Er Putinosaurernes tid forbi?

Den yngste studerende, jeg tog imod i sommeren 2021, var født i 2002. Året efter 9/11. To år efter ulykken, hvor flere personer omkom til en Pearl Jam koncert på Roskilde Festival.  

Jeg havde for nyligt et billede af blomsterne foran Orange Scene med i min undervisning, for at vise hvor meget omverdenens fortællinger om en organisation påvirker deres muligheder for at lykkes med at gøre noget nyt.  

En studerende spurgte; ”hvad er det? Var der nogen der døde?”. Et kollektivt gisp spredte sig.  

Måske var de bange for min reaktion på, at man ikke vidste, hvilken historie der knyttede sig til netop det billede. Men jeg takkede hende. Hun gjorde mig endnu en gang opmærksom på, at det, der for nogen kan føles som i går, for andre – bogstaveligt talt – er et helt liv siden. 

Det skal man huske som underviser, og det blev jeg igen opmærksom på i sidste uge, hvor vi mødte ind til krisen i Ukraine, som berører mig dybt.  

Disse kriser sætter mig i en situation, hvor jeg føler, at jeg skal op til overfladen og hente luft. Det føles som noget midlertidigt som skal overstås, så vi igen har en ’normalitet’. Men den følelse af normalitet er jeg ikke sikker på, at mine studerende nogensinde har haft. 

Årgang 1998 

De er blevet voksne i en tid, hvor usikkerhed er et vilkår. Lad os forestille os at en gennemsnitlig studerende på Leisure Management er fra 1998. Det er nok meget rigtigt.  

Er man født i 1998, så var man der ikke, da vi vandt EM i fodbold i 1992. Til gengæld blev man født det år, hvor Titanic havde premiere og hvor Michael Laudrup afsluttede sin klubkarriere.  

Man var 10 år gammel, da det første X Factor løb over skærmen med Martin Hedegaard som vinder, hvor Joachim giftede sig med Marie, og Barack Obama blev præsidentkandidat i USA.  

Er man født i 1998, var man stadig et barn, da orkanen Katrina raserede i New Orleans, Muhammedkrisen satte sine varige spor, og det Arabiske Forårs håb kom – og gik. Man var lige blevet teenager, da tragedien skete på Utøya – og var teenager endnu, da angrebet skete på Krudttønden.  

Man har set Ebola, SARS, Zika og COVID-19 sprede sig. Og man har aldrig kendt til en verden, der ikke talte om klimakrise og terrorisme.  

Hvilken normalitet og forudsigelighed er det, vi regner med, at de har? Og så har vi slet ikke talt om fremdriftsreformer, boligmarkedet, finanssituationerne og alt det andet, som stadfæster uforudsigeligheden.  

Nej, vi ved ikke noget om fremtiden

 Jeg underviser blandt andet i projektledelse. Jeg har aldrig troet på, at planer i sig selv siger noget om fremtiden. Men jeg er nu blevet nødt til at revurdere mit syn på det hele.  

Hvad kan vi overhovedet lære de studerende, at de skal kunne forudse og planlægge i disse tider? 

Til gengæld havde jeg emnet ‘ledelse’ med til min undervisning i denne uge, hvor vi brugte tekster, som perfekt indrammede den nuværende situation. Jeg havde nemlig en tekst fra Louise Dinesens om bæredygtig ledelse og Karsten Mellons bog om mod i ledelse på programmet.

Det ledte til en fri og god debat med de studerende om ledelsesidealer. Zelenskij overfor Putin. Det nye overfor det gamle. ”Leadership by heart” over for ”management by fear”.  

I mit undervisningslokale var dommen klar: Det er ikke modigt at gemme sig bag sine atomvåben i et palads. Det er mere modigt – men måske også dumt – at gå på gaden med sin befolkning.  

Hvorvidt det er dumt, må tiden vise – men troværdigt og autentisk er det, uanset hvad. Det er den slags ledelse som inspirerer i dag.  

Måske er Putinosaurernes tid forbi? Man kan vel håbe, så også denne generation får en slags ’normal’, som de kan drømme om at give videre til de næste.