Ytringsfriheden i det offentlige har det sløjt

Offentligt ansattes grundlovssikrede ret til at bringe kritisable forhold til offentlighedens kendskab fungerer mere af navn end af gavn. Det viser en undersøgelse, som Magisterbladet har lavet i samarbejde med forskere ved Roskilde Universitet.

I undersøgelsen, som 1.800 DM-medlemmer i den offentlige forvaltning har deltaget i, fortæller 35 pct., at de har oplevet så kritisable forhold på deres arbejdsplads, at offentligheden burde have kenskab til dem. Men kun en ud af otte har valgt at påtale de kritiske forhold over for offentligheden. Og det er foruroligende, mener DM’s formand, Ingrid Stage.

“Det er jo et ret skræmmende vidnesbyrd. Både om, at vores offentlige institutioner og forvaltninger er pressede og i krise, men også om, at der tilsyneladende er noget i vejen med kulturen på arbejdspladserne, når viden om kritisable forhold ikke kommer frem. Tallene viser, at der så absolut er behov for at gøre noget. Det ødelægger arbejdsmiljøet, hvis man ikke kan komme af med sin kritik, og det går ud over almenvellet, hvis forholdene ikke kommer frem i lyset”, siger Ingrid Stage.

Lektor og jurist ved Syddansk Universitet Pernille Boye Koch deler DM-formandens bekymring.

“Reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed er i sig selv klare nok. Så tilsyneladende er der noget i vejen med den praktiske implementering eller kulturen på arbejdspladserne. Hvis forklaringen er, at man er nervøs for at udtale sig om forholdene i den sektor, man arbejder i, fordi man er bange for at miste sit job eller andre sanktioner, så er det faktisk et seriøst samfundsmæssigt problem”, siger hun.

Og tilsyneladende spiller frygten for repressalier en væsentlig rolle. Det fortæller halvdelen af dem, der har afholdt sig fra at gå til offentligheden med deres viden. Eller som en deltager i undersøgelsen siger: “Det er ytringsfrihed vs. karriere”.

Behov for oplysning
Ingrid Stage mener, at der som minimum er behov for at kommunikere de gældende regler bedre ud.

“Vi skal i første omgang være meget mere tydelige med at formidle viden om ytringsfriheden. Den betænkning og vejledning, der kom i 2006, er ikke særlig klar i beskrivelsen af grænserne mellem den ansattes loyalitetsforpligtelse og retten til at meddele offentligheden om kritisable forhold. Og desuden er det på de færreste arbejdspladser, at der er udarbejdet lokale vejledninger om ytringsfrihed og meddeleret, så hverken ledelser eller ansatte kender formodentligt omfanget af medarbejdernes ytringsfrihed”.

Det er især forhold omkring ledelse, kvalitetsforringelser og arbejdsmiljø, som ifølge DM-medlemmerne burde påtales offentligt. Og det er ikke tilfældigt, mener Ingrid Stage.

“Det tyder på, at der er behov for bedre ledelse, som i højere grad sætter medarbejdernes faglighed fri og giver mulighed for at gøre sig fri af de regler, der ikke giver mening. New Public Management har hærget den offentlige sektor i det seneste årti, og der er behov for en ny samarbejds- og tillidskultur. Og så er den offentlige sektor blevet talt ned og skåret ned, forstået på den måde, at ressourcerne ikke er øget i samme takt som opgaverne. Og måske er de ikke altid endt de rette steder i forhold til det, der må være kerneopgaverne”, siger hun.