Socialdemokraternes arbejderisme fremstår ufrivilligt komisk

Der er en vigtig fløj af Socialdemokraterne, som minder påfaldende meget om Anders Fogh Rasmussen, da han blev statsminister i 2001.

Fogh opnåede ikke folkelighed gennem de reformer, han gennemførte. Han opnåede folkelighed gennem dem han talte mindre pænt om: smagsdommere, eksperter og udlændinge.

En vigtig og toneangivende del af Socialdemokraterne i dag minder forbløffende meget om Anders Fogh. Det er de såkaldte arbejderister, der ligesom Fogh gerne lægger afstand til både blødsøden udlændingepolitik og højtuddannede.

Boligminister Kaare Dybvad har skrevet ”De lærdes tyranni”, hvor han giver den akademiske overklasse tørt på. Statsminister Mette Frederiksen kalder det for ”uddannelsessnobberi”, at uddannelsessystemet peger mod gymnasier og universiteter. Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, kalder partiets egen kulturpolitik for en ”de facto omfordeling fra almindelige til rige mennesker, så den kreative klasse kan hygge sig i statsbetalte museer”. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har sagt til Berlingske, at arbejdsløse akademikere ikke skal føle sig ”bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik”. Akademikere er ikke for fine til at arbejde i Netto. Det gjorde han nemlig selv i sin tid.

Man kan sagtens forstå, at Socialdemokraterne har haft brug for at redefinere sig selv efter, at Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon med egne ord gik reformamok, omfavnede konkurrencestaten og øgede uligheden under den forrige S-ledede regering. Vælgerne blev helt grundlæggende i tvivl om, hvad Socialdemokraternes DNA egentlig var og er.

Men det fremstår ærlig talt ufrivilligt komisk, når partiet forsøger at genskabe kontakten til vælgergrundlaget ved at lyde, som om man lige er kommet ud af en skurvogn med tirader og forbandelser mod de uduelige, dovne og brødløse akademikere.

En anelse komisk på samme måde, som det var lattervækkende, når munkemarxister fra universiteterne i 1970’erne iklædte sig arbejderskjorter, undertrykte den affekterede Gl. Holte-dialekt og førte sig bandende frem, som var de tillidsfolk på B & W Værftet.

Herregud, kære Socialdemokrater I er jo selv akademikere. Mette Frederiksen har en master i afrikastudier, Frederik Vad er bachelor i arbejdslivsstudier og journalistik, Kaare Dybvad er geograf og Peter Hummelgaard jurist. Og Peter Hummelgaard, sad jo ikke i kassen i Netto, efter at han havde taget sin juristeksamen på KU – heldigvis for det havde da været samfundsøkonomisk gak ikke at bruge den fine uddannelse. Han sad i kassen, dengang han gik i gymnasiet.

Det værste er imidlertid ikke, at det fremstår lidt komisk. Det værste er, at det skaber unødvendig politikerlede og splittelse. Hvorfor ikke genskabe forbindelsen til vælgerbasen med positive politiske reformer i stedet for at finde nogen at tale ned til.

• En massiv satsning på kvalitet i erhvervsuddannelserne og flere og bedre lærepladser.
• En genopretning af dagpengesystemet.
• En boligpolitik, der sikrer, at det ikke kun er de højtuddannede, der har råd til at bo i byerne etc.

Rigtig politik frem for fjendebilleder tak.

Foghs opgør med de intellektuelle smagsdommere og eksperter står på den lange bane tilbage som retorik. Det kommer Socialdemokraternes ”dem og os” retorik også til.

Berlingske har netop kørt en kampagne mod akademikere, der kulminerede da avisen holdt mikrofonen for Venstres borgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard, som helt udokumenteret fik lov at kalde nyuddannede akademikere for luddovne.

Under kampagnen fremkom der tre forslag:

Lad os skære i dimittendsatsen. Lad os begrænse adgangen til gymnasierne. Lad os mindske antallet af studerende, der går videre fra bachelor til kandidatuddannelserne.

Ingen af de forslag vil i virkelighedens verden forbedre vilkårene for S kernevælgere. Socialdemokraterne har da heller ikke bidt på nogen af forslagene. Berlingskes samfundsredaktør Bent Winther konkluderer i en analyse, der til forveksling ligner avisens lederartikler, at disse forslag ”burde ligge lige til højrebenet for den nye generation af arbejderistiske socialdemokrater. Alligevel er det som om, at de socialdemokratiske ministre tøver, og mest har det i munden, i bøger i interview og i taler til sosu’ernes kongres.”

Socialdemokraterne har en tradition for at synge med på sangen om, at lønmodtagerne er i samme båd uanset uddannelsesniveau. Fogh var dygtig til ”dem og os” retorik. Det klæder ikke Socialdemokraterne. De fremstår som lidt latterlige, samtidig med at det en politisk blindgyde.