeg meget enig i”.

Hvad kan smitte negativt af på din arbejdsglæde, og hvad gør du selv for at få den på rette kurs igen?
“For nylig har en fremtrædende debattør været ude at kritisere os for at være for selvfede. Og det gør ondt, for når man kritiserer organisationen, så kritiserer man også personerne bag. For jeg kan ikke skyde skylden på en minister for at definere vejen, som hvis jeg arbejdede i et ministerium. Men vi prøver at være lydhøre og tage kritikken som udtryk for, at der er noget, vi ikke gør godt nok. Dermed afværger vi også, at der falder en atombombe ned i organisationen. Og så prøver jeg også at sige til mig selv, at Ungdomsbureauet ikke er Olav, og at Olav ikke er Ungdomsbureauet”.