Jobinterviewet: ”Du skal bare være dig selv” og andre ubrugelige råd

Efterårsregnen siler ned over byen, da jeg ankommer til ambassaden iført jakke & slips, våde, sorte sko og en dokumentmappe under armen med print af mit oplæg samt referencer.

Uret viser, at der er et par minutter til jobsamtalen klokken 13.00. Jeg folder min sjaskvåde paraply sammen og henvender mig i receptionen. Ambassaden er bomstille.

”The Embassador is for lunch, you must come back later”.

Jeg går ud i den noget kølige trappeopgang og lister op til øverste etage, hvor jeg de næste 20 minutter ser ud over et regnvådt København og for mig selv en sidste gang repeterer mine pointer. Så hører jeg døren går længere nede i opgangen. Jeg lister mig ned og melder min ankomst for anden gang.

”Congratulations”.

Ambassadøren lykønsker mig med, at jeg er blevet udvalgt til denne samtale, som kan give mig mulighed at arbejde for den pågældende ambassade.

Ved siden af ham sidder også handelsattachéen. Hun har korslagte arme og stirrer surt på mig - under hele samtalen. Det her er ikke good cop/bad cop. Det er bad cop/bad cop.

Lad mig gøre pointen tydeligere: Ofte bliver man budt på kaffe eller i det mindste et glas vand ved en jobsamtale. Her var der ingenting på det blanke bord.

Jobbet går ud på at lave daglig medieovervågning af de skandinaviske medier, skrive det i et dagligt referat, opdatere ambassadens hjemmeside samt skrive artikler på dansk, svensk og dansk til medierne i de nordiske lande – plus det løse. Til gengæld er lønnen lav.

Domstol og teaterstykke

Indrømmet – jobsamtalen her er næppe repræsentativ. De fleste arbejdsgivere byder på kaffe og vand, smiler og gør alt muligt for, at man skal føle sig tilpas i den varme stol. Alligevel kender jeg ingen, som synes, det er sjovt at gå til jobsamtale. Ingen.

Du skal give et så flatterende billede af dig selv som arbejdskraft, mens 6-8 mennesker på den anden side af bordet kigger på dig – og analyserer dig. Du bliver målt og vejet.

Du skal sælge dig selv – men du må hverken over- eller undersælge dig. Det skal være lige tilpas. Trods smil, kaffe og jovial indledning er jobsamtalen en domstol og et teaterstykke. Det ved du, og det ved de.

For de fleste er det en lidt ubekvem rolle at sidde i. For nogle er det endda meget, meget ubehageligt.

Og uanset hvor godt du forbereder dig, så kommer der alligevel et spørgsmål eller to, der kommer bag på én. Forbered perfekte svar på spørgsmålene ”hvor ser du dig selv om fem år?”, og ”hvad er din erfaring med projektledelse? - og så spørger de helt sikkert også om noget helt andet.

Vil du have et godt råd?

Fortæl dine omgivelser, at du skal til jobsamtale, og det er som at trykke på play-knappen med gode råd. Du får dem, uanset om du beder om dem. Så jeg vil ikke holde mig tilbage. Her er mine tre gode råd.

• Skriv oplægget, læs det et par gange – og gem det så væk i mappen på bordet under samtalen. Så ved du, at du har et sikkerhedsnet og kan se dine samtalepartnere lige i øjnene og være til stede. Det virker for mig.
• Du skal huske at forberede en god håndfuld spørgsmål til jobbet og arbejdspladsen hjemmefra – man løber altid tør, og nogle arbejdsgivere elsker at diskutere deres arbejdsplads.
• Og så er det en god ide på forhånd at have tænkt et par semiærlige svar igennem på den mere tynde del af ens cv.

Dine svar på spørgsmålene er kun en del af forestillingen. For jobsamtalen er også en stresstest, som skal vise, hvordan du er under pres. Sidder de her over for en konsistent person? Er der en karakter, der hænger sammen?

En af de ting, der kan give stress, er, at spørgsmålene under samtalen kan springe helt i niveau og perspektiv. Hvordan har du tænkt dig at gribe opgaven an? Og hvorfor har du skiftet job ret ofte fra 2018-21.

Puha – jeg fik ikke jobbet

Når det så er sagt, så er det umuligt at give gode råd før jobsamtalen. For det er helt afhængig af, hvilken kultur du møder.

Det siges i øvrigt, at afgørelsen om en kandidat er egnet eller ej, bliver taget i løbet af de første par minutter af jobinterviewet – alt, der følger efter er blot bekræftelse af det indtryk. Jeg har selv siddet på den anden side af bordet og kan godt genkende billedet. Og så er vi ikke ovre i kvalifikationer, men kemi. Og indrømmet, den sad ikke lige i skabet dén gråvejrsdag på ambassaden.

Tiden gik og gik, og jeg glemte næsten alt om det job. Måneder senere dukker der en mail op, som fortæller, at jeg ikke fik jobbet.

Det var ikke ”Singing in the rain” – men tæt på. Regnen var også for længst ophørt.