Tavse universitetsledelser er en skandale af dimensioner

I de senere år har der været udbredt kritik af universitetsloven fra 2003 og dens omfattende konsekvenser. Brede kredse i de videnskabelige miljøer har i den ene udgivelse efter den anden beskrevet, hvordan universiteterne har udviklet sig til små enevældige koncerner, der styres af konkurrencestatens temaer og strategiske interesser, mens den frie forskning og selvstændige tænkning gisper i afkrogene, hvis den da ikke fyres på gråt papir.

Universiteternes ledelser overhører tilsyneladende kritikken. I hvert fald har de været tavse som enevældige maskiner. Det er en skandale af dimensioner.

Det skorter ikke på analyser, men i høj grad på reaktioner. Derfor har en række videnskabsmænd nu etableret en decideret forening: Forskerbevægelsen, der konstituerede sig for få uger siden i forbindelse med et stort møde på Christiansborg.

Mødet blev støttet af den radikale Stinus Lindgren, som dermed får et stort flueben i karakterbogen. Bevægelsens primus motor har været den heltemodige og tidligere ph.d.-studerende Maria Toft. Med sin politiske tæft og sit store engagement har hun fået stablet det hele på benene, godt hjulpet af professorerne Ole Wæver og Heine Andersen.

En idéhistorisk tråd

Det er et smukt sammentræf, at Maria Toft har næsten samme navn som Grundtvigs driftige hustru, Marie Toft. Et af Forskerbevægelsens ideologiske dokumenter hedder da også ‘Göteborg-manifestet,’ som er underskrevet af en lang række nordiske forskere. Det er tankevækkende, fordi Göteborg jo skulle være hjemsted for Grundtvigs nordiske universitet, som netop ikke skulle være nationalt. Både ånd og folk skulle holde Kongen i ørene fra hver sin side. Men konkurrencestaten er et opgør med både ånd og folk. Så i dag regerer en slags teknokratisk forfaldsversion af monarkiet, mens Kongen løber Royal Run i gaderne.

I nyere tid har også idehistorikeren Dorthe Jørgensen talt for et Göteborg-universitet. Og lederen af Nordic Bildung-initiativet, Lene Andersen, er inde på noget af det samme. Der løber kort sagt en idehistorisk tråd i disse indlæg og initiativer. Og Grundtvig selv var jo inspireret af fætteren Henrik Steffens, der havde store tanker om frie universiteter, blandt andet inspireret af romantikerne i Jena, hvor grundlæggeren af det klassiske universitet, Wilhelm von Humboldt, havde sin gang.

Slår ned på kritiske røster

Forskerbevægelsen har etableret en hjemmeside, hvor man kan læse mere. Bestyrelsen består af 14 personer, hvoraf flere er kendt i den videnskabelige og pædagogiske offentlighed, for eksempel: Ole Wæver, Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Stiig Markager, Professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og Nana Vaaben, Docent ved Københavns Professionshøjskole.

I en pressemeddelelse fortæller bestyrelsesmedlemmerne Stiig Markager, Steen Nepper Larsen og Valeska Slomianka, hvordan universitetsloven gør forskningen til slave af politiske og økonomiske interesser og dermed producerer en tavshedskultur på universiteterne.

Steen Nepper Larsen - en af de sidste frie stemmer på DPU siger:

”Ledelsen på de danske universiteter umyndiggør forskerne, som var de børnehavebørn. Vi har i Danmark den mest topdown styrede ledelsesmodel i verden, der gør at ledelserne først og fremmest er ansvarlige op ad til. Derfor gør de alt i verden for at opfylde eksterne krav og slår derfor oftere hårdt ned på kritiske historier eller kritiske røster. Hvis vi skal styrke den akademiske frihed, ville det derfor være oplagt at se på, hvordan man kan revidere den håbløst umoderne universitetslov til at kunne rumme mere internt demokrati.”

Jeg kan til fulde tilslutte mig denne beskrivelse, og håber derfor - for videnskabens og pædagogikkens skyld – at det lykkes Forskerbevægelsen at rive 2003-universitet ned.